Fladstrand kirke

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen 

Jesus er en samler. Han samler på mennesker. Som hyrden samler fårene til en hjord således samler Jesus mennesker til fællesskab, som er ubrydeligt til evigt tid. Billedet af hyrden taler om Lederskab, Følgeskab, Omsorg, Samhørighed.

Lederskab, idet han som hyrde går foran og finder vejen, viser vejen og selv går den. 
Følgeskab, idet vi følger ham, hvor han går. Så vi går ikke alene. Vi følges. Omsorg, idet han har sin opmærksomhed rettet på os, når vi ikke kan finde ud af det og måske vil gå vore egne veje og blive væk. Så søger han os og giver sin hjælp og støtte
Samhørighed
, idet vi hører ham, og han hører os så vi hører sammen. Nu og altid.   

Jesus er en samler. Han samler mennesker. Alle slags. - Han kunne se det værdifulde i alle mennesker. For nogen tid siden besøgte jeg en familie, som havde mistet deres mor. De fortalte, at hun kunne se noget godt i alle mennesker. Det var smukt sagt. Sådan fortæller mange pårørende noget smukt om afdøde. - Som præst lytter man og prøver at danne sig et billede, som svarer til det, der bliver fortalt. Det viste sig, at der var fuld dækning for ordene. - Kirken her var næsten fyldt. Mange mennesker var kommet til denne kvindes bisættelse i taknemlighed. Sådan fortolker jeg det. De var kommet, fordi de var blevet set. - Hun havde set noget godt i dem. Og når man bliver set på denne måde, bliver man god.   

Jesus var en samler. Han samlede mennesker. Og de lod sig samle. For han så noget godt i dem, noget værdifuldt.   

Vi samler også. Loppemarkeder og genbrugsbutikker vokser frem som aldrig før. Der er kunder nok. Mange går fra butik til butik for at finde det særlige blandt de mange ting og sager. Man kan undre sig over, hvordan man får plads til alt det, som bliver samlet. Det kan kun lade sig gøre, hvis man skaffer sig af med andre ting i samme tempo som man køber. Som samler er man nødt til at sortere. Når noget skal ind, skal andet ud.   

Jesus samler. Andre gør det modsatte. De spreder. De splitter og sorterer. Vi har ikke brug for dig. Dit væsen er imod dig, din hudfarve, hårfarve, accent, dit køn, dit eksamensbevis er imod dig; dine evner, dit cv, din straffeattest....   

Til november får vi besøg af Fangekoret fra Vridsløselille Statsfængel. - Det er et kirkekor som synger til gudstjenesterne i fængslet og koret består af indsatte, som afsoner domme på 10 - 12 år eller mere. De kommer til Abildgård og synger for ved gudstjenesten, ligesom de har gjort det mange andre steder. De har selv skrevet en del af sangene. De handler om dem selv, om det de har gjort og om det liv de skal leve.   

Jeg kan huske en præst fortalte om fanger i Horsens Statsfængsel, som var dømt for manddrab. Tænk at skulle blive husket for det værste, man har gjort resten af sine dage. - Hvem af os ville kunne holde til det. Når man hører kirkekoret fra Vridsløse Lille hører man nogle mænd og husker dem for andet end det værste de har gjort. Mange har bud efter dem, men deres muligheder for komme rundt i landet er begrænset af, at de kun har udgangstilladelse en gang om måneden. Der er også nogen, der ikke vil høre dem. Hvorfor høre på nogen, som har ødelagt livet for andre. - For det har de jo. Ellers får man ikke en dom på 10 - 12 år bag tremmer. Det kan ikke være meningen, at vi skal lægge øre til folk af deres slags.   

Spørgsmålet til os er: Skal vi se det bedste i hinanden, eller det værste. - Hvis man altid ser det bedste i den anden, vil noget bliveroverset. Det er noget andet, noget mørkt, noget skidt, noget ondt. Men det får ikke lov til at stå i vejen for det gode.   

Det er vel det, Jesus gør. Han tilgiver. Folk dengang havde heller ikke rent mel i posen. De havde ikke holdt loven. Farisæerne og de skriftkloge havde jo ret. Han var ven med toldere og syndere. Han burde havde sorteret dem fra. De var ikke Guds bedste børn. Og Jesus vidste det. Selvfølgelig gjorde han det. Men han tog en helt anden konsekvens. Han knytter bånd til dem. Ser dem som mennesker, skabt i Guds billede. - Og billedet er helt sikkert flodset i kanten. Men han ser det bedste. Og derfor kan han samle. Som en hyrde, der går ud i mørket og opsøger det fortabte får, som er blevet væk fra de andre og fra sig selv. - prisgivet mørkets og dødens kræfter. - Som hyrden vil, at får skal reddes, sådan vil Jesus, at vi skal frelses. Han vil at vi skal leve.   

Hvad så med Breivik. Som i denne uge fortæller om sin plan og dens udførelse. Som havde flere planer, som skulle have kostet mange flere menneskeliv. Det som han nu står til regnskab for, er alene en plan B, som har kostet 77 menneskeliv, samt smerte og førlighed for langt flere. Han har åbnet vore øjne for en ondskab uden fortrydelse, som vi næppe aner omfanget af og ikke ved, hvad vi skal stille op med.  

Skal vi nu også høre på ham, sådan som det sker i transmissionerne fra retten i Oslo. For det lyder jo ikke som om, han er bange for at blive husket for det værste han har gjort i sit liv. - Selv mener han, at det er det bedste. 

Hvad gør vi ved det? Vi skal vel sige nej. Der kan ikke blive tale om forståelse eller tolerance. Det er en forbrydelse mod menneskeheden, som ikke adskiller sig fra massakrer alle mulige andre steder på jorden. Vi er opdraget i en humanistisk tradition med demokratiske værdier. - Der skal være plads til forskelligheder, vi skal være her alle sammen. Men i Breiviks forestilling møder vi en vilje, som grundlæggende knuser vores tro på, at vi da på en eller anden måde må kunne finde ud af det sammen.  Han har tilsyneladende givet sig selv ret til at herske over andre menneskers liv og død. Og når man gør det, er fanden løs.   

Det er derfor, vi har brug for Gud. Vi skal ikke selv være det. Han er vor hyrde. Det er ham, der skal lede os. Han har selv kæmpet mod mørket og besejret det.   

Påskens sejr har to dimensioner, som hører sammen med påskedag og langfredag. Med sin opstandelse fra de døde har døden mistet sin brod. - Den altødelæggende kraft i døden er punkteret. - Der er vej frem. Jesus er med sin opstandelse fra de døde gået fra døden til livet. Han er hyrden. Han går foran os. Ind i Guds fremtid. Vi vil følge efter.   

Men han har også besejret det onde. Han insisterede på den forsvarsløse kærlighed. Den ubegrænsede kærlighed. Og det kostede ham livet. Ondskaben foldede sig ud i al sin kraft og det tog livet af ham. Men derved afvæbnede ondskaben sig selv. Ondskaben kan slå ihjel. Men så heller ikke mere.      

Med opstandelsen fra de døde er både ondskab og død besejret. Gud er livets Gud. Han vil, at vi skal leve. Det vil han på trods af os, af vores straffeattest og alle de øvrige klip, vi har i livets førerbevis. Måske er hemmeligheden, at han kan skelne mellem mig og så det jeg har gjort. Han kan skelne mellem person og gerninger. Han kan sige: Det er ondt uden at sige du er ond. Så kan vi sage Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen, uden at fordømme gerningsmanden som Satan og den onde selv. Det kan vi lære af. Vi kan insistere på det gode i mennesket. Insistere på, at vi er skabt i Guds billede og samtidigt tage afstand fra og fordømme det onde uden at gøre forsøg på at vise tolerance og imødekommenhed på nogen måde.     

Jesus er den gode hyrde. Han samler på mennesker. - Det handler om lederskab, følgeskab, omsorg og samhørighed, nu og i al evighed Og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig Vor Gud, fader Søn og Helligånd, du som var er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen.