Hverdage kan være fyldt med lys og lykke men kan være grå og triste, som mørke vinterdage uden sol. Glæden kan visne, som en blomst der mangler vand. Livet kan tørre ud og føles som en ørkenvandring. Man kan få det som den tørstige hjort, som står ved den udtørrede vandhul. Vi ved at livet koster livet. Det har sin pris. En pris, som skal betales, før og siden. Men man behøver ikke give op uden kamp. Kamp må der til, skal livet gro. Men hvad nu, hvis man mangler kræfterne til at kæmpe; og lysten, modet, energien. Men hvad gør man, hvis man føler sig opbrugt, nedslidt og måske helt mast.  

Gad vide om Jesus havde det på samme måde? Han var taget til udlandet, fortælles det. - Til egnen ved Tyrus og Sidon i Libanon. Det ligner mest af alt et ferieophold. - Er Jesus taget på ferie? Der havde været mange mennesker omkring ham hele tiden. Syge, fattige, fortvivlede mennesker, som havde brug for hans hjælp. De blev ved med at dukke op, hvor han end kom hen. Måske var det for at få lidt fred, at han havde søgt over på den anden side af grænsen.  

Men så kommer en kvinde til ham. Han skal helbrede hendes dæmonbesatte datter. Det er bare for meget.  3 gange afviser han hende på det skammeligste. 1. Første gang overhører han hende og svarer hende ikke et ord, selvom hun råber. 2. gang sætter han ord på sin afvisning og forklarer, at han kun er sendt til jøder, dvs. de fortabte får af Israels hus. - Han er ikke sendt til hedninger! 3. gang sammenligner han kvindens datter med en hund, og forklarer hende, at man ikke skal give børnenes brød til hunde!!!  

Men kvinde bliver ved. Hun svarer igen. Går ind på hans tankegang. - Om hun så skulle være en hund, så har også hundene lov til at spise krummerne fra børnenes brød.  Og så vender det. Jesus kommer på andre tanker. Ser pludselig hendes tro og bøjer sig for hendes styrke og siger:  Det skal ske dig, som du vil! - Det er da noget af en omvendelse. Og det er Jesus, der bliver omvendt af kvinden.  

I dag er det os, der er taget på ferie. Ugens faste fridag, hvor vi kan søge væk fra den daglige trommerum og få lidt luft under vingerne. For det er jo det vi gør, når vi kommer i kirke. Nogle søndage er vi sikkert stemt til fest og har lyst til at synge dagens pris, lige fra vi kommer. Men der er givetvis andre dage, hvor vi har det som hjorten ved den udtørrede kilde. - Hvis der kommer lyd, så er det mest som skrig.    

Beretningen om den kanaanæiske kvinde bliver fortalt til os. - Se hendes tro. Se hendes kamp for barnet - Hun giver ikke op - hun kan ikke give op - for livets skyld. Det er tro!  Men hvad er det da for en tro? Ikke en tro på den treenige Gud. Ikke en tro på Jesu 2 naturer, som helt menneske og hel Gud, forenet i samme person. Ikke en tro på den nye pagt ved Jesu blod og på opstandelsen fra de døde. Jesus er hverken død for vore synder eller opstået fra de døde på dette tidspunkt. Så vi er nødt til at forstå kvindens tro på en anden måde. Denne kvindens tro ligner mest af alt hendes vilje til, at hendes barn skal ha det godt. Barnet har det forfærdeligt. Det lider under noget sygt. Det er forkert. - Gør noget Jesus. - Hjælp os. Det er livet om at gøre.  - Du må da kunne se, at det er forkert. Og det kan Jesus, og så bliver barnet helbredt fra det, som gør ondt.  

Hvad er da evangeliet til os? - Hvad er det glædelige budskab, vi skal høre? !!!Gud er der, hvor der kæmpes for livet!!! Gud holder ikke fri, han holder ikke ferie. Og det skal vi heller ikke gøre.  

Jo, selvfølgelig har vi lov til at holde både fridage og ferier. Og vi har lov til at gå på pension, når vi efter et langt arbejdsliv har gjort det, vi skulle i forhold til vore arbejdsopgaver. Men fri fra livet selv, har vi aldrig.  Livet er en fortsat kamp, som skal kæmpes. Vi har ikke fri for os selv. Vi har ikke fri for hinanden. Vi har ikke fri for samfundet. Vi har ikke fri fra den verden, som vi lever i. Den der med " slå dig til ro - spis drik og vær glad - den gælder ikke.  

Den kanaanæiske kvinde havde brug for Jesus. - Han havde ressourcer, som kunne ændre hendes barns liv. - Så han kunne ikke tillade sig, at komme med sin ansættelseskontrakt og hævde, at hun ikke hørte til hans pastorat og sogn. Du skal hjælpe. For du kommer fra Gud, som har skabt livet for, at det skal leves!!!  

Jesus har også brug for kvinden og hendes tro. - Den kalder noget frem i ham. Pludselig genfinder han meningen med, at han er her. - Ser hvad han skal, og gøre det, han gerne vil. Og den udtørrede kilde fyldes atter med vand.  De har brug for hinandens tro. Troen hos den ene kalder troen frem hos den anden. - De møder hinanden i troen. Troen er det fælles. Troen som viljen til liv.  

Man skal tro på sig selv. Det skal man, hvis man vil være iværksætter, hvis man vil vinde i sport, hvis man vil finde sig en kæreste. - eller du vil helbredes for din sygdom. - Du er nødt til at tro på dig selv. - Hvem skulle ellers gøre det? Omtrent sådan faldt ordene i Skrubben for nogen tid siden. Jeg havde sagt noget om tro, som det at tro på noget uden for en selv, som at tro på Gud, som kan noget, jeg ikke kan. - men jeg skal da ellers lige love for, at jeg blev mødt med det modsatte synspunkt. Man skal tro på sig selv. Som I kan høre af mit referat, tabte jeg diskussionen. Det var de andre enige om.      

Alligevel synes jeg, at rollefordelingen var løjerlig.  Det kunne jo have været mig, der som tjenestemand med udsigt til pension hævdede, at man skal tro på sig selv. Men det var det ikke. Det var mine venner i varmestuen. Om de nu får deres månedlige gage på den ene eller anden måde, ved jeg ikke. Men det var dem, der fortalte mig, at man skal tro på sig selv, hvis man vil frem, hvis man vil opnå noget. Er det ikke underligt? - Det lød som ord, der, som en boomerang, efter at være kastet kommer tilbage og slår hårdt igen. - Hvis du er syg eller nede med nakken, hvis du er smidt ud af arbejdsmarkedet eller hjemmefra, så skal du tro på dig selv. - For det er lige præcis det, som er så svært. Når man pludselig mister alt det, som man har kært; er det eneste så, der kan hjælpe mig:  min selvtillid, at jeg tror på mig selv?  

På en måde er det jo rigtig nok. Man skal have selvtillid for at kunne give sig i lag med projekter og opgaver, som kræver tid og engagement. Det nytter ikke at sætte sig hen i et hjørne og vente på, at andre løser problemet for dig. Men selvtillid får man ikke pr kommando: Ved at sige: Nu skal jeg tro på mig selv. Man kan ikke løfte sig selv ved rykke op i håret. Selvtillid er en tillid, vi får i omgang med hinanden. Selvtillid vokser ud af andres tillid til os. Og det helt fra vi var små. Selvtillid er ikke udgangspunktet. Det er resultatet. Det er frugten af andres tillid. Vi har modtaget den for intet. Vi skal give det videre for intet. Derfor skal vi ikke tro på os selv. Vi skal tro på hinanden. Vi har brug for hinanden. Og vi lever af hinandens tillid.  

Og sådan er det også i forhold til Gud. Vi skal tro på Gud, for vi har brug for Gud. Og vi har brug for hans tillid. - Men det gælder også den anden vej. Gud skal tro på os, for han har brug for os. Han har brug for vores tillid. Det er i troen på hinanden, vi kan mødes. I troen på, at livet skal sejre.  

Og det var her, det gik så gruelig galt. For Jesus og for os. Mennesket mistede troen på Jesus og Guds rige.  De mistede troen, blev skuffede, vrede, rasende for til sidst at klynge ham op på et kors til spot, spe og evig død.  

Den dag tabte vi ikke alene hovedet og mistede troen. Den dag mistede vi håbet om livets sejr gennem tro. Men det gjorde Gud ikke. Han mistede ikke troen. Gud tog heller ikke sin afsked. Han oprejste Jesus fra de døde til livet i al evighed. Et liv som folder sig ud i tro. Vi har brug for ham og hans tro. Men han har også brug for os i det rige, som kommer, for Gud kan ikke være Gud som kærlighed, uden os, og for det siger vi lov og tak og evigt ære være dig, Vor Gud, Fader Søn og Helligånd, du som var er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed Amen.