Luk 14, 16-24

Salmer: Solen beg, 751, 68, 320, 470, 192v7, 6

Salig er den som sidder til bords i Guds rige. Sådan sagde en af gæsterne til Jesus ved et festmåltid, de begge deltog i.

Måske tænkte gæsten på det store festmåltid, som Esajas havde profeteret om  : festbordet med marvfede retter, hvor dødens slør opsluges for evigt og Gud tørrer tårerne af hvert ansigt. Den profeti som vi også hørte som den først læsning i dag.

Gæsten fremkalder i hvert fald forestillingen om og billedet af Guds rige som fællesskabet om et dejligt festbord, hvor alle mættes og alle sorger fordufter. Et festbord, hvor alle om bordet er fyldt af salighed, af lykke i højeste grad.

Straks da Jesus fornemmer, at hele forsamlingen ser dette billede for sig, giver han sig til at fortælle en lignelse om en fest. Om værten der vil holde en fest, om forberedelserne, om invitationer der bringes ud, om de der modtager invitationer.

Med den lille billedfortælling griber han fat i det helt klassiske, universelle, som vi alle kender til nemlig fænomenet at holde en fest, at invitere, at blive inviteret.

Vi ved alle at det, at beslutte sig til at stable en fest på benene indeholder nogle overvejelser. Som oftest, når vi holder en fest, er der en eller anden anledning, en mærkedag, som vi må fejre, men det kan jo også ske at vi gør det, fordi vi simpelt hen har lyst til at holde en fest.

For festen, den gode fest, er jo et sted hvor vi for et øjeblik slipper hverdagens arbejde og bekymringer, alle hverdagens rutiner og begrænsninger. Den er det sted, hvor vi mødes med åbent sind og gode forventninger, bringer glans til samværet ved at klæde os pænt på og servere det bedste vi formår. Det sted, hvor vi koncentrerer os om at være sammen i festens fællesskab.

Det første er overvejelsen og beslutningen om at ville holde en fest. I den rummes også overvejelsen om, man har plads og penge altså om man har ressourcen til at holde festen.

Dernæst kommer det at invitere nogen, for skal der være et festligt fællesskab må der være nogen flere end lige en selv.  Og der kommer så overvejelser om, hvem der skal med, om det kun er "de nærmeste" eller man skal gå længere ud. Og vi ved alle, at har vi først besluttet hvem vi vil invitere, da ønsker vi kun at invitationen vil blive godt modtaget, og gæsterne vil komme.  Og vi kender nok alle inden vi tager mod til os og sender indbydelsen ud lige kort at se det skræk- scenarie for os, at der måske ikke skulle være nogen der ville komme, og tænker med gru på hvor trist og pinligt det ville være.   

Det er så det tredje punkt, der skal til for at festen bliver til noget: at invitationen bliver taget godt imod, at de inviterede vil komme og være med til at skabe festens fællesskab.    

Hele denne almindelige baggrundsviden for det at holde fest spiller Jesus på, når han fortæller om manden, der forberedte en stor fest, og da alt var rede festsalen stod pyntet og klar og maden var lavet, da lod han bud gå ud til alle dem, han kendte : nu kan I godt komme, alt er rede vi skal holde fest. Men sandelig, de er for optagne af noget andet, af deres arbejde, af deres ejendom, af deres familie.

Og vi må tænke, mon de egentlig ved, hvad det er de siger nej til.   for den historie Jesu fortæller her, det er j altså ikke ment som en slags Emma Gad i god opførsel, når man bliver inviteret til fest.  Fortællingen går ud fra at tilhøreren på forhånd udmærket ved, hvad der er god opførsel og hvad man tænker og føler både når man inviterer og bliver inviteret.  

Nej, fokus her det er, at det her jo ikke er nogen hvilken som helst fest, der er tale om, det er gudsrigets fest: Den fest, hvor alle mættes hvilken slags sult, de så end nærer. Det er den fest, hvor det kvælende slør, som døden og alle dødens magter lægger over os bliver opslugt og fjernet. Det er den fest, hvor Gud selv aftørrer alle grædte tårer, og oprejser enhver, som er blevet ydmyget.              

Det er Gud herren der indbyder, det er ham det giver festen, giver grundlaget, ressourcen for festen.

Men hvad er ressourcen i gudsrigets fest? Jo ressourcen i gudsrigets fest er Kærligheden: Guds kærlighed til mennesker og verden, og det er Helligånden, Guds ånd, hvormed han gennemstrømmer os og blæser mod tro, trods og glæde i os.

Tænk sig som vi hører om det i lignelsen at sige nej til det!

Sådan kan vi som lyttere til fortællingen tænke med forargelse, men også rystende gru.  For vi har det jo alle i os selv i en eller anden grad.    Vi kan ikke lade være med at nikke genkendende til det at have travlt med sit eget.   Vi er optaget af at holde styr på vores liv, af at passe vores arbejde, og få styr på økonomien, orden på boligen, og få tjek på vores sundhed kondital og figur. Vi er optaget af at prøve at holde sammen på familien. Vi har det alle lige på tungen at sætte Gud på venteposition, hvis han byder os noget. Vi er konstant på nippet til at lukke os om vores eget, uden sans for det, Gud indbyder os til.  Og det fornemmes også mere trygt, det vi selv holder styr på, for hvem kunne vi ikke risikere at komme til at sidde sammen med der ved Guds fest, og hvad kunne der ikke hænde af uventet der?

For den, der definerer sig selv ved det vi udretter, ved det vi ejer og ved den familie vi har, er det ikke nemt at gå ind i det fællesskab, hvor vi defineres af Gud.

Men Gudsrigets fest er ikke en firmafest, for dem, der er tæt på at have held med at få styr på sit liv. Det forstår vi, da Jesu fortæller videre om hvem Herren så inviterer: de fattige, de vanføre de blinde og lamme, som hænger rund om i gaderne, - det er dem, der har måttet opgive at have styr på noget som helst.

Og i næste omgang dem, langs vejene og gærderne, - altså hvem som helst herrens tjener støder på.  Og de skal nødes. For Herren har kærlighed og Helligånd at give af ved sin fest.  

Ja det er en bydende nødvendighed for Herren at dele sin kærlighed og sin ånd med os. Så bydende nødvendigt, at han måtte give sin søn til verden for at få os med, .. han gav sin søn og lod ham sætte livet til for os.

Hvor heldigt det er for os, at vi ikke behøver at have orden på vores liv, før vi kan komme til Gud og få af hans kærlighed og ånd.  Hvor heldigt, at vi stadig bliver budt og nødet, selv om vi vist kom alt for sent til festen.

Hvor heldigt det er for os, at vi har fået mulighed for i dag at være sammen her under Guds store himmeltil en mikro - udgave af Gudsrigets fest, hvor Gud vil dele sin kærlighed og sin ånd med os og mætte os ved sit bord.  

Hvor heldigt at vi netop i dag hvor vi hører denne historie kan sidde i det kirkerum, hvor der hverken er mure, lukkede døre eller grænsebomme, der spærrer vejen til Herrens bord.

Amen.