Mark. 9, 14-29

Salmer: 754, 20, 367, 582, 368, 208, 588

I Faderens, sønnens og helligåndens navn. Amen.

"Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden og underlæg jer den. Hersk over havets fisk over fugle og dyr, brug alle planterne til jeres føde." Sådan siger Gud, da han har skabt menneskene, mand og kvinde, og viser dem jorden, og ser hele sin skabte jord som et godt sted.

Vi får jorden som vort hjemsted, vi skal få livet til at vokse og blomstre på jorden, og  vi skal holde styr og orden på den vildsomhed, som også er indbygget i naturen.  

Det er den gave og opgave, som Gud ifølge Bibelsen skabelses beretning sætter mennesket ind i. Det er så at sige programerklæringen for det at leve et menneskeliv.   

Men det sker ikke sjældent, at vi kommer til kort. Det sker ikke sjældent, at vi ikke kan få det til at lykkes det der med at få livet til at blomtre. Det sker ikke sjældent, at vi ikke kan lykkes med at underlægge os jorden og herske over den.

Sådan er det også med Jesu disciple den dag, vi hører om i evangeliet. Jesus er gået op på bjerget og har med sig taget nogle af de nærmeste og mest betroede disciple Peter, Jakob og Johannes. Dér på bjerget har han og disse nære disciple en bjergtagende oplevelse, hvor alt bliver badet i et guddommeligt skær, og de ser, at Jesus står i forklaret tilstand som Guds søn for dem.

Men neden for bjerget venter alle de andre disciple, og der kommer til dem en mand med en søn, der har voldsomme problemer.  Hen er besat af en ånd siger han, og den har siden drengens barndom adskillige gange været ved at gøre det af med drengen i voldsomme anfald. Han søger Jesus. Men Jesus er der jo ikke lige nu, så de tilbageværende disciple forsøger sig, om de kan gøre noget ved det, de har jo trods alt fulgtes med Jesus en tid og før set ham drive onde ånder ud af lidende mennesker.    Men det vil ikke lykkes for dem. Omkring disse bestræbelser samler der sig et helt opløb af mennesker, også skriftkloge, som går ind i diskussionen af, hvad de forsøger på at gøre.

Det er som et sindbillede på det, at vi kommer til kort med et eller andet, at vi ikke ved, hvad vi skal stille op. Og så giver vi os til at diskutere, måske skændes i stedet for blot sammen at erkende, at over for nogle ting er vi afmægtige.

Det er hvad Jesus, Peter Jakob og Johannes får at se, da de kommer ned fra bjerget.  Fra bjergets stråleglans kommer de ned til den verden, hvor mennesker ikke kan få tingene til at lykkes.  og Jesus reagerer voldsomt: Du vantro slægt - hvor længe skal jeg holde jer ud, udbryder han. Så deres vantro anfægter Jesus, ser vi, men det er her ikke helt tydeligt, hvad den vantro egentlig går ud på.      

Trods sit opgivende udbrud, så kalder Jesus straks faderen og drengen hen til sig for at tage sig af deres sag. Faderen beretter om drengens sygdom, hvor alvorlig den er, og hvor langvarig den har været, og han slutter med ordene: Hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os.

I det lille "hvis du kan, " må vi se for os  en lang række skuffelser i tiden forud. Denne far har vel efter al sandsynlighed gennem årenes løb forsøgt sig med alt. Med etablerede helbredere, alternative helbredere, kvaksalvere og hellige mænd af alskens slags.   Uden resultat. Han er stadig på jagt efter hjælp, derfor står han nu her hos Jesus, men han tør næsten ikke sætte forhåbningerne for højt. "Hvis du kan", det er næsten som en slags undskyldning for, at han spørger om noget, der vist ikke er muligt. Jesus bliver igen oprørt over at opleve vantro - denne gang fra Faderens side, det er som om Jesus næsten ikke kan tåle, at manden er ved at miste håbet: Alt er muligt for den, der tror udbryder han - han kunne måske ligeså godt have sagt:  Du må ikke miste håbet.

Men drengens far har næsten ikke mere tro, han er kørt tom.  - det har vi allerede hørt i hans; "hvis du kan".  Nu hører vi det igen og tydeligt i hans udbrud: jeg tror- hjælp min vantro.   

"Du skal tro på det" det er det løsen, som vi ofte hører blive sagt til nogen, som skal prøve at udføre noget stort. 

Du skal tro på det. Det siger den erfarne popmusiker til den unge, der måske prøver at erhverve en X-factor position.

Du skal tro på det. Det bliver sagt til en, der skal prøve at yde en stor sportspræstation, eller måske starte en ny virksomhed.

Du skal tro på det...ja selvfølgelig, ellers får man vel aldrig skubbet sig selv i gang med noget, der er svært. Men det er jo bare ikke nok. Der skal hårdt arbejde, gode evner til og så en række heldige tilfældigheder til. På den slags områder, kan ordene; "du skal tro på det" blive som en hel besværgelse, så vi tror, at det er troen der er skyld i det, når noget går godt - eller ikke går godt.

Går vi så et skridt videre til den religiøse tro, ja så kan vi også komme til at se på den som en evne, der kan vende hele situationen. 

Hvis troen er sådan en evne, så har  drengens far den ikke mere, hvis han da nogen sinde har haft den,  " jeg tror" udbryder han , for det er jo det han vil , han vil gerne tro, han ved, at det er den eneste udvej, men han kan altså ikke mere.  Troen er kørt tom. " Hjælp min vantro", må han beskæmmet tilføje.

Nu har vi mødt to parter, der er kommet til kort med hensyn til at få livet til at blomstre, og blive frugtbart og herske over verden.  Først disciplene, der ikke kunne helbrede drengen for den ånd, der hærgede i ham.  Derefter faderen, som ikke kunne tro, skønt der var brug for det. Og Jesus giver sig over den vantro, han møder.  Men hvad er det for en vantro han bestyrtes over?Jeg tror det kan være den vantro, der ligger i det, at vi tror, vi kan klare de store udfordringer uden Gud, ved egen hjælp.   Hvis vi tænker, at vi ved egne evner, eller ved en selvskabt troskraft kan få magt over livet i stort og småt, så glemmer vi, at kilderne til vores liv, finder vi ikke først og fremmest hos os selv, men hos noget udenfor os selv.    

Hvis vi tænker sådan, så har vi glemt at række hænderen ud.  Som vi sang i salmen  af Svein Ellingsen lige før : "Vi rækker vor hænder frem som tomme skåle, kom til os Gud og giv os liv , fra kilder udenfor os selv." Kilderne udenfor os selv: Gud og vore medmennesker er det, der i grunden giver os livet. Giver os det, der skal til for at livet vil blomstre i vore hænder.

Det med at række hænderne ud, vente livet fra kilderne udenfor os selv, det kalder vi også for bøn.

Og bøn, det er det, Jesus henviser  disciplene til, da de bagefter spørger ham om, hvorfor de ikke kunne: Den slags kan kun  drives ud ved bøn.

De ånder, der vil ødelægge livet, kan vi kun komme af med ved at række hænderne ud og vente livet fra en anden kilde end os selv.     

Bøn og tro hænger tæt sammen. Bøn er troens åndedrag, er der en der har sagt.

Og både bøn og tro er at komme til noget der er større, en vi nogensinde kan forstå. Derfor har tro meget lidt at gøre med det at forstå Guds veje og Guds vilje. 

Nej, det er snarere at række hænderne ud i håb og tillid, klar til at modtage.

Og selv om faderen i historien, vi har hørt i dag er fuld af vantro, så kommer han dog til Jesus.  Han kommer til Jesus.

Jesus ser tydeligt faderens vantro. Alligevel, så tøver han ikke et øjeblik med at gå i aktion og drive den døve og stumme ånd ud af drengen og åbne hans liv for nye muligheder.  

Det er den største og mest gennemgribende pointe i den her fortælling: Mennesker er fyldt med vantro af forskellig slags, men Jesus er tro.

Jesus er tro mod den kærlighed, som Gud har sendt ham af sted med.  Jesus er tro og viser os Guds kærlighed, uanset hvor tåbeligt vi gebærder os, når vi vil tage det på os at få livet til at blomstre.

Vores tro kan være håbløs.
Men Jesu tro, den holder. 
Det er der virkelig håb i.

Amen