1. søndag efter trinitatis

Luk. 16, 19-31
Salmer:751, 292,til856, 163, 369, 724

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Grand Canyon i det Vestlige USA er en mægtig kløft, som skærer sig gennem  bjerglandskabet.  Kløften er op til 1800 m dyb og 16 km bred og 350 km lang. Kløften er udformet af floden Colorado River, som med sit løb igennem 5. millioner år har skåret sig ned i bjergmassivet.
Langs kløftens blotlagte bjergvægge kan der i bjerglagene studeres geologiske spor, som vurderes at gå 2000 millioner år tilbage.
Grand Canyon nationalpark bliver hvert år besøgt af 4 millioner besøgende. Den er på Unescos verdensarvliste over særlig kulturel og naturarv.
Kløften Grand Canyon er noget unikt, der repræsenter naturens vældige, imponerende, urgamle og ustoppelige kræfter. Det er en kløft etableret af kræfter, vi ikke kan hamle op med.

Ordet kløft har et stærkt billede i sig, og vi bruger det om mange andre ting end lige konkrete revner i et bjerg.

Der er en kløft imellem os, kan vi sige, hvis der er et menneske, som vi slet ikke kan komme overens med eller finde forståelse for eller tillid til. 

I disse dage fejrer vi grundloven, og om et par uger skal vi til valg. Folkevalg er en kronjuvel i den styreform vi lever under; demokratiet. 

Hvis vi ser os om i verden som den er lige nu, kan vi måske  sige, at nogle af de konflikter i verden, som synes næsten uoverstigelige kan skyldes, at der er en forståelseskløft mellem  os, der lever i demokrati og de, der ikke kender til demokrati og aldrig har levet i noget ,der bare ligner; de som er vant til, at  der er en stærk figur, der styrer og sætter den ene dagsorden, der findes. 
Der kan sigers at være en forståelseskløft mellem os , for vi  kan næsten ikke forstå hinanden og det, vi tænker og handler efter.

En anden kløft, som giver anledning til nogle af de mest uoverstigelige konflikter i verden, er kløften mellem rig og fattig.

Selv om utallige krige og væbnede konflikter på overfladen drejer sig om noget andet, så har de nok i virkeligheden meget af deres grund i kløften mellem rig og fattig.

De seneste år har der været en strøm af flygtninge, som prøver at krydse Middel havet fra det Afrikanske kontinent mod Europa , det gør de  i  alt, hvad der måske kan sejle- overlæssede  pramme og gummibåde.
Og mange af dem har sat livet til  på havet.
Grunden til at de flygter den vej er nok ikke kun, at de  vil væk  fra krig og  politisk  uro- det er formentlig langt hen ad vejen også en  flugt fra et liv i ubærlig fattigdom mod et Europa, som de ser som  et paradis af velstand.
Og selv om vi hurtigt kan blive enige om, at det er upraktisk, hvis hele Afrikas befolkning flytter ind i Europa, hvem af os kan så egentlig fortænke dem i, at de hver især på deres måde søger en vej til et tåleligt liv med bedre levevilkår?

Kløften mellem rig og fattig findes internationalt – mellem rige og fattige dele af verden, og den findes nationalt, ja helt ned på det nære plan mellem de af os, der har mest og de af os, der har mindst.
For godt en måned siden holdt vi konfirmationer her i kirken, hvor nogle af konfirmanderne efter konfirmationen havde mulighed for at blive afhentet i en Limousine, mens andre kun med nød og næppe havde råd til at give en middag til den allernærmeste familie. 
Også en kløft - måske ikke den største i verden, men dog en kløft-som kan vær et enkelt eksempel på, at også vi i vores gode samfund har kløfter mellem dem, der har meget og dem, der har knap så meget.

Også i Jesu lignelse om den rige mand og Lazarus er der en kløft mellem den rige og den fattige. En kløft som den rige, mens han lever nok knap bemærker. Han lever ubekymret i pragt og fest hver eneste dag.  Mens de lever bemærkes den nok mest af den fattige Lazarus, der ligger ved den riges port og håber på et par smuler fra hans bord, mens hundene slikker sårene på hans halvnøgne krop.
Da de er døde, er kløften der stadigvæk, men de har byttet plads, så han, der i livet led så meget nu er der, hvor der er godt at være: i Abrahams skød, mens han, der fik det gode i livet, nu er på et pinefuldt sted.  

Kløften er der, men den er åbenbart ikke større, end at man kan råbe fra det ene sted til det andet. Og den rige begynder at råbe sin nød over til Abraham;

han ønsker nu nogle dråber vand fra Lazarus på samme måde, som Lazarus før ønskede et par smuler brød fra den rige.

Men Abraham gør nu den rige opmærksom på kløften: der er lagt en dyb kløft mellem os og jer siger han, for at man ikke skal kunne komme frem og tilbage imellem os.

Det er jo en ret rystende fortælling det her. Især rystende når man som vi er rige. 

Hvorfor er det Jesus fortæller denne lignelse, og hvad er det, der er så slemt ved at være rig, at rigdommen placerer én på den forkerte side af en kløft større end Grand Canyon.

Ifølge Lukas, så fortæller Jesus denne lignelse kort efter en anden lignelse, lignelsen om den uærlige godsforvalter, der snyder sig til venner med sin herres penge. 

Denne lignelse slutter Jesus med ordene: I kan ikke tjene både Gud og Mammon.  

Efter det, fortæller Lukas, grinede de pengelade farisæere og gjorde nar af Jesus. Da er det Jesus fortæller lignelsen om den rige og Lazarus. Den er altså en skarp replik, til nogen som ikke vil tage det alvorligt, når Jesus taler om at pengene ikke kan være den stærkeste magt i vores tilværelse.

Men hvad er det da vi kan gøre, må vi spørge, hvad skal vi gøre, for at der ikke opstår en frygtelig kløft som vi gerne ville have været foruden?

Skal vi afstå fra at benytte os af de muligheder, vi har - er det forbudt at glæde sig over de materielle goder vi lever med? 

Nej – der kan vi gå til den Gl. Testamente- tekst, vi hørte først i gudstjenesten i dag, hvor Esajas profeterer fra Gud: 
Tror I det er den faste, jeg ønsker, at mennesket spæger sit legeme, hænger med hovedet som et siv og ligger i sæk og aske ? er det det I kalder faste ?

Nej siger han, den faste jeg ønsker er, at I skal løse ondskabens lænker, sætte den undertrykte i frihed, at du deler dit brød med den sultne og giver husly til hjemløse stakler. 

Lukas, som fortæller evangeliet i dag, er den af de fire evangelister, der har de fleste advarsler imod rigdom.  Formentlig fordi han skrev sit evangelium til en menighed, hvor der var en del rige medlemmer, men også fattige.  Lukas er flittig med at bringe stof, der advarer mod rigdommen. Ikke fordi den er noget ondt i sig selv, ikke fordi det er ondt at kunne leve godt,

men fordi rigdommen kan få os til at glemme, at det, vi ejer i virkeligheden er Guds – og dermed også alle andres.  

Rigdommen får os til at glemme Gud og glemme andre og glemme, at vi skal dø, og at der ikke findes nogen sikkerhed i penge.
Hvis rigdom bliver det vigtigste mål og indhold i vores tilværelse, så placerer vi os med en kløft mellem os og det, som er det allervigtigste i vores tilværelse: Gud og de andre mennesker.  Vores forhold til Gud kan nemlig ikke skilles fra vores forhold til andre mennesker.

Tilbage til lignelsen, så fortæller Abraham at der er en kløft, og det nytter heller ikke at sende Lazarus til den riges brødre, for at advare dem, for de vil ikke lade sig overbevise, selv om en opstår fra de døde, siger han.

Her slutter lignelsen og der er ikke meget trøst at hente i den.

Men nu er det jo ikke Gud selv, der taler om kløften i lignelsen. Det er Abraham, stamfaderen til det jødiske folk, for hvem loven var og blev den instans, hvorigennem forholdet mellem Gud og mennesker fastlægges.

Vi må hægte os til det strå, at lignelsen blev fortalt os af netop han, som skulle opstå fra de døde.  Og at det stik mod Abrahams forventning kom til at betyde, at selv ikke den dybeste kløft kan skille os fra Gud og Guds kærlighed.

Jesus blev selv elendig som den arme Lazarus, han gik i dødsriget for os, og han er stået op fra de døde, for at den kløft, der er dybere, bredere og ligeså urgammel som Grand Canyon ikke mere skal være uoverskridelig.

I troen på den opstandne Jesus Kristus kan der bygges broer over kløfter, som vi ikke troede mulige.
Grundtvig siger det i et vers :
O vidundertro, du slår over dybet en gyngende bro, som isgangen trodser i brusende strand, fra dødningehjem til de levendes land.

Troen på Jesus Kristus kan give os mod, lyst og fantasi til at dele det, vi har med dem, der har mindre. Sådan at kløften imellem os rige og de fattige bliver mindre.

Og troen på Jesus Kristus kan give os håbet om, at selv om vi aldrig kan gøre det godt nok, så vil Jesus være den, der på ubegribelig vis til sidst vil løfte os over den dybe kløft, der er blevet til af alt det gode, vi aldrig fik gjort.  I troen kan vi håbe At Jesus vil løfte os over kløften til de levendes land.                              

Amen.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.