1. søndag i Advent2015

Luk. 4, 16-30


Salmer: 74, 78, till856, 83, 76, 80


I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.
Nu fortæller jeg det nye. Før det bryder frem forkynder jeg det. 
Det siger Esajas i sin profeti, som vi hørte det i dag i læsningen fra det Gamle Testamente. 
Nu fortæller jeg det nye. Før det bryder frem forkynder jeg det. 
Det er tonen i meget af den gammeltestamentlige profeti, og det er også tonen i adventstiden.


I adventstiden hører vi nogle at de stærkeste Esjas profetier, som udtrykker håb om, at noget nyt og levende bryder frem. Også evangelieteksterne peger på noget nyt, der kommer.


Men i dag vil vi standse lidt op og tage første skridt ved profeterne.


Profeterne i det Gamle Testamente var mænd, der fik åbenbaringer fra Gud, hvor de hørte, hvad Gud ville sige til mennesker og deres opgave var, at gå ud og fortælle det som Gud havde åbenbaret dem til alle mennesker omkring sig. 


Nogle af profeterne som f.eks profeten Amos fik åbenbaringer, der bød dem gå ud og tale hårdt til folk, tale dem fra deres hensynsløse livsførelse, hvor de udnytter de hjælpeløse. Amos siger :I tramper på den svage og kræver kornafgift af ham, i forfølger de uskyldige, tager imod bestikkelse og afviser den fattige i porten.  Sådan taler profeten Amos på Guds vegne til de rige, der sidder i deres fine kvaderstenshuse og lever godt, mens andre lider nød.  Her bærer profeten Amos Guds stemme til mennesker med opfordring til at eftertænke og ændre deres livsførelse. 


Andre profeter og det er de fleste, heriblandt Esajas, som vi ofte hører fra ved gudstjenesten, har fokus på at bringe håb til dem, der er i en vanskelig og tilsyneladende håbløs situation. De taler Guds store løfter og forjættelser til det menneske, som er i mørket. For det har Gud i sin åbenbaring fortalt dem, at de må gøre.  I profetierne samler forjættelserne sig omkring ham, som skal komme, ham som skal åbne den blindes øjne, og føre fangerne ud af fængslet, han som skal få ødemarken til at blomstre og få det udgåede træ til at sætte skud.


Profetierne er fyldt med fortryllende billeder af det, som skal komme. De er fyldt med fortryllende håbsbilleder. Håbsbilleder, som har været og er svar på menneskers længsler.   
Sådan har det gamle testamentes profeter hørt Guds stemme og med den i erindring  talt både orden og håb ind i mennesker. 


Nu fortæller jeg det nye, før det bryder frem forkynder jeg det.    Profeterne kalder til at rette sig mod det nye og glædelige, som kommer. 

Da Nazarets befolkning på sabbatten sad samlede i synagogen og de skulle høre Jesus læse op fra Esajas bog, var der den samme intense stemning, som der altid var: de længtes efter at høre ordene fulde af håb.   Og de lyttede, da ordene blev læst med Jesu stemme.


Og de gode ord fyldte dem med intens forventning, da Jesus efter oplæsningen selv tog ordet.
Det, Jesus siger som kommentar til oplæsningen, er helt enkelt og dog fuldstændig revolutionerende:   I dag er det skriftord, som lød, gået i opfyldelse.


De er altså ikke længere henvist til at se frem til en fjern fremtid, for at se opfyldelse af deres håb. Det sker lige nu  - hvor han er iblandt dem og det er en  måde indirekte at sige, at han er den, som Gud sender  for at opfylde håbene, for at lade Guds rige  springe ud.   


Og når Lukas her fortæller den historie, så fortæller han, at de, som hørte det i synagogen, blev glade og forundrede og bifaldt hans ord.  


Når Markus i sit evangelium fortæller samme historie,  fortæller han det sådan, at de allerede her bliver forargede : at de ikke tror, det kan være ham, fordi han er en af deres egne, og det er for langt ude. Men hos Lukas her er de faktisk glade og i første omgang begejstrede, fordi de  fornemmer sandheden i hans ord. 


De bliver først vrede, da Jesus med de efterfølgende eksempler fortæller om, at det ikke altid er de nærmeste, der får glæde af en profets store gerninger, og det går op for dem, at det ikke er sikkert de, som er hans bysbørn, får nogle særlige fortrin af, at Jesus kommer derfra.  Men at de tværtimod måske ingen fortin får af det overhovedet. Da bliver de vrede.


Hvis Jesus kommer med noget overmåde godt fra Gud, må de være de første og måske eneste til at tage imod det, virker det som om de tænker.  


Da forsøger de at gøre det af med Jesus. Bogstaveligt at smide ham ud over klippen, akkurat som de smider det glædelige fra sig, som han netop i ord har givet dem.


Da alt det dejlige, som de sammen med alle andre jøder har ventet på i århundreder endelig begynder at gå i opfyldelse, så smider de ham, der indvarsler det, ud af deres by. Hvis de skal dele det med andre, så kan det være det samme.


Vi kan godt ryste lidt på hovedet af disse beboere fra Nazareth. Men måske behøver vi ikke gøre det.  For er det ikke sådan, det er, og sådan vi tænker, og sådan vi lever: At verden og det gode, der er i den, det er først og fremmest reserveret for mig og for dem, der er og tænker og lever som jeg?
Vor håb og drømme gælder i høj grad for os selv og dem vi kender og holder af. Det er meget menneskeligt. Sådan var det for jøderne i Nazareths synagoge, og sådan er det vel også for os.
Men når Jesus indvarsler et gudsrige, så er det ikke reserveret for de nærmeste. 
Det er vores held, for havde det været det, var det jo ikke for os nordboere, men kun for det jødiske folk, som Jesus kom ud af.


Når Lukas fortæller os sit advents evangelium, så lyder Jesu forkyndelse i det, at  han kommer med Gudsriget til alle, uanset hvor, hvad og hvem de kommer fra. Ingen kan reservere det for sig selv og sine nærmeste. 


Det betyder at Gudsriget er stort og  stærkt nok til at rumme enhver, til at give  hvert menneske ,som længes efter det,   opfyldelse af håbet.


Og det tror jeg vi også skal tage i betragtning, nå vi tænker på, hvem vi synes, at verdens goder skal deles med. 


For den del af Gudsriget, som er her og nu, er vi medarbejder på.
Når Jesus kommer og siger; I dag er det gået i opfyldelse, da er det en forkyndelse af, at den kærlighed, som Gud  lader flyde til os gennem Jesus Kristus , den er så stærk, at den kan skubbe Gudsriget i gang også i denne verden. Den ulykke og ondskab, som er i verden, kan sættes skakmat af kærligheden. Guds kærlighed har noget i sig af lys og virketrang, som  det onde i verden ikke kan hamle op med.
Det er helt vildt at tænk på og håbe på. og leve på og handle på.
Det betyder ikke, at det onde i verden med et slag er bekæmpet eller fjernet, men det betyder, at vi må blive ved med at tro på, at noget kan blive bedre, både her og ude i verden. Ved båd Guds og vores indsats.


Vi må aldrig blive færdige med at håbe på Gud og gøre, hvad vi kan.


Derfor må vi ikke lade os gribe af den mismod og pessimisme, som vi kan fyldes af, når vi tænker på den terror, som igen har vist sig voldsom og utæmmelig i vores del af verden for et par uger siden. 
Eller pessimismen,når vi regner på, hvor galt det er ved at gå med den verden og natur, som Gud ellers har sat os til at passe på, for at den stadig kan være frugtbar og grøn også for de kommende generationer.  Sådan som det skal drøftes i de kommende uger på klima-topmødet i Paris.   
Vi må tro på at Gud med sin kærlighed virker i verden og at vi også kan gøre nytte, og at det onde og ødelæggelsen ved guds hjælp ikke vil få overtaget.


Nu forkynder jeg det nye, før det bryder frem forkynder jeg det. Sådan sagde Esajas og profeterne.   I dag er det skriftord der lød gået i opfyldelse siger Jesus.


Sådan er det håb, der forkyndes os både engang i sin fuldendelse og nu i sin begyndelse.   
Det er en besked, som skal lyttes til.


Som profeterne lyttede og hørte Guds stemme, skal også vi, når vi bevæger os frem mod jul lytte -  lytte efter den besked, som Gud vil sende os til håb, den som tonede ud af englenes besked julenat og som toner i vores liv, at det er sket nu: det nye er brudt frem og det nye er på vej.  
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.