Rosen hører sammen med julen.
Det gør den i det mindste i vore advents- og julesalmer. - Blomstrer som en rosengård skal de øde vange hedder det forventningsfyldt. Engang skal ørkenen forvandles til frodigt land, og så bliver det roserne, man ser. Rosen er symbol på håb om forandring.  

Rosen er også billede på Jesus fødsel. En rose så jeg skyde, op af den frosne jord. Den rose spired´ frem midt i den mørke vinter om nat ved Betlehem.   

Det er den yndigste rose, som er funden, blandt stiveste torne oprunden.  Og stive er de, disse forhærdede tidsel-gemytter, der er så stive som torne og støtter.  

Rosesalmerne rummer kontraster. - På den ene side den smukke vidunderlige blomst, som varsler forår og sommer. På den anden side ørkenen, mørket, kulden, smerten, som kan rive og nage.......  

Der er ingen lette løsninger i salmerne om rosen. - Men der er håb. Verden kan være hård og strid og tvinge det enkelte menneske helt i knæ. Men midt i alt dette svære, kan rosen blomstre frem, som alternativ. Som håb midt i håbløsheden.  

Og hvis rosen er billede på Jesu fødsel og på englenes budskab om fred til mennesker i juleevangeliet, så er 2. juledags evangelium at sammenligne med de tornestængler, som blev viklet til en tornekrone og presset ned over hans hoved til spot og spe. Rosen kan rumme både smerten til døden og sejren over dødens golde tilintetgørelse. Begge dele hører med, hvis der skal tales sandt om den kristne tro.  

Det kan være svært at høre evangeliets ord i dag, sådan som det blev læst op for lidt siden. Tornene fylder for meget. Det er sådan en dag, det er svært at synge, "Gud være lovet for sit glædelige budskab". - For hvor er det glædelige?  

Tænk jer, hvis man tog den bibelske tekst og klippede den ud i små stykker med hver sit bibelord, og man så hver dag læste en sætning, som Guds ord.  

Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.
Det lyder nærmest som kristen jihad i Jesu navn, som et kald til at tage på korstog. eller
Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den der elsker sin søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd.
Det er et ønskeord for dem som vil stifte en nyreligiøs bevægelse, hvor alle bånd skæres over til det som har været godt og varmt tidligere i ens liv.
Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den der har mistet sit liv, på grund af mig, skal redde det.
- Er det en opmuntring til en selvmordbomber.
Hvis man læser bibelen på denne måde, læser man den som Fanden læser bibelen. De enkelte sætninger kan, når de er taget ud af deres sammenhæng, bruges til hvad som helst i en ny sammenhæng.  

Historien om Jesus begynder ikke med ordene om at hade sin far og mor og tage sit kors op og følge Jesus. Det begynder et helt andet sted. Med forkyndelsen af det Guds rige, som allerede nu er ved at gøre sin virkning. Jesus har en vision og forkynder et håb om en fremtid båret af forsoning og fællesskab. - Alle skal kunne være med. - Sygdom, fattigdom og fjendskab er ingen forhindring for ham. Alle mennesker er Guds børn. Han er vor far og derfor skal vi leve sammen som brødre og søstre i det forskelsløse fællesskab.  

Store dyre ord og tanker, må man sige. - men ikke efter den tids dagsorden, som blev sat af de politiske magthavere og de religiøse ledere.   Den romerske magtelite udplyndrede på den tid det meste af den kendte verden for selv at leve i en ufattelig overdådig luksus. Og den religiøse ledelse holdt for sin del fast på de privilegier, som de havde tilkæmpet sig ved at få folk til at indordne sig under deres fortolkninger af Guds vilje.  

Men Jesus havde en anden vision og levede selv efter den. Og han udsendte sin disciple til at gøre det samme. - Han havde undervist dem i teorien og nu skulle den omsættes i praksis. Og med på vejen får de nogle gode råd:  Ikke alle vil tage godt imod dem. De skal være snilde som slanger men tamme som duer. - De skal bruge deres forstand og ikke være tosse-dumme.  

Og det blev ikke meget efter Jesu død og opstandelse. Snarere værre. For da disciplene som apostle kom rundt i den romerske verden, satte statsapparatet alt ind på at udrydde dem. Det er i den forbindelse, vi skal høre  om  det, at tage sit kors op. Du skal være tro. - Tro mod det kald, du er kaldet til. Tro mod visionen. Martyriet i sig selv gir ingen mening. Det skal man ikke gå efter. Men du kan komme i en situation, hvor du er nødt til at følge det, du står for, som du tror på, koste hvad det koste må. Også selvom det kan koste i forhold til din familie, dit job, dit land, dit liv.  

For et par uger siden samledes statsledere fra hele verden for at tage afsked med Nilson Mandela. Som ung uddannet jurist kom han med i ANC og fik senere en ledende rolle. - Det var på et tidspunkt hvor volden fra det hvide apartheidregime voksede i omfang og styrke i en grad, så den hidtil valgte ikke - voldspolitik blev forladt til fordel for væbnet modstand. Det kom til at koste Nilson Mandela 27 år i fængsel på Robben Island, en fangeø ud for Kap Town, hvorfra det var umuligt at flygte. Det utrolige er ikke, at han overlevede de mange år i fangenskab. Skønt det er utroligt nok. Det utrolig er, at han blev frontfigur i det moderne Sydafrika, som afskaffede apartheid og banede vejen for en forsoning mellem sort og hvid uden hævn og gengældelse. - Hvordan kunne det lade sig gøre, kunne man spørge. Og svaret skal søges i hans personlige integritet. Helt fra sine unge dage havde han en vision om et Sydafrika, som et land, hvor sorte og hvide levede side om side med lige rettigheder. Denne vision lykkedes det ham at fastholde og forblive tro overfor.  

Malala hedder den 16 årige pige fra Pakistan, som i nu i december 2013 modtager Sakharovprisen for sin kamp for tankefrihed. - Hun blev også nævnt som kandidat til Nobels Fredspris. Malala er vokset op i Swatdalen, som domineres af Taleban der forbyder piger at gå i skole. Som 11 årige begyndte Malala at skrive på nettet om livet som pige i et voldeligt mandsdomineret samfund. Hendes ønske var at gå i skole og få lov at lære noget.  3 år efter blev hun skudt i hovedet af Taleban på vej hjem fra skole. Hun overlevede mirakuløst og rejser nu rundt i verden og taler for kvinders rettigheder. I dag regnes hun som en af verdens 100 mest indflydelsesrige personer.  

Der er utvivlsomt mange andre som Malala, som gerne ville undervises, men som er blevet både truet, lemlæstet og bragt til tavshed på grusomste vis. Og der er mange, der blev behandlet som Nilson Mandela og som bukkede under tortur, i fangenskab eller er blevet myrdet. Alle disse mange anonyme har betalt med deres liv for den tro, som de stod for. - tro mod visionen om en forandret verden.   

Da nordmændene reagerede på massakren på Utøya, gjorde de det med blomster, med roser som blev sat op overalt, på gitre og hegn i hele Oslo. Rosen kan netop med sine torne rumme vores tro på, at godheden, skønheden og varmen til sidst vil sejre.  

Sådan som Vor Herre Jesus Kristus sejrede, da han i troskab mod sit budskab om kærlighed til sin næste og forsoning måtte se sig ydmyget, udstødt og fordømt til lidelse og død. Selv på vej ind i dødens mørke fastholdt han tilgivelsens mulighed. Med ham sejrede kærligheden over ondskaben og skaberen sejrede over tilintetgørelsen. Han forblev tro og åbnede derved fremtiden for os til en herlighed, som er uden lige. Denne fremtid tog sin begyndelse med hans fødsel dengang i Betlehem. Glædelig jul.