Joh. 20, 1-18  

I faderens, sønnens og helligåndens navn. Amen.

Hvis vi mister en, vi elsker, et menneske som står os nær og er en del af vort nærmeste univers, da savner vi. Det kan være så mange forskellige ting vi savner i hverdagen uden den, vi har mistet. Et af de væsentlige savn kan være det, at høre den elskede nævne ens eget navn. At blive kaldt ved navn, at høre sit navn blive sagt og kaldt på af en, man elsker. En lille ting som kan betyde meget for vores  daglige glæde og fornemmelse af at være kendt og anerkendt. Også det at blive kaldt ved navn er det, der gør den store forskel for Maria Magdalene i Johannesevangeliets opstandelsesberetning. I det øjeblik Maria hører Jesus nævne sit navn, bliver det påske for hende, i det øjeblik bliver Jesu opstandelse det, hun kan leve sit liv videre på.     

Maria har jo ellers levet en meget omskiftelig tilværelse. Ifølge traditionen har hun levet som prostitueret, før hun blev optaget i følget omkring Jesus. Og kun den kvinde, der ikke havde nogen nære relationer til familie, der kunne tage sig af hende, levede sådan.  Så Maria havde levet et liv, meget fattigt på, ja måske helt uden mennesker, der ville sige hendes navn med varme og glæde i stemmen.  Men i følget omkring Jesus, havde hun fundet et sted, hvor hun blev set og godtaget, som den hun var, hvor hun blev et menneske igen, fordi Jesus tog imod mennesker uanset deres anseelse i øvrigt.    

Maria Magdalene var med langfredag, og var en af de kvinder, der stod ved Jesu kors og fulgte ham i hans lidelse.

Nu er han blevet begravet, og det er blevet den første dag i ugen. Maria kommer ud til graven ganske tidligt om morgenen - det er mørkt endnu. Det er, som har hun ikke kunnet vente med at komme herud for ved graven at genkalde sig alt det, som Jesus havde bragt ind i livet for hende og mange andre.   Men  hun finder det anderledes ved graven, end hun ventede- stenen er flyttet fra graven, og hun mister modet og bliver bange. Hun skynder sig tilbage og kalder på ledelsen blandt disciplene: Peter og Johannes. Og hendes ord til dem afslører, hvordan hun opfatter det, hun har set: De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.  Hun tænker på gravrøvere, ligrøvere. Det hun har set, giver hende frygt for, at endnu en skændsel er overgået Jesus og alle dem som har holdt sig nær til ham.

Og Peter og Johannes de reagerer: de rykker ud til graven som var det paramedicinere i den gule bil: de løber om kap derud, alt hvad de kan. Men det handler for dem ikke kun om at være hurtig, men også dristig, at turde gå ind til det der venter dem.  Johannes kommer først, men vover sig ikke ind i graven, det gør Peter dog, da han når frem og han ser det samme som Johannes så, da han udefra forsigtigt kiggede ind: at ligklæderne ligger der, hvor Jesus var blevet lagt. Og nu ser de også, at det klæde han havde over hovedet ligger efterladt et andet sted.  Disse tegn afkræfter mistanken om ligrøveri, for en ligrøver ville nok ikke give sig til at klæde den døde af, inden han løb med ham.  Sådan er hele episoden omkring Peter og Johannes, de ledende disciples, komme til graven påskemorgen fortalt, som var det en politiudrykning og efterforskning. Og ud fra de tekniske forhold og indicier gør de sig deres tanker og drager konklusionen: Han er opstået.  De så og troede, bliver det sagt, nu forstår de det, som de ikke tidligere forstod, nemlig skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde.    

På den måde modtager Johanens og Peter opstandelsesbudskabet. De fysiske forhold ved den tomme grav, kombineret med det, de tidligere har hørt og lært fra skriftens ord fortæller dem, at Jesus er opstanden.

Men det er ikke for os alle, at der kan blive opstandelsestro ud af at høre om den tomme grav og læse i Bibelens skrifter. For nogen af os skal der mere til, for at opstandelsen kan blive en virkelighed, der gør en forskel i vores tilværelse.  Maria Magdalene er en af dem. Maria står som udenfor det, der her sker for Peter og Johannes. De ser og tror, og derefter går de hjem. Men Maria er ikke kommet videre. Hun står udenfor graven og græder.      

Da hun forsigtigt kigger ind i graven, ser hun engle, der hvor Jesus skulle have ligget.   Hos de andre evangelister giver englene i graven besked om Jesu opstandelse:  han er ikke her, han er opstået,  men ikke her hos Johannes. Englene ser Marias sorg og spørger ind i sorgen, hvorfor græder du?  De tager sorgen alvorligt og spørger ind til den.

Går vi hen til en, der netop har mistet en elsket og spørger: hvorfor græder du, ville det nok være noget af et anstød, for enhver skulle kunne sige sig selv, hvorfor  han eller hun græder.  Og vi kunne også spørge om englenes spørgsmål ikke er en bagatellisering af hendes sorg, men spørgsmålet antyder jo det, som englene er budbringere om, og som Maria endnu ikke sanser, at den sorg, hun er så fyldt af, skal vendes til glæde. Snart er der ikke grund til fortvivlet gråd, men til glædestårer.    

Da hun lidt efter vender sig fra graven mod haven, ser hun Jesus selv uden at  kende ham og også han stiller hende spørgsmålet : Kvinde hvorfor græder du ? hvem leder du efter.

Ja hvorfor græder vi, og hvem og hvad leder vi efter.  Det er et spørgsmål til al sorg, til al længsel og leden efter lys og mening.   

Et spørgsmål, som kan være hårdt, når det stilles os af andre eller når vi stiller det til os selv.
Men her bliver det stillet af Jesus. Han som er livets lys.  

Maria står overfor den opstandne Jesus og han spørger til hendes tårer og til hendes rådvildhed. Men hendes tårer og hendes rådvildhed skyldes jo, at hun har mistet ham, ikke bare som en kær ven, med ham har hun mistet fodfæstet i tilværelsen. Hun har også fornemmelsen af at have mistet forbindelsen til den Gud, som Jesus gjorde levende og nærværende for hende.Jesus er der selv, taler mildt til hende, men hun kender ham ikke. Hun er i sit rædselsunivers af sorg og tab og gravrøvere og uophørlig forfølgelse.  Hun tænker han er en uhæderlig havemand, der har tage liget og kastet det bort, måske for at kunne bruge graven til en anden. At Jesus står lysende og opstanden foran hende og taler til hende kan slet ikke trænge ind i det, hun er fyldt af.
Da siger Jesus hendes navn : Maria.

Og den kalden forandrer alt for hende.  Den kendte stemme har sagt hendes navn. NU ved hun, at Jesus lever, hun behøver ikke stille flere opklarende spørgsmål.  Rabbuni, mester udbryder hun glad.

Og så sker der ikke rigtig mere. Maria kan gå tilbage til disciplene og sige : jeg har set Herren.

Dette møde og det, at han sagde hendes navn var nok. Det er blevet påske for Maria, hun tror at Jesus er opstanden, at han er levende, at han er her og  fortsat siger navnet på hende og alle os andre mennesker, som er alene i verden, hvis ikke Gud tager vort navn i munden   og taler til os med lyslevende stemme. Ja, han er her, guddomsmanden. Det skal vi synge om lidt.

Vi har med Maria oplevet, at han er her, at det er sandt, hvad disciplene skønnede, da de så den tomme grav, med de efterladte ligklæder. Frelseren stod op af døde, det er hver langfredags pant på en påskemorgenrøde.

For det siger vi lov og tak og evig ære være dig, vor  Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.      
Amen.