Jeg vil begynde  med en lille sandfærdig historie. Det var sen aften eller måske nat. Familien var gået til ro. Den lille pige sov på sit værelse. Hun sov uroligt. Hun drømte. Det, hun oplevede, var ubehageligt, ja nærmest ondt, som i et mareridt. Pigen græd i søvne og da hun endelig fik kæmpet sig ud af søvnen, søgte hun trøst hos forældrene, som spurgte hende, hvad der var galt. - Hun forklarede, at hun havde drømt noget slemt.  Forældrene bad derfor pigen om at fortælle, hvad det var, hun havde oplevet. - For at få sat nogle ord på det. Men det kunne hun ikke. For som hun sagde: Det var ikke for børn. Det, hun havde oplevet, var ikke noget for børn.  

Det er lignelsen om de onde vingårdsmænd heller ikke. - Godt, at man ikke skal holde børnegudstjeneste i dag og prædike ud fra denne tekst. -  Den er jo fyldt med ondskab. Med snyd og bedrag, vold og mord, og munder til slut ud i tanken om død og dom, gengældelse og hævn. Den præst, som i vort fagblad, i år skulle skrive vejledning søndagens prædiken, har som indledning udformet en ansøgning til sin biskop om tilladelse til at vælge en anden prædiketekst. For teksten om de onde vingårdsmænd forekommer uevangelisk. Den forkynder en hævnende Gud, som straffer et helt folk, fordi de slog Jesus ihjel. ( prfbl. 40 s. 859 ) Han fik afslag på sin ansøgning og må derfor sammen med sin menighed forsøge at kæmpe med lignelsen. - Det må vi også gøre.  

Jesus fortæller om en vingårdejer, der anlægger en vingård efter alle kunstens regler. Så rejser han bort. Alt er som det skal være, eftersom han har forpagtet vingården til nogle vinbønder, som kender arbejdet og kan passe gården på bedste vis.  

Da høsten er ved at være bjærget, sender ejeren en tjener til vingårdsbønderne for at få sin del af udbyttet. Men sådan kommer det ikke til at gå. De giver i stedet sendebuddet nogle tæsk og sender ham tomhændet bort.   

Vingårdens ejer giver dog ikke op. Han sender en anden tjener. Men ham går det ikke stort bedre. - han får prygl og bliver jaget bort medens stenene fyger ham om ørerne.  

Vingårdsejeren beslutter sig nu for at sende sin søn, som har myndighed til at repræsentere ham på enhver måde. Så vil de makke ret, tænker han. Men det kommer til at gå helt anderledes. De beslutter sig for at slå sønnen ihjel. Så er arvingen nemlig ryddet af vejen og de kan selv overtage vingården.      

Det er lignelsen, som Jesus fortalte den, tror jeg. Og Jesus slutter fortællingen med et spørgsmål. Den teknik kender vi fra adskillige lignelser. Det er for at inddrage tilhørerne og få dem til at tænke med. Tilhørerne denne dag er ypperstepræster, ældste og skriftkloge.  - Hvad vil vingårdens ejer nu gøre, når han selv kommer tilbage til vingården? Alle tilhørerne ved, at vingården er billede på Israel. Vi hørte om vingården i læsningen fra Es 5, hvor en vingårdsmand anlagde dejlig vingård på en frugtbar skråning. Men træerne bar vilddruer og ikke vindruer. Som straf lod han vingården forfalde, tørre ud og blive trampet ned og gro til med tidsler og tjørn.  

Nu fortæller Jesus igen om vingården. Han gør det midt på tempelpladsen, midt i Jerusalem, efter indtoget palmesøndag, efter tempelrensningen, efter kritikken og konfrontationen med de ledende. Farisæerne og de ældste vil have ham pågrebet, men de kan ikke komme til det på grund af de mange folk, som flokkes om ham.    

Jesu er naturligvis helt klar over, hvad de tænker og pønser på. Men han er på sin side ikke færdig med dem af den grund. Han prøver at nå dem. Han prøver at overbevise dem om, at de galt på den. Det er samme teknik, som ved lignelsen om de fortabte sønner, hvor Jesus om den ældste søn fortæller, at han ikke ville gå med ind til festen. Selvom festen fejres for den yngste søn, som er vendt hjem. Han var død men er blevet levende. Han var fortabt men er blevet fundet. Men om den sure og ældste søn gik med til festen fortæller Jesus ikke. Det må de selv finde ud af.  

Også i lignelsen om manden med de to sønner, skal man som tilhører give svar. En far gik til den ene af to sønner og bad ham om at gå ud og arbejde i vingården. Han sagde nej, men fortrød og gjorde det alligevel. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han sagde straks ja, men gjorde det alligevel ikke. - hvem af de to sønner, gjorde det rigtige? Det havde været meget lettere, hvis den ene søn havde sagt nej, og holdt sig til det. Og den anden havde sagt ja, og så havde gjort det, han havde sagt ja til. Til det konkrete spørgsmål er de nødt til at svare, at den søn, der først sagde nej, men så alligevel gjorde det, han var blevet bedt om, havde gjort det rigtige. Han gjorde nemlig sin fars vilje. Og med det svar er de blevet tvunget til at overveje se sagen fra Jesu side: Den 1. søn svarer til de toldere og skøger, som opsøgte Johannes Døberen. Ved at overtræde loven ligner de ham, der sagde nej. Men da de så efterfølgende troede Johannes og nu følger Jesus har de ændret deres nej til et ja. Sådan som faderen ønskede af sin søn.  

Herefter følger den voldsomme og grusomme lignelse om vingårdsmanden, der fik slået sine tjenere og sin søn ihjel. Og i Mathæus´ udgave er der ikke blot 3 udsendinge. Der er mange. Det er helt tydeligt, at han i historien indlæser den grumme skæbne, som ramte mange af de sande profeter i det Gamle Testamente. Hvad vil vingårdens ejer nu gøre? Der kan gives to svar: Enten vil han komme til vingården og rose sine forpagtere for, at de har slået hans søn ihjel. Det er næppe sandsynligt. Eller også vil han sætte sine forpagtere fra bestillingen og gøre det af med dem og give gården til andre til andre. Hvis de svarer dette og efterfølgende skulle finde på at gøre Jesus tavs. Så har de alene dommedags fordømmelse at vente på. De har selv fældet dommen.  

Jeg tror ikke, man skal opfatte dette som en profeti af, hvordan det vil gå nogen på dommedag. - Det er ikke Jesu ærinde. Nej. Jesus prøver med sin lignelse at råbe sine modstandere op for at få dem til at se og forstå, hvad de er i gang med. Lignelsen er på denne måde et redskab i Jesus forkyndelse af Guds rige.  

Han siger: Det er et valg: Du kan vælge retfærdighedens, gengældelsens og voldens vej i troen på, at Gud er den retfærdige Gud, der straffer og belønner efter fortjeneste. Eller også kan du tro på Gud som kærlighedens, tilgivelsens, barmhjertighedens Gud. - den Gud der lader nåde gå for ret. Det er den Gud, Jesus forkynder for sin samtid. - Det er denne Gud, som nu giver sig til kende gennem Jesus fra Nazareth.  

Nu skal jødedommens vogtere; nu skal ypperstepræster, skriftkloge, farisæere, osv. vælge om de fortrækker den retfærdige og gengældende Gud, eller den barmhjertige Gud, som lader nåde gå for ret.  

I den barmhjertige Guds tempel er Jesus hovedhjørnesten. - Hvis man forkaster den vil det ikke alene kunne blive en sten, man snubler over. Den vil også kunne falde ned over en og knuser én. - Fordi man har vrager ham, som kan tilgivelse. Hvis man i stedet anerkender ham, som grundlaget for hele det guddommelige byggeri, ja så er man velkommen i Gud Faders bolig, sammen med alle andre. Uden forskelsbehandling og personanseelse.  

Søndagens evangelietekst fører os så at sige ad bagvejen til en forkyndelse af nåden. Om den skal vi synge om lidt. nr. 695. Og det er en salme, som er værd at nærlæse. Nåden har som et træ sin rod i kærligheden, i Himmerige, hos Gud. Med det kristne evangelium har nåden fået ord, som forkyndes og kan høres. At Gud er barmhjertig. Ved det ord får vi skænket nådens frugter, som er lyset og livet. Men kun, når man tror nåden og ikke selv er nådesløs i sin færd. Og så skal man lægge mærke til det sidste vers, som har trøst til os alle, som har svært ved at give efter overfor nåden. - Som har det med at handle hjerteløst. Men her kan nådens Ånd komme os til hjælp: Han har vort hjerte i sin hånd, han det som bækkene vender, vender det mildt i Jesu navn, leder det til Gud Faders favn, nådens og sandhedens kilde.  

Denne tro er for børn. Børn i alle aldre. Lad derfor denne tro være vor barnetro og for den siger vi lov og tak og evigt ære være dig, Vor Gud, fader. Søn og Helligånd, du som var, er og kommer, som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed, Amen.