Matt. 10, 32-42 

I Faderen, Sønnens og Helligåndens navn. Amen. 

Der findes mange kunstværker som illustrerer julescenariet med Jesu fødsel i stalden. Og i de store kunstværker formår kunstneren i unik grad at beskrive det lys og den store forandring, som det nyfødte barn sætter i den verden, han fødes i. Disse julebilleder er meget smukke, men en del kunstnere har taget noget mere med - et eller andet motiv i siden eller ovenover, som antyder den voldsomme skæbne, han senere fik og den modstand der blev imod det, han står for.Det stemmer godt overens med det, vi møder i 2. juledags evangelium. Juleaften og jueldags evangelium taler i smuk poesi om fred på jorden i dette barns fødsel. 2. juledag mødes vi i evangeliet af de barske ord: "Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd". 

Denne dobbelthed udtrykkes også stærkt i den salme vi lige har sunget: Den yndigste rose er funden - blandt stiveste torne oprunden. Der er noget stærkt modsætningsfyldt i budskabet om det barn, der fødtes i Betlehem. For budskabet er ikke alene et budskab fyldt af sødme, som en rød rose fyldt af farve, friskhed og kærlighed, der er masser af rivende torne rundt omkring. Budskabet om, at Gud kommer til verden i et skrøbeligt spædbarn, er så provokerende, at det skaber stor modstand i verden. Anden juledags evangelium er en del af den tale, som Jesus ifølge Mattæus holder for sine disciple inden han sender dem ud for at  virke i Galilæa.   Men samtidig er det for Mattæus en tale ind i den aktuelle situation, som der er at være discipel og kristen under i hans tid.  En tid hvor det virkelig kan koste noget at erklære sin tro på Kristus og stå ved den overfor sine omgivelser.  Det kan koste forholdet til familien og venner, det kan koste splid, det kan koste livet.  Sådan er det at være kristen på Mattæus tid.  

Men er det aktuelt i vores tid ?
Her i det kristne Danmark, er det sjældent at omkostninger kan være så store som nævnt her.  Men også hos os kan det koste noget at erklære og holde fast ved sin kristne tro.  Ja det kan for mange være en stor overvindelse at indrømme over for omgivelser, at kristentroen har betydning i  ens liv eller er rettesnor i livet for en.Vi lever i et samfund med så meget fokus på at få den fysiske og materielle virkelighed til at fungere, at det ligesom er lidt outsideragtigt at have pmærksomhed for at se tilværelsen i forhold til noget større og andet end det, vi kan se og måle. Man kan virkelig risikere at blive dømt som både tåbelig, naiv, uselvstændig og meget mere, hvis man på sin arbejdsplads erklærer, at kristentroen har betydning eller at man har en praksis med bøn eller kirkegang. Den, der tydeligt vil leve efter sin tro og tale højt om den, bliver i Danmark ikke pint i  egentlig forstand, men man kan regnes for meget pinlig.    Og det er ikke kun på arbejdsplads og blandt venner.  Selv imellem ægtefæller kan det være et meget svært emne at tage hul på. Kan jeg overhovedet vise flag med min kristentro overfor ægtefælle og børn uden at blive til grin og miste min anseelse?  Det spørgsmål må nogen mennesker stille sig selv ? 

Så Jesu ord her i evangeliet om, at han kan sætte splid imellem nære familiemedlemmer, kan bestemt have sin aktualitet nu. Også for os.Vi må heller ikke glemme, at det stadig mange steder i verden er blodig alvor at være kristen. Jeg var for nylig sammen med et menneske, der som 18årig i et muslimsk land konverterede til kristendommen. Og det kostede i mange år frem forholdet til familien.Det er også en realitet, at der nu  anno 2011 visse steder finder forfølgelser af kristne sted,  og mord  på grund af troen. 

Og det må vi ikke vi lade ud af billedet, at kristentroen virkelig kan koste noget og have voldsomme konsekvenser.  

Det er dette vilkår for at være kristen, som Jesus her belærer sine disciple om og prøver at ruste dem til.  Ja han siger endda : "Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv  på grund af mig, skal redde det." 

Det kan være en stor fristelse ikke at stå ved sin tro, når det kan have så voldsomme konsekvenser, men vi ved jo også godt, og det pointerer han , at hvis vi fornægter noget af det, der virkelig betyder noget i vort liv,   hvis vi fornægter det,  der er en grundpille vort liv,  så mister vi  egentlig det, der er vort liv ved det. Det tager livet ud af livet ikke at kunne kendes ved det, man er overbevist om, er sandheden om livet. 

Men hvad er der i det barn der blev født i en stald i Betlehem og senere døde på et kors på Golgata, hvad er der ved det barn, der vækker så stor modstand og sætter så megen modsætning ind i verden . Hvad er der ved det glædelige budskab, der er så forargeligt, at det kan splitte familier ad og koste mennesker livet ? 

Jo for det første er det det, vi netop nu fejrer i julefesten : inkarnationen : At Gud blev kød.   At himlens og jorden skaber kommer til verden i et nyfødt spædbarn i kød og blod, med hud og hår lige så skrøbeligt og dødeligt som vores små børn.  Inkarnationen betyder, at hvis vi vil vide, hvordan Gud er, kan vi se hans sande ansigt der i krybben og på korset, hvor livet er svagest og sværest, i det spæde liv og i det døende liv. Det er en stor forargelse for den helt anderledes forestilling om magt, vi har i verden. 

For det andet er det forsoningen: at barnet er kommet til verden for at bytte plads med os. Tage vores smerte og død på sig og give os sit eget liv. Det er forargeligt, fordi det forudsætter, at der er et misforhold mellem os og vores skaber,  at vi hverken tror, elsker eller lever som det,  han har skabt os til at være. Og at vi ikke kan gøre det helt ved egen hjælp. Dybt forargeligt for vores selvforståelse er det, at barnet i krybben og manden på korset skænker os sit eget forhold til Gud  - som vi synger det i en julesalme  : "Guds kære børn vi blev på ny ". 

For det tredje er det den befaling om barmhjertighed, som udgik fra alt, hvad Jesus sagde og gjorde.  Barmhjertigheden overfor vort medmenneske kan ikke tilsidesættes af noget andet princip.  I et liv som kristen kan barmhjertigheden ikke tilsidesættes som det højeste parameter for vores handlinger.  . Det kan også være en meget stor kamel at sluge, i et samfund, hvor vi gør meget ud af at hænge hinanden ud for det ene og det andet og meget ud af at sørge godt for os selv og vor egne.       Evangelisten Johannes,  som vi hørte juelevangeliet fra i går, juledag  taler meget om lyset - det store lys der er kommet til verden i Jesus.  Det gør Mattæus ikke. Men når han her i evangeliet holder fast ved, at det er værd at udholde meget og miste meget for troens skyld, så forudsætter han det lys, som Johannes taler om.  Han forudsætter, at det lys og den glæde, som er kommet til verden i Jesus Kristus, er så stort og stærkt og levekraftigt, at det er det hele værd.  At det evige lys og den sande livsglæde findes netop i ham, hvis fødsel på jorden, vi også i dag skal fejre med glæde.

Amen