Det er advent. Det er tiden med fokus på Herrens komme, 1. gang og 2. gang. Herrens komme første gang ligger bagude. Det er sket. Det er julens evangelium. At Maria fødte en søn og derved blev mor til det menneske, som samtidig var Gud. Herrens komme anden gang er forude.   Den hører fremtiden til. Det sker, når Jesus kommer igen som Menneskesønnen på himlens skyer for at dømme levende og døde. I adventstiden er håb og forventning blandet op med frygt og rædsel.  

Vi kender forventningerne fra profeten Esajas: Det folk, der vandre i mørket, skal se et stort lys. Det tyngende åg vil blive løftet af folkets skuldre Gud vil grundfæste Davids trone. Freden vil blive uden ophør. - til glæde og gavn for den enkelte og samfundet, for natur med planter og dyr.
1) Den blinde kommer til at se, den døve til at høre så stummes læber vil sjunge.
2) Kongen vil skaffe retfærdighed og ret til alle fortrykte og fattige.
3) De øde vange kommer til at blomstre som i en rosengård og rovdyret kommer til at bo sammen med lammet, løven bliver vegetar og spædbarnet leger ved slangens hule. Ingen gør nogen noget ondt.  

Rædslerne kender vi fra Det nye Testamente som forudser templets og Jerusalems ødelæggelse, krig, pest og jordskælv, tsunamier og tilintetgørelse, samt kosmiske rystelser i sol måde og stjerner, Alt sammen noget som går forud for  menneskesønnens komme, som vil ske i et nu, som oplyser himmelen fra øst til vest.  

Man kan skyde det fra sig, som noget forhistorisk bavl. Apokalyptiske forestillinger hos primitive folk, som ikke vidste bedre. Men det er både for  useriøst og usagligt. Alt hvad der er sagt om Jerusalem, krige, epidemier, jordskælv er jo historiske begivenheder, som er sket og sker atter og igen. Vi behøver blot at sige, Haiti, Japan og Sydøstasien for at huske altødelæggende jordskælv og tsunamier.   Og med hensyn til klimaet i de kommende år tyder alting på, at det bliver varmere og at det vil give øget risiko for ekstremvejr og deraf følgende naturkatastrofer. Endelig kan videnskaben på den meget lange bane fortælle os, at det hele vi brænde op, når solen engang dør ud. Videnskabens apokalyptiske forudsigelser overgår langt dem, vi møder i bibelen.    

En ting er trusselsbilledet. - Fortællingerne om verdens undergang. Noget andet er, hvad disse billeder bliver brugt til. Og de er blevet benyttet flittigt gennem tiden. Vi ser det på kalkmalerierne i vore kirker, som stammer fra tiden før reformationen. Grumme Djævle med torturlignende redskaber blev brugt til at true folk til at opføre sig ordentligt, sådan som det nu blev dikteret af kirken og staten. I modreformationens tid blev der skruet op for blusset. - Den som bøjede knæ for pave og kirke, for Kristus og Jomfru Maria kunne være sikker på den evige salighed. Og de som fulgte reformatorerne blev betragtet som frafaldne og fortabte, som var på vej lige lukt til fortabelsen og helvedes ild.

Stort anderledes lød det ikke pietismens tid og senere i vækkelsesbevægelserne og Indre Mission. Alene omvendelsen til Kristus ville kunne redde dig for den evige fortabelse i tidsubegrænset smerte.  Hos Jehovas vidner og andre blev ordene farvet af en lidt anderledes teologi, men skellet mellem de frelste og de fortabte er det samme. - Og antallet ligger fast. Det er 144.000, for det står i Johannes Åbenbaring.  Så det er bare om at holde ud og stå fast, så man bliver kvalificeret til at være med i den store hvide flok.  

Dertil er at sige, at Jesus ikke har opfundet den apokalyptiske forkyndelse. Den havde allerede fået sit sprog i jødedommen på Jesu tid. Det skal man jo vide, for ikke at fejlfortolke ham. Jesus skærper ikke de apokalyptiske forestillinger. - Han reducerer dem. Han begrænser dem og omtolker dem: Frygt ikke for det, der kommer til at ske, siger han. Ret jer op; Løft jeres hoved. For jeres forløsning er nær.  Se begivenhederne som tegn på det, som er ved at komme. Det er som et figentræ, der er ved at springe ud. - Det betyder, at sommeren er nær. Jesus ændrer altså trusselsbilledet til et håbsbillede: Jeres forløsning er nær. Der Guds rige, der kommer. Det Guds rige som han har talt om helt fra begyndelsen.  Det kommer ikke uden modstand. Modstanden er der hele tiden. Men det er med modstanden, som med veer. Det skal til for at den nye tid kan blive født. Men løft jeres hoveder: jeres forløsning er nær. Det er Gud som skaber, som gør alting nyt. - Som gør det gamle nyt.  

Derfor skal I våge, bede og arbejde. Det kan godt være, at de ord lyder lidt tunge og fromme. Måske trænger de til at blive pudset lidt op og renset for gamle forestillinger.
At våge er at være opmærksom på det der sker nu og være  klar til at handle, hvis det skulle blive nødvendigt. Det modsatte af at våge er at drukne sig i et misbrug, som får en til at glemme sig selv og sit ansvar.
At bede er at høre sammen med andre. Så er man ikke prisgivet sig selv. Så er man ikke alene om det. Når man beder et andet menneske om noget, har man rakt hånden ud for at være sammen om noget. - At bede til Gud er at være sammen med Gud og ikke være alene om det.
At arbejde er at gøre det, der skal til for at opretholde livet. Det er at bruge de talenter, som man er blevet givet fra fødslen eller undervejs i livet.  

Våg, bed og arbejde er Jesu korte svar på de udfordringer, som nutiden stiller os.  

Sarah Lund glemte at bede. Hun er et eksempel på et moderne menneske, som vi i TV har fulgt gennem 10 ugers hæsblæsende jagt på en forbryder for at bringe sandheden for en dag så retfærdigheden kunne ske fyldest. Hun fandt morderen, som var den rige skibsredder Zeuthens trofaste højre hånd. Hun konfronterede ham med sandheden og stillede ham til regnskab for mordet på en teenagepige, som han havde misbrugt sexuelt. Tag din straf, sagde hun. Og da han uden skam svarede tilbage, at hun aldrig ville kunne bevise det, tog hun sin tjenestepistol og likviderede ham. Hendes sans for retfærdighed krævede det. - Hun glemte at bede. Hun havde mistet troen på retsstaten og glemte Gud. Og derved gjorde hun sig selv til Gud. Præcis som gerningsmanden i historien. Som også havde taget sagen i egne hænder. Han var far til den myrdede pige og havde som eneste mål at hævne hende. Derfor bortførte han skibsredderens datter Mille, og derfor henrettede han vicestats-advokaten og retsmedicineren. Det var ikke plads til vor Herre. Det var ham selv.  

Mod slutningen af serien opdagede man lighedspunkter mellem Sarah Lund og gerningsmanden.  På hver sin måde ville de afsløre forbrydelsen mod den unge pige. Gerningsmanden indrømmede, at han havde forsømt sin opgave som far. Han havde ikke været vågen. For han havde ikke været der, da hun havde brug for ham. På samme måde med Sarah Lund i forhold til sin søn, og hans gravide kæreste. I sit professionelle arbejde var hun ambitiøst og lidenskabeligt optaget af sin opgave. - 100 %, uden plads til nærvær og opmærksomhed i det private liv.  

Serien slutter med Sarah Lund i en flyvemaskine på vej væk fra Danmark. Hun er på flugt. - Som hun har været det hele tiden. På vej væk fra sig selv og sit eget liv. - Og det vises symbolsk ved at hun slukker mobiltelefonen og tager batteriet ud og således afbryder den sidste forbindelse med omverdenen og sin fortid.  

Det er en spændende slutning. Kriminalgåden i sig selv var godt lavet, men historien om Sarah Lund er vel det mest spændende. Vi har fulgt hende og holdt med hende. Hun er vel på en eller anden måde et spejlbillede af os selv og vores liv. Det er svært, vi har svært ved at reagere relevant på de udfordringer livet stiller os.  

Det er til os Vor Herre Jesus siger: Vi skal våge, bede og arbejde.  

Vi skal udvise rettidigt omhu, når stormene raser, temperaturen stiger, bankerne krakker, og arbejdsløsheden rammer, krigene bryder ud og sender folk på flugt, når jorden ryster og himmelen bryder sammen.     Rettidigt omhu hedder oversat til bibelsk sprog: Våg, bed og arbejd. Og begrundelsen er, at Guds rige er kommet nær.  Ret jer op, løft jeres hoveder for jeres forløsning nærmer sig. og for det siger vi lov og tak og evigt ære være dig Vor Gud, fader, Søn og Helligånd, du som var, er og kommer som en sand treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed Amen.