11.søndag efter Trinitatis 2015


Salmer: 748, 448, Till 856, 522, 331, 208, 31
I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.


I sommerferien spillede jeg Besserwisser med familien. Et af spørgsmålene i spillet under kategorien film, gik på et citat fra filmen Notting Hill.  Det citat og den situation, det bliver givet i, kom jeg til at tænke på, da jeg begynde at arbejde med vore evangelium til dag, Jesu lignelse om farisæeren og tolderen, der beder i templet.
Notting Hill er en romantisk komedie, som handler om en mand William, der har en lille boghandel og lever en stilfærdig hverdag i kvarteret Notting Hill i London.

En dag står imidlertid pludselig den verdenskendte skønne og højt feterede amerikanske filmstjerne Anna Scott i hans lille butik og ser på bøger. Mod alle odds udvikler der sig en romance mellem ham og Anna Scott, og hun kommer til at få sin gang blandt Williams rare men også småskøre venne-og familiekreds, som i hvert fald ikke hører til jet-settet i London.
Men der kommer selvfølgelig mange forviklinger over det clash, der er mellem William og hendes filmstjerneverden.  Og  de kommer fra hinanden, hun rejser tilbage til USA og han lever hårdt såret på sindet videre i London. Mange måneder senere er hun igen i London for at indspille film, og en dag står hun igen i Williams lille boghandel. Men William har besluttet, at han ikke vil noget med hende mere.
Han kan ikke tåle, hvis det skulle gå i stykker en gang til. Han har indset at han aldrig vil kunne stå sig i forhold til alle de internationale berømtheder, hun omgås med. Så han afviser hende.
Da er det at Anna til William siger den sætning, som man skulle kunne huske i Besserwisserspillet og som siger tydeligt, hvad det handler om :
In this moment  I am just a girl standing in front of a boy asking for his love
På dansk: I dette øjeblik er jeg blot en pige, der står over for en dreng og beder om hans kærlighed.
Uanset at Anna er rig og beundret, så er hun ligeså hjælpeløs, ligeså magtesløs, når det gælder kærlighed som ethvert menneske : Den kan man kun få, af en, der gerne vil give den. Og den er i en helt anden kategori end al den udvendige glamour, hun er spundet ind i. 

Der er noget i den her situation mellem William og Anna Scott, hvor hun siger de ord, der minder mig om det, der sker i templet,- eller snarere om det, der bliver tydligt i templet, da farisæeren og tolderen kommer derind for at bede. 
Når man kommer - til templet dengang  eller til kirken nu for at bede, så kommer man vel reelt for at bede om Guds hjælp til sit liv, for at bede om Guds kærlighed. Det gør vel også både farisæeren og tolderen.  I lignelsens regi er den vigtigste forskel på de to ikke, hvem de er, men hvordan de hver især opfatter deres eget forhold over for Gud, deres egne muligheder over for Gud.
Farisæeren har meget godt på sit CV. Han er veluddannet, han hører til de toneangivende i samfundet, kender loven og dens fortolkning til punkt og prikke. Han ved hvordan man skal leve, og lever sådan som man skal.   Han er beundret og respekteret.  Det vil føre for vidt, at kalde ham den tids filmstjerne, men alligevel, så nyder han en anseelse og position, som kunne minde om den position, en filmstjerne kan have i vores samfund.  Han er den, som andre gerne vil ligne.
Det ved han godt og det tager han frem over for Gud. Han tænker, at det er det, der skal bringe Gud til at ville hjælpe ham, elske ham.  Det man kunne kalde hans gode CV, ser han som adgangen til Guds kærlighed.
Tolderen derimod har et dårligt CV. Han høre til typen, der helst skal undlade at fortælle om nogle ting, hvis han skal gøre sig håb om at bruge sit CV til noget godt.
 Han har ikke noget godt at fortælle om sig selv. Om der så skulle være noget godt, så kan han i hvert fald ikke selv få øje på det, og det kan andre heller ikke. Han er den, ingen ønsker at ligne.
Så da tolderen skal bede til Gud, har han ikke noget at komme med.  Han har ikke nogle fine begrundelser for, at Gud skulle hjælpe ham eller elske ham. Han står der bare med sit ufuldkomne liv og må sige: Gud vær mig synder nådig.
Det var den mand, der gik retfærdiggjort hjem, slutter Jesus sin lignelse.
Det er to meget forskellige mennesker Jesus fortæller om i lignelsen. En der har klaret sig fint og en der har klaret sig rigtig dårligt.  Men det er ikke det med, hvordan de har klaret sig, hvordan de er lykkedes med deres liv, som der er fokus på i Jesus fortælling. Fokus er på, hvordan de forholder sig til Gud, hvordan de henvender sig til Gud.
Farisæeren, som har haft succes med sit liv, bliver vildledt af det til at tro, at det er hans succes, som kan bevæge Gud til at give ham noget.   Give ham kærlighed.
Men han tager fejl. Over for Gud har vi ikke noget at komme med, ikke noget at forhandle med.  Vi kan blot bede Gud om hjælp og kærlighed. Og Gud kan give os det - af nåde.
På samme måde som filmens filmstjerne  Anna Scott står overfor William og beder om hans kærlighed – uden at kunne bruge noget af al den berømmelse, rigdom og  filmstjernestatus, hun har, til noget – hun står der bare som et menneske, der har brug for en andens kærlighed   – på samme måde står vi over for Gud, når vi har brug for hans kærlighed og hjælp til vores liv.  Vi har ikke noget at komme med.   Det fortæller Jesus med sin lignelse.
Vores forhold til Gud beror på hans nåde. Ikke på, hvad vi kan fremvise af prisværdig livsforvaltning.
Nåden er vores dagligdag, som vi sang om det i salmen før prædikenen.  Vores dagligdag beror konstant på nåde.  Den nåde som det er, når andre mennesker giver os deres kærlighed, og den nåde som det er, når Gud giver os sin kærlighed og ladere os leve. 
Vi har i dag holdt dåb og i en af dåbsteksterne hører vi, hvordan nogle forældre vil have Jesus til at velsigne deres børn. Men disciplene jager dem væk. Da griber Jesus ind og siger : lad børnene komme til mig, den der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det. 


Det er det samme igen. Disciplene tænker, at hvis børnene skal komme til Jesus, må de have noget at komme med, men de er jo for små og kan ikke ret meget. Derfor jager de dem væk. Men Jesus modsiger dem og siger: Jo børnene kan noget: de kan fornemme, at de ikke kan klare sig uden at nogen hjælper dem og giver dem kærlighed.  De kan bede om hjælp og kærlighed og tage imod.  Og det er det, der skal til for at modtage Guds rige.
Når vi kommer ind i kirken for at bede til Gud, bede om hans hjælp og bistand, da har vi heller ikke noget at kunne fremvise, som kan overbevise Gud. Vi kan kun håbe på hans nåde mod os.

Og Jesus, som har fortalt os om tolderen,  der fik nåde fra Gud, han er selv  formidler af Guds nåde mod os.
Vi kan virkelige opleve Guds nåde – i vores hverdag, og når vi bevæger os ind i kirken, hvor vi kan få lov at høre og  få del i Guds  ubetingede kærlighed til os.
For Gud er ikke karrig med kærligheden, når vi står over for ham som et lille menneske og beder om hans kærlighed
for det siger vi
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.