I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen. Gud er i himlen og vi er på jorden. Sådan plejer vi vist at tænke. For når vi beder, beder vi til Vor Far, du som er i himlen. Og vi beder om, at hans vilje må ske, som i himlen således også på jorden. Vi taler om himmelen og himmeriget som et parallelsamfund til jorden. I himlen sker Guds vilje i modsætning til jorden, hvor den ikke sker. Himlen og jorden har ligesom hver sin virkelighed. Og det er en skam, for juleevangeliet handler netop om, at Gud kom til verden og blev menneske i den ene virkelighed, som er vores. Og han har aldrig forladt den siden. Han er her, når vi holder dåb og nadver. Han er der, hvor to eller 3 er forsamlede i hans navn.  Troen på Helligånden er en tro på, at Gud er nærværende overalt.  

Med det som udgangspunkt må vi kunne blive enige om, at der kun er een virkelighed. Nemlig den virkelighed, som er her og lige nu og som vi sanser. Det er virkeligheden på tiden og rummets vilkår. Vi har aldrig oplevet noget, som ikke er foregået i tiden. - og i højst 3 dimensioner. Tid og rum sætter rammerne for den virkelighed, vi kender. Det er i denne virkelighed, Gud blev menneske.  Det er i denne tilværelse, at vi skal se himmelen åben.  

Jeg ved godt, at mange spekulerer på, om der ikke skulle være liv et andet sted i verdensrummet. Måske en helt anden form for liv. For ikke længe siden påstod videnskabs mænd, at man havde opdaget liv på en helt ny måde. Siden blev resultaterne kritiseret af andre videnskabsmænd.  Så lige nu er opfattelserne meget delte.  

Men sådanne spekulationer og teorier bringer os ikke en meter nærmere til hinanden og den kærlighed, som forkyndes i den kristne tro. Kærligheden og meningen med livet finder man ikke med udforskningen af stjernehimmelen. Kærlighed og mening får derimod krop og indhold med fortællingen om Gud, der blev menneske. At himlen åbnede sig og åbenbarede sin herlighed for os. At jord himmel og jord gik i eet.    

Det begyndte med Jesus ved Jordan. Dengang han blev døbt af Johannes. " Straks da han steg op af vandet, så han himlene flænges og Ånden dale ned over sig som en due;  og der lød en røst fra himlene: »Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!«"  

Jesus oplever her, at Gud taler til ham som sin elskede søn. Det betyder, at Gud er hans far, Og at hans elskende far har fundet velbehag i Jesus. Det er stort. Og det billedlige udtryk for det er, at Jesus ser himlen åben og Helligånden dale ned over sig, ligesom en due.  

Men det var ikke kun Jesus, som skulle se himlen åben. Det skal I også, lover Jesus de første disciple, som fulgte ham: Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.«  

Stefanus var en af disse disciple. I tiden efter Jesu opstandelse drog han omkring og forkyndte evangeliet med overbevisende kraft og styrke. Det kom til at koste ham dyrt.  Nogle af hans modstandere satte rygter i omløb, rygter som skabte stor vrede mod Stefanus. Man fik ham slæbt for det jødiske råd og førte falske anklager mod ham for hans forkyndelse af Jesus.  De var falske, men ikke mere, end at det fik Stefanus til at sige " Nu ser jeg himlen åben og menneskesønnen stå ved Guds højre side".  

Så gik det galt. Det blev regnet for blasfemi af samme skuffe, som det der førte Jesus til korset. At være Guds søn eller se ham ved Guds højre hånd er to sider af samme sag. Det er lige galt.  Så derfor blev Stefanus stenet.  Han blev ikke korsfæstet. Denne gang kunne jøderne sagtens klare det selv, uden at blande romerne ind i det.  

På trods af den hårde straf, siger Stefanus, at han nu ser himlen åben og menneskesønnen stå ved Guds højre side. Så bliver det opfyldt det, som Jesus lovede sine disciple, at " I skal se himlen åben". Og det betyder altså ikke, at Stefanus er ved at blive overført til et parallelsamfund hinsides dette liv.  Bort fra denne jammerdal.  

Men det betyder, at Stefanus tror, at Jesus har al magt her i denne virkelighed. Som Jesus selv siger: Mig er givet al magt i himlen og på jorden.  Gå derfor hen og gør alle folkeslag til mine disciple. Det er her i denne verden, at Jesus er alternativet til ondskab og død. - Det er her i denne virkelighed, at godhedens og livets magt er stede. Den kan ikke knægtes og ikke knuses.  

Jesu magt er uovervindelig. Til sidst vil han overvinde det onde og lægge det under Guds fødder. - Så kan Gud blive alt i alle, som det formuleres af Paulus. - Så er projektet med det hele lykkedes. Himlen og jorden er ikke længere adskilt. Gud og verden er blevet eet. Det er her Guds vilje sker.  

Det er denne vision, denne fremtid, som stråler ud af juleevangeliets beretning om hyrderne på marken. De ser himlen åben. Og de hører, at frelseren er gået ind i verden. Er blevet født. Og det betyder fred på jorden, til alle som har hans velbehag. Det er ikke grænser for, hvem Gud har velbehag i. Det fortælles jo om Jesus, at han uopsætteligt er på vej med hjælp og støtte, med nærvær og kærlighed til store som små, syge som raske, ja enhver. Han kommer til mennesker og er der med sin tilgivende og fremadrettede kærlighed.  

Problemet er det onde. Hvorfor er det der. Omkring os, i os, ja, i mig. Hvordan er frelse mulig, når man nu ved, hvordan det onde har fat alle steder? Er Gud da ikke nødt til at lade det hele gå til for at kunne skabe alting nyt? Er han ikke nødt til at have et parallel samfund klar i sin evighed.  

Sådan har man jo tænkt om den kristne tro. Sådan har man malet den kristne tro. Sådan har man digtet om den. Som en anden virkelighed, som står klar til os, når vi ikke har mere tid på denne jord i denne jammerdal.  

Men det er ikke sådan, evangelierne fortæller om det. Skillelinjen går ikke mellem Himmel og jord, Ikke mellem to steder, mellem oppe og nede, men mellem to tider, nutid og fremtid.  Gud er den Gud, som kommer. Kommer fra fremtiden. Man kan selvfølgelig godt kalde fremtiden for en anden virkelighed. Men forskellen er, at denne fremtid kommer nærmere og giver indhold til livet i nutiden. Fremtiden er allerede begyndt. Guds riges kræfter virker nu i verden. Allerede nu ved vi, hvordan det kommer til at gå. Det ved vi fra Jesu opstandelse fra de døde.  

Han har magten, siger Stefanus. Det udløser en vild vrede hos dem og de stener ham. Den gamle verden folder sig ud i al sin ondskab. Sådan som den altid har gjort. jf. Jesus, som i dagens evangelietekst vender sig mod Jerusalem og siger: Du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt dig.  

Men evangeliet er, at denne vanvittige vrede og ondskab vil tabe i det lange løb. Den har spillet sit sidste kort. - Det bliver den ved med. Men intet kan det ændre. Kærligheden vil sejre. Den treenige Gud har åbnet sin virkelighed for verden og er gået ind i den. Himlen er på jorden. Og jorden er blevet himmelsk.  

Denne slutning giver julen perspektiv. I beretningen om Jesu fødsel ser vi den spæde begyndelse til det, som skal komme. Det er på vej. Som et frø, der er sået. Som et menneske, der vokser op. Som en glæde der får lov at folde sig ud i kraft af det, det skal blive til i fuldendelsen. Hyrderne var de første, der så himlen åben og som hørte evangeliet om fred. Men de bliver ikke de sidste. - Vi er alle tænkt med i den herlighed, som er fuldendelsen for os. - Lige så sandt som barnet i krybben er verdens frelser.  

Og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig, Vor Gud, fader Søn og Helligånd, du som var, er og kommer, som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed Amen