Man kan blive indhentet af virkeligheden. Og det behøver ikke at være spor rart. Det kan være chokerende og knusende at blive konfronteret med sin livsløgn. Men det kan også blive befriende. - Livet kan åbne sig på en helt ny måde, når sandheden er kommet for en dag. Så sandhedens time er også forandringens time.    

De to disciple på vej til Emmaus var helt nede i kælderen. De var kommet til Jerusalem sammen med Jesus, som var blevet modtaget som helt og befrier. Og så blot 5 dage efter var alt forbi. Jesus var blevet forrådt, fordømt og forkastet af både venner og fjender. Selv havde de reddet skindet ved at stikke af og skjule sig. Men alt var tabt. Intet var der tilbage af det, de havde levet for og troet på. Festen var forbi. Tilbage var kun sorg, tomhed og meningsløshed. Alle deres drømme var blevet smadret af ondskabens barske realiteter. De var blevet indhentet af virkeligheden.  

På vejen hjemad kom de til at følges de med en fremmed. De snakkede om alt det, der er sket. De er sådan set ikke i tvivl om hændelsesforløbet. Men da den fremmede begyndte at tale om Moses og profeterne, var det lige som om noget skete i dem: bagefter sagde de til hinanden: Brændte ikke vore hjerter i os, da den fremmede åbnede skrifterne for os. - Noget var ved at dæmre. Den virkelige virkelighed var det måske helt anderledes.  

Da den fremmede om aftenen tog brødet og velsignede det, brød det og gav dem det, så de, at det var ham. - Det var sandhedens øjeblik. Og på et øjeblik var alt forandret. Og de løb tilbage til Jerusalem.  

Der var ikke noget, der kunne holde dem tilbage. De havde været en hel dag om at gå den ene vej. Nu løb de, selvom det var mørkt, tilbage til de andre disciple i Jerusalem. Så tydeligt ser man, at sandhedens time er forandringens sted. Her bliver livet til.  

De andre disciple havde også mødt den opstandne Jesus. - Og Peter havde mødt ham.  

Det var Simon Peter, som havde sagt til Jesus og svoret ham, at selvom alle andre svigter dig, så gør jeg det ikke. Det var jo løgn. Samme nat havde han brudt sit løfte og svigtet sit venskab ved at fornægte sit forhold til Jesus 3 gange.  

Om så alle andre svigter dig, så gør jeg det ikke, sagde også Jesus til sine disciple. Det sagde han med de ord, hvormed han indstiftede nadveren. Han tog brødet og gav det til sine disciple som sit legeme, "som jeg giver for jer".     På samme måde tog han vinen og gav dem den at drikke, som sit blod. - Denne handling, dette måltid indstiftede han som den nye pagt mellem Gud og mennesker. En ubrydelig pagt, som han har sit liv ind på at holde.  

Forskellen mellem løgn og sandhed er altså ikke ordene i sig selv. Ord kan være urigtige og give forkerte oplysninger. - Det er, hvad det er. De ord kan blive rettet i takt med nye informationer. Men her er der mere på spil. Peter ville personligt stå inde for sine ord. Med hud og hår. - Af hele sit hjerte, hele sin sjæl, hele sit sind og hele sin styrke. Forskellen mellem sandhed og løgn er ikke kun et spørgsmål om ordene, der siges. Men også om de handlinger og holdninger som ligger bag ordene.   Der kan blive en pris, der skal betales for at stå ved sine ord.  

For kort tid siden blev nok en cykelrytter indhentet af virkeligheden. Det var Rolf Sørensen. Før ham var det Armstrong, Bjarne Riis og en lang række af berømte cykelryttere, som efter års benægtelse er gået til bekendelse og har indrømmet et misbrug af dopingmidler. Det handlede om mere end urigtige informationer. Det, de i årevis har hævdet som den rene sandhed, er med et slag blevet afsløret som løgn. De har indrømmet, at de har dyrket deres sport og vundet deres sejre på en løgn.  

Hvorfor så indrømmelsen, kunne man spørge. Fordi løgnen fanger et menneske i sit eget spind. Man kan ikke lægge historien fra sig. Man bliver nødt til at digte videre på uvirkeligheden for ikke at blive afsløret af sandheden. Man skal hele tiden fortælle en anden historie end den rigtige. Og det kan gå godt i mange år. Når bare alle de andre lyver på samme måde. Men når først indrømmelsen bliver givet og man bekender sit misbrug, så ruller lavinen, så bliver den ene efter den anden indhentet af virkeligheden.  

Det koster dyrt, tror jeg.  Man bliver frataget sin sejre og sin ære. Det kan få store økonomiske konsekvenser og betydning for ens fremtid. Men værst er det antageligt, at man har mistet sin troværdighed overfor sine nærmeste, sin kæreste, sine børn, familie og venner.  

Men der er også godt at sige om den offentlige bekendelse. Man bliver fri fra at skulle leve hver dag på en løgn. Man bliver fri fra at skulle digte videre på en usand historie, som man hvert øjeblik, vil skulle kunne gøre rede for. Især når andre "medskyldige" indrømmer deres løgn. Man bliver fri til at være sig selv, som den man er. Og det er livgivende, også selvom gloværdigheden og æren er blevet fjernet og erstattet af et sølle billede af en snyder og bedrager. - Det kan man leve med for det er bedre at være sig selv end at være en anden, som man ikke er.    

Nu handler det i dag ikke kun om cykelryttere og disciple. Det er historien om enhver af os. Vi vil gerne tage os godt ud i andres øjne. Vi vil gerne æres og værdsættes og kan ofte fristes til at fremstille os selv om godt lys.  

De unge gør helt vildt meget ud af at profilere sig selv, i skole, i fritid, i de sociale medier osv. - De har det nok ikke fra fremmede. De ældre er bare blevet klogere. Vi ved, at vi kan blive indhentet af virkeligheden, af sandheden. Og vi ved også, at man kan være bange for den. Og frygte den. Og undgå den. Fordi vi ikke tør tro, at sandhedens øjeblik er frihedens øjeblik og fremtidens.  

Og derfor skal vi høre påskehistorien en gang til. Jesus betalte også en pris. Ikke løgnens pris men sandhedens. Han var kommet til byen og var blevet modtaget som Davids søn. Han havde forkyndt budskabet om tilgivelsen, som den nye verdens grundprincip. han havde fortalt om kærligheden som den største af alle kræfter... som Guds kraft. Det budskab blev ilde hørt. Han måtte stå inde for sine ord med sit liv. Det handlede ikke om at rette nogle forkerte informationer og beklage nogle misforståelse og forklare sig bort fra nogle selvmodsigelser. Det blev et spørgsmål om enten eller. Enten trækker du det hele tilbage eller også må du betale med sit liv. I denne situation mødes Jesus og disciplene og fejrer påskefest.  - Festen for befrielsen fra slaveriet i Ægypten mange hundrede år tidligere. - En national festdag kunne man sige. For det var ved den lejlighed, Gud blev deres Gud og de blev hans folk. - Det var den gamle pagt. Efter måltidet tog Jesus brødet og vinen og indstiftede den nye pagt. - Den nye pagt ved mit blod. - Og det vil sige en pagt, som Jesus ville stå inde for med sit liv. Han holdt ord. Det er langfredagens grusomme sandhed. Der kom hverken forbandelse, forbitrelse eller fordømmelse fra hans mund. Der kom alene tilgivelsens ord som svar på deres hån og forkastelse.  

Da de 2 disciple var nået til Emmaus sammen med den fremmede, tog han brødet, takkede og gav dem det.. I det øjeblik blev de indhentet af virkeligheden. Og deres liv blev som forandret. De blev befriet til at være sig selv. Som disciple af Jesus med både mål og mening for deres liv. Præcis det samme, som de øvrige disciple og Peter havde oplevet i Jerusalem. Ved mødet med den opstandne Jesus, var de blevet indhentet af virkeligheden. Det var det sandhedens øjeblik, hvor de opdagede betydningen af den nye pagt:
Om så alle andre svigter, så svigter jeg ikke.
Det var ikke ordene i sig selv.
Men det, at han stod inde for dem...
og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig, Vor Gud, fader, Søn og Helligånd, du som var er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen.