10.søndag e. Trinitatis 2015


Jesus rejste til Jerusalem, fortæller Lukas i sit evangelium.
Han havde været der som 12 årig og været meget optaget af at tale med præsterne og de skriftkloge om troen på Gud og om templet som Guds bolig.
- Det er der, hvor min far er, sagde han til sine forældre, da de endelig fandt ham efter flere dages søgen.
Så gik der nogle år og vi hører først om Jesus igen, da han samlede disciple om sig og forkyndte budskabet om Guds riges komme. Det hele begyndte, da han efter at være blevet døbt i Jordanfloden blev tiltalt af Gud selv med ordene:  Du er min elskede søn, i dig har jeg velbehag.
Vi er nødt til at høre dette for at forstå Jesus, hvem er, og hvad han gør. Jeg er Guds søn. Så er Gud min far.
 - Han er den Gud, som alle jøder har lært at tro på og forstå livet ud fra.
´- Hør Israel. Herren vor Gud, herren er én. Ham skal du elske af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke. Det skal være din meditation dagen lang, når du står op og går i seng, når du går ud og går ind. Og du skal gentage det for dine sønner og skrive dem på din hånd og din pande, på døre og stolper, - som vi læste i 5 Mos.

Som Guds søn er han den Messias, som jøderne ventede på med længsel, som ville bringe frelse og frihed til jødiske folk, som ville blive indledningen til en ny gylden tid for Israel, hvor folkene vil strømme til Jerusalem og samles i det gyldne fredsrige, hvor Gud vil tage bolig blandt menneskene.

Lukas fortæller, at Jesus drog rundt i hele Galilæa og underviste i synagogerne og blev berømmet af alle.  Han underviste i alt om Guds rige og forkyndte den kommende frelse til håb og trøst, suppleret med konkret hjælp til at leve med modgang, sygdom, depression, fordømmelse og fjendskab.

Fra kapitel 9 tager Jesus afsted sammen med sine disciple for at komme til Jerusalem. Og selvom der kun er godt 120 km blev det en lang rejse med ophold mange steder. Overalt blev de mødt af blinde, døve, toldere og syndere og alle mulige andre, som har hørt rygtet om profeten, der vist nok var både Davids søn og Messias. -

10 kapitler senere nåede Jesus frem til byen, som var det absolutte centrum både politisk og religiøst. Bygget på det højeste sted i landskabet, nærmest himlen. Derfor måtte alle drage op til Jerusalem. - En fredens by efter sit navn, salam. Og med et tempel bygget af Kong David og hans søn Salomon. Her fik pagtens ark med de 2 stentavler med 10 bud sat ind i det aller helligste. Hvor Gud havde sin bolig. Her kunne man komme med sin tak og sine bønner og give udtryk for sin anger og taknemmelighed ved at bringe velduftende ofre.
Nu kom Jesus, Guds og Davids søn, Messias til Jerusalem.
Hvad der her er i vente er stort. Her er potentialet til en begivenhed af historiske dimensioner. Den usynlige Gud, som har skabt alt af intet, som Jøderne tilbeder i det skjulte bliver nu åbenbaret i sin søns skikkelse og gør entré i den by, hvor himmel og jord mødes.

Jesus kom til byen fra øst og ser den fra Oliebjerget og græder. - ikke af glæde men af smerte over den skæbne, som venter byen, fordi den ikke ved, hvad der tjener til dens fred. - den kender ikke sin besøgelsestid! - Og hvad han mener med det, bliver snart klart, da han går ind i templet, som ligner et marked, hvor der sælges høns og duer, får og lam til ofringerne og sikkert alt muligt andet; for hvor der er pilgrimme kan der tjenes penge. Det er grundlaget for hele byens økonomi. Det gælder om at holde gang i gudstroen og de religiøse fester for at sikre byens næringsliv, som alle lever af på en ene eller anden måde.
Men da Jesus ser det, bliver hans gråd til vrede og han smider de handlende ud med den begrundelse, at Guds hus, dvs mit hus, skal være et bedehus. 

Det er voldsomt, hvad der her fortælles og man kan undre sig over, at tempelpolitiet ikke griber ind og får stoppet Jesus. - Men forklaringen skal nok søges i helt praktiske, at der ikke var politi nok på vagt til at kunne stille noget op mod de mange, som fulgte Jesus med begejstring.
I stedet holdt Præsteskabet og de øverste myndigheder krisemøde og lagde en plan, som kom til udfoldelse senere på ugen, og som vi kender fra langfredagens korsfæstelse af Jesus. - Hvad de gjorde, gjorde de vel for fredens skyld. -
Men derfor er det ikke sikkert, at de vidste, hvad der tjente til byens fred.

Spørgsmålet til os i dag er måske det samme:  Ved vi, hvad der tjener til vor fred? Når vi fører krig og laver blokader. Når vi deler verden op i venner og fjender.
Hvis vi i dag gik den samme vej som Jesus og nærmede os Jerusalem fra øst ville vi se en mur rundt om Byen - Et høj og kraftig bymur som er bygget for at forhindre fjender i at komme ind. - Der er enkelte porte, som kan åbnes og lukkes for hvem man vil. - Disse mure er blevet ødelagt og bygget op igen mange gange, af romere, arabere, korsfarere osv…
Under murene på den anden side er der en rest af det gamle tempel, som hedder grædemuren. Det er kun for jøder. Rundt om tempelpladsen er der en anden mur, som kun må passeres af muslimer og gæster, som vil respektere Islam. Og før vi kommer så langt, kan vi se en moderne 12 m høj betonmur gennem hele byen, som skal adskille Palæstinenserne på den besatte Vestbred fra beboerne i staten Israel.

Det er utroligt så moderne, det er blevet med at bygge mure op mellem folk.
Ungarerne bygger en mur for at forhindre flygtninge adgang fra Serbien.
Tuneserne bygger mur på grænsen til Libyen for at lukke af for ekstremister. Og i Kenya bygges mur til Somalia for at forhindre terrorister i at trænge ind i landet, som de gjorde det ved universitets massakren for ½ års tid siden.

Murene er til for at skabe fred. Men bliver altid årsag til det modsatte. Ofte opdager man, at volden findes på den side af muren, hvor man selv er. Fred og sameksistens opnås ikke ved at skabe afstand og kulde. Den fred er en meget defensiv fred, som ikke bliver til liv og glæde.

Den fred, som Jesus forkynder, - den fred som englene forkyndte julenat som skulle være til hele folket, den fred er en meget aktiv fred, hvor mennesker kommer sammen i tillid og åbenhed, i forventning om et fællesskab, hvor man både tager og giver. Den fred kender Jerusalem ikke. Den ved ikke, hvad der tjener til dens fred.  
Det samme problem står vi med i det 21 århundredes virkelighed, hvor vi nok har FN, hvor vi nok har diplomati og fredsbevarende styrker, hvor vi har internationale hjælpeorganisationer. - men hvor vi også har store problemer med krig og folkevan-dringer, som vi har vanskeligt ved at håndtere, og som vi måske heller ikke har lyst til at vide om, fordi de forstyrrer den fred og idyl, som vi gerne vil gemme os bag.

Vi ved vel ikke, hvad der tjener til vor fred? - Måske fordi vi har glemt vores betydning, vores Guddommelige bestemmelse, som dem, der er Guds børn.
Og fordi vi har overset, hvordan Jesus gjorde, da murene rejste sig foran ham.
Han græd. Men han blev ikke stående. Han gik fredens vej. Han gik ind gennem byporten, ind i den virkelighed, som var præget af ufred. Han kom med evangeliet. Med livet som indsats. Han blev stoppet af en mur af modstand, af hån og spot. Og er kors, hvorfra han ikke kunne komme. Det blev hans sidste stop og død.

Det fortælles, at forhænget ind til det aller Helligste flængedes, da Jesus døde. - I det øjeblik mistede Jøderne monopolet på Gud. Gud kunne længere rummes af den jødiske nationalitet. - Gud er ikke længere lokal. Han er global, hele verdens Gud. - Og det siges af den opstande Jesus med ordene: Gå ud i alverden og gør alle folkeslag til mine disciple…. Og se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

Og se hvad der er kommet ud af det. Vi har ikke længere kun et tempel. Der er templer overalt. Kirker hvor himmel og jord mødes.
I Abildgård, Odense, Rom og Rusland.
Og der behøver ikke engang være bygget huse af sten som ramme om kirken…¨
Kirken kan sagtens være en i kuffert. - Der skal kun bibel, dåb og nadver. Så har vi alt hvad der skal til. For kirken er der, hvor mennesker samles om Gud. Der er fri adgang både på den ene og den anden side af muren.
Her er den fred, som giver os vor bestemmelse. - som elsket af Gud og henvist på vor næste, som vi skal leve sammen med i fred og glæde, og for det siger vi lov og tak og evigt ære være dig vor Gud, fader Søn og Helligånd, du som var er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed, Amen.