Johannes 20, 1-18

Salmer: 236, S&S68, 241, 230, 208, 234

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen

"Herre, ...du vil ikke prisgive mig til dødsriget, du lærer mig livets vej."

Sådan lyder de håbefulde ord i den gamle salme 16, som vi hørte et uddrag af i begyndelsen af gudstjenesten.

Livets vej. Den har vi her gennem påsketiden et billede af her i Abildgård kirke på gangen; dugen der viser den vej, Jesus gik gennem palmesøndag, skærtorsdagens måltid, langfredag, korsfæstelse mørke og død og grav til den lyse opstandelse, som illustreres med  gule påskeliljer på den anden side af graven.

Sådan kan vi lave billeder af påskens forløb og betydning. Af at det er livets vej.

Men hvordan kan det blive til livets vej for os ?  Hvordan bliver det virkeligt for os og ikke bare tomme luftige påstande - det med opstandelsen fra de døde.

Om det handler evangeliet i dag.

Når evangelisten Johanens fortæller om påskemorgen, lader han os møde flere forskellige af Jesu disciple.  Men hovedpersonen er Maria Magdalene. Hun fremstilles som et dybt sørgende menneske. Hun er den første ved Jesu grav. Hun er der allerede før solen er stået op, mens det endnu er mørkt.   Den situation illustrerer hendes tilstand: hun er i sorgens mørke og der har de lyse budskaber svært ved at trænge ind til hende.

Da Maria Magdalene ser, at stenen er væltet væk fra graven, kommer hun ikke til at tænke på opstandelse eller noget i den retning. Hun tænker på gravrøveri, altså endnu en nedværdigelse af Jesus.

Men med de to disciple, som hun hidkalder, er det anderledes. De løber hurtigt derud, de udforsker graven og ligklæderne, der ligger forskellige steder foldet sammen. Ud fra de ting, de ser , skønner de, at han må være opstået fra de døde.  Som det står :" da gik den anden discipel derind, og han så og troede. Indtil da have de nemlig ikke forstået skriftens ord, om at han skulle opstå fra de døde. "   Der er noget, som går op for de to disciple  det er der ved det, de ser og ved det de husker fra skriften.  Nu tror de - og går hjem.

Sådan er det måske, at for nogen er det rimeligt enkelt at tro ud fra ordene om den tomme grav. Og mærke at der er en stor glæde forbundet med det, som vi trygt kan tage hjem på.  Men for andre er der overhovedet ikke noget fra den tomme grav, der giver genklang eller peger mod noget lyst.   Sådan var det for Maria Magdalene. Efter at de andre var taget hjem, stod hun og græd ved graven. Hun følte sid dybt prisgivet til dødsriget. Det rige, som hun  tænkte sin kære  indkapslet i.  Men da hun i graven møder to engle, kan hun betro sin sorg og rådvildhed til dem.  De spørger nemlig, hvorfor hun græder.

Det er jo ikke altid den, der sørger får lov at fortælle, hvorfor han eller hun græder.

Mennesker, der sørger eller har mistet kan ofte fortælle, at andre undviger at tale rigtigt med dem. Efter kort tid synes udenforstående, at nu må det gå over med den sorg, og så undgår man helst emnet. 

Men Maria Magdalene bliver spurgt af englen og hun får lov at fortælle.

Allerede det hjælper så meget, at hun kan vende sig fra graven, hun kan se ud af graven igen.   Dér ser hun den opstandne Jesus stå foran hende. Men hun kan ikke se, at det er ham. Det er ikke gennem blikket, at hun kan få øje på, at Jesus er opstanden og står ved siden af hende.

Vi er jo meget afhængige af vores blik, af det, vi ser. Vi tolker vores virkelighed langt han ad vejen gennem det, som blikket opfatter. Men der er ting, som vi opfatter bedre med andre sanser end blikket. Ja måske kan vi sige, at nogle af de vigtigste  sandheder og dimensioner i livet  ligger udenfor blikkets dimension ?  Vi ser og ser, vi lader blikket glide over  alle mulige flader for at afsøge det, som kan vise og lede os ind på livets vej, den vej, som  fører os ud af prisgivelsen til døden. Men det, vi søger, er noget som "kun kan ses af den blindes øjne " som sangeren Billy Joel siger det i en af sine sange.

Sådan ser vi også her i evangeliet, at der for Maria Magdalene skal noget andet til, end det, der kan ses, for at hun kan møde den opstandne og erfare, at han er levende og nær ved hende. For hende er det en lyd, hans kendte stemme, som udtaler hendes navn, Maria.

Relationen mellem Jesus og Maria som den har været mens han levede på jorden, den er der, og det er når den aktualiseres, her ved hans ord, at hun ved, han lever, at det er ham, den kendte men forvandlede. 

Den måde Maria Magdalene møder Jesus på er måske nær den måde, vi, der lever efter Kristi Himmelfartsdag, kan møde den opstandne Jesus på lige midt i vores liv. Vi møder ham ikke i kød og blod men i nærvær og ånd.

Det møde vender alt for Maria. Sorgen  lettes fra hendes hjerte og hun fyldes af glæde. 

Hun vender sig mod Jesus og kalder ham mester.  Det er som hun vil holde fast i ham, holde fast i øjeblikket.

Men det skal hun ikke. Hold mig ikke tilbage siger han. Og han forklarer, at han skal stige op til sin fader, og vores fader.   

Den i kød og blod opstandne Jesus skal stige til himmels, men han vil alligevel være her. I nærvær og ånd. 

Det skal hun gå tilbage og fortælle om.

Og Maria gik tilbage og fortalte disciplene: Jeg har set Herren.  

"Herre du vil ikke prisgive mig til dødsriget, du lærer mig livets vej."

Jeg tror det var med den erfaring Maria  Magdalene gik tilbage. Hun gik tilbage ad livets vej, for den havde hun lært at kende i gravhaven ved at møde den osptandne Jesus. 

Men så hun ham virkelig? hun kunne jo ikke se at det var ham.  Hvordan kunne hun sige : Jeg har set? 

Men det er jo ikke kun øjnene, vi ser med, meget af det der betyder noget, ser vi med hjertet.

Det Maria havde set og hørt med hjertet, det tog sorgen fra hende og sendte hende af sted på livets vej. Det Maria havde set den morgen, det skal også tage sorgen fra os og lade os vandre på livets vej.    

Amen