Mark. 9, 14-29  

Der er så meget ondt i verden - det gør så ondt på os - og hvor er Gud så henne??

Det er et spørgsmål eller et nødråb, som mennesker i mange generationer af menneskeheden har måttet råbe ud i smerte. Det er et spørgsmål, som kan vokse i hver eneste af os, når lidelsen i verden trænger sig ind på os.

I Bibelens skabelsesberetning bliver det fortalt gentagne gange. "Gud så at det var godt".  Gud har fra begyndelsen set verden og livet og naturen og menneskene som noget godt, som det liv, han vil skal være.   Gud har i skaberglæde ladet verden forme sig og fyldt den med vækst og muligheder, farver og kærlighed.  Og sådan kan vi stadig kende den, og det kan særligt vise sig for os nu, hvor det spæde forår giver sine umiskendelige livstegn fra sig. Til menneskene, som blev skabt i Guds eget billede sagde Gud ved skabelsen: Værsgo her er jorden, underlæg jer den, hersk over den og lad livet vokse.   

Det er så blevet vores opgave som mennesker: at værne livet, lade livet vokse og elske hinanden.  Og det har vi bøvlet med siden. For selv om livet er godt, så er der også meget, der er ondt.  Meget ondt kommer fra at vi hellere vil os selv end elske vore medmennesker og ofte ødelægger livet i stedet for at bygge det op.  Noget ondt kommer fra, at vi ikke er kloge eller dygtige eller forudseende nok til at bygge op men kommer til at ødelægge. Noget ondt kan vi ikke forklare oprindelsen af - det hænger sammen med at natur, sygdom, tilfældigheder og ulykker med en magt, som vi ikke kan styre, kan kaste smerte og sorg ind i vores tilværelse.Det er blevet et vilkår for os som mennesker, at vi i en forunderlig verden må kæmpe mod ondt.

Hvor er Gud henne i det?

Gud er kommet til verden for at dele den kamp med os, for at gå foran i kampen mod det onde, for at stå ved vores side, når vi lider og for i sidste ende at føre kampen mod det onde til en ende.    I Jesus kom Gud til verden og i alt det, Jesu tog fat på, blev det tydeligt, at Gud ikke vil den ondskab, som rammer mennesker, men vil kæmpe for livet.  Jesus drev dæmoner ud og helbredte syge og ledte mennesker i uføre på rette vej ved at vise dem Guds kærlighed til dem.    Jesus udvalgte sig disciple og evangelisten Markus fortæller, at Jesus også gav dem magt til at uddrive dæmoner og helbrede syge. Jesus sendte dem med denne magt ud for at virke på egen hånd.  Det er en del af baggrunden for evangeliets beretning i dag. Lige forud for evangeliet til i dag fortæller Markus, at Jesus, Peter, Jakob og Johannes har været oppe på bjerget. Her har de oplevet noget helt særligt- oplevet Jesus i guddommeligt lys.  De har i glimt erfaret en virkelighed så  skøn og lysende helt uden lidelse og nød, kun med lys og guddommelig glans. Det har været så skønt dér på bjerget, at Peter har foreslået, at de skulle bygge hytter og blive der, borte fra al verdens lidelse og besværligheder. Men Jesus tager dem med ned igen, for dette lys skulle blot være et glimt af, hvor stor en virkelighed der er i vente, nu skal de være nede på jorden, hvor lys og mørke veksler. De kommer ned fra bjerget og de finder disciplene midt i en stor skare mennesker, hvor de diskuterer højlydt med de skriftkloge og andre. Noget er gået galt, de har ikke kunnet uddrive den onde ånd af en besat dreng, altså ikke kunnet gøre ham rask fra hans uhyggelige anfald, og de forstår det ikke. De er dybt optaget af diskussionen, og tænker knap på at spørge Jesus om hjælp. Det gør kun drengens far. Da drengen senere er blevet helbredt, og disciplene er blevet ene med Jesus, spørger de ham: hvorfor kunne vi ikke drive den ånd ud og gøre ham rask?

Disciplene står med det spørgsmål, som vi alle gør, vi mennesker, som har fået ansvar for jorden: hvorfor kan vi ikke drive det onde ud af livet, hvorfor kan vi ikke helbrede alle sygdomme, hvorfor kan vi ikke sætte en stopper for krig og sult ? Hvorfor rækker vore evner og gode vilje ikke?
"Du skal ville det" Sådan bliver det ofte sagt til et menneske, som vil prøve at opnå noget svært eller nå toppen på et eller andet område. Og det er nok rigtigt, at man ikke kan kæmpe sig frem til noget svært, uden at have en stærk vilje til det.Men vi må ind imellem bittert erfare, at det altså langtfra altid er nok at ville noget.Vi kan erfare, at vi vil noget nok så meget, og så lykkes det dog alligevel ikke. Disciplene har måske misforstået noget, da Jesus gav dem mandat og myndighed til at helbrede syge og uddrive ånder. De har måske tænkt, at det var en personlig evne de fik, en evne, som de kunne bruge uden at blande Gud ind i det.  I hvert fald er Jesu svar til disciplene: Den slags kan kun drives ud ved bøn.Måske har disciplene troet for meget på sig selv og for lidt på Gud, da de forsøgte at helbrede drengen.  Måske har de glemt, at alle gode færdigheder, vi måtte få til at gøre noget godt, de kun kan virke til fulde ved Guds hjælp.

Da forehavendet er mislykkedes for disciplene, tænker de hverken på at bede Gud eller Jesus om hjælp, men er kun optaget af at diskutere, hvordan det kunne slå fejl for dem.Det er noget andet med faderen til drengen. Han interesserer sig ikke for årsag og virkning, men kun for at finde hjælp til sin dreng, så da Jesus giver sig til kende, fremlæger han straks sin sag for ham.Vi får flere gange grundigt beskrevet, hvor voldsomt drengen er ramt, hvor hårde kræfter, der river i ham. Og faderen, der måske næsten har mistete tiltroen til, at noget kan gøres, udtaler dog i sin tvivl og fortvivlelse: Hvis du kan gøre noget, så hjælp os.  Han vil så gerne tro på Jesu evne og vilje til at hjælpe, men kan næsten ikke - jeg tror, hjælp min vantro, udbryder han.

Og Jesus reagerer på denne ulykkelige fars spinkle håb og tro. Han går ind i kampen for livet og byder det onde, som hærger drengen trods. Det sker ikke uden kamp, og på et tidspunkt ser det ud som om drengen er død.   Men Jesus tager hans hånd og får ham til at rejse sig op, lyder det i teksten. Denne Jesu sejr over sygdommens og dødens magt i drengen er lidt vagt oversat i den danske oversættelse af dette sted i Markus evangeliet. For i den græske grundtekst bruger Markus de samme ord om dette, som han senere bruger om Jesu opstandelse fra de døde. Det kunne tydeligere være oversat med: Jesus rejste ham op og han stod op.  

På den måde bliver det antydet, at dette ikke kun handler om oprejsning af en enkelt dreng, der er hårdt ramt af sygdom, det antyder hele evangeliets budskab om, at Gud i Jesus går til kamp mod det onde og som det yderste sætter opstandelsens kræfter og virkelighed ind i menneskers liv.

Så når vi undres over og tynges af det onde i verden og må spørge: hvor er Gud?, da kan dagens evangelium fortælle os :

Gud er kommet ned fra det bjergtagende lys for at være nær os mennesker midt i den lidelse vi rammes af.  Han ser og hører selv den, der kun nærer det spinkleste håb til ham, og han går til kamp mod det onde. Den kamp går helt ind i døden, og da Jesus rejser den næsten døde dreng op, forjætter han for os, at vi også den dag, hvor døden har taget livsånden fra os, skal blive rejst op af Jesus til en ny morgen, dér hvor lyset er klart og alt ondt forvundet.

Indtil da må vi med håb og mod kæmpe med det onde og for en lidt bedre verden - i et forunderligt liv med Jesus ved vor side.

For det siger vi lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu, og i al evighed. Amen.