14.søndag efter Trinitatis 2015


Luk. 17, 11-19
Salmer: 3, 31, 582, 17, 321v6, 30
I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.


Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig!
Sådan siger Jesus i evangeliet i dag til en mand, der er taknemlig. Tro og taknemlighed kædes i beretningen her helt tæt sammen - det er ikke helt til at sige om det ene følger af det andet eller omvendt, eller måske kan de to slet ikke skilles ad.   Tro og taknemlighed. 
Det hele begynder langt ude i grænseegnene.  Jesus gik langs grænsen mellem Galilæa, den trygge hjemegn, og Samaria, det naboland, som man ikke brød sig om, og hvis indbyggere man helst ikke ville have noget med at gøre.  
De grænseegne var der måske ikke så mange, der bevægede sig ind i, frivilligt i hvert fald, men nogen var tvunget til det.
Når vi i disse måneder nævner ordene grænser og grænseegn, så springer tankerne naturligt til vore pressede grænseegne. Ikke grænsen til vort land, men grænserne til Europa, som er under stærkt pres fra alle de ulykkelige mennesker, der kommer fra syd og øst og i deres nød søger mod grænseegnene og søger at passere grænserne til det Europa, som de håber, kan give dem tryghed og bedre livsmuligheder.
De er så mange, at vi i Europa snart ikke ved, hvordan vi skal gribe det hele an med at hjælpe dem bedst muligt, derfor er man forskelige steder langs Europas grænser begyndt at bygge mure. 

For 26 år siden  faldt den mur, der gennem mange årtier delte Europa over- det var en mur, der var bygget for at holde nogen inde. Nu bygges der mure og pigtrådshegn for at holde nogen ude.
Hvis vi selv tager en tur hen i nogle af disse grænseegne vil vi få dem at se, disse desperate menneske, der kryber ind igennem huller i hegn, springer på overfyldte toge, lægger sig i lastbilers lastrum eller i overfyldte småbåde. 
Men vi tager helst ikke hen i de grænseegne, for det er som en ond drøm og vi vil helst lukke øjnene for det.   
Men Jesus gjorde det – gik med åbne øjne gennem de grænseegne, hvor de færreste ønsker sig hen.
Og han så dem, den tids ulykkelige og fortabte mennesker: De spedalske.

De spedalske, der var syge og vansirede, forstødte fra deres hjem og hjem byer, uønskede. Man frygtede dem og deres smitte. 
Nu er de græseegne, hvor man hverken er inde eller ude, hvor civilisationen slutter eller begynder, hvor der er øde og ensomt og få at dele ensomheden med – de grænseegne er ikke forbeholdt spedalske og ulykkelige mennesker, der må flygte fra krig, forfølgelse og fattigdom.  Også vi, der lever en tryg og beskyttet tilværelse, kan pludselig havne der. Der behøver ikke at skulle så meget til:  en sygdom, en fyreseddel, et svigt fra den, vi regner med, et dødsfald, en dumhed.
Jesus valgte at vandre i grænseegnene blandt dem, der må være der. 
De ti spedalske dér vidste  også at råbe deres nødt til ham: Jesus, mester forbarm dig over os.
Jesus sendte dem straks afsted på den vej, hvor de skulle blive rene, blive fri for alt det, der vansirede, plagede dem og fri for alt det, der isolerede dem fra andre mennesker. Fri fra sygdommen. Og undervejs opdagede de til deres glæde, at de var rene og raske. 
Overvældede af denne nye begyndelse, der blev givet dem alle sammen, drønede de naturligt nok hjem for at tage fat på alle de nye livsmuligheder, der pludselig og uventet var opstået for dem. 
Det gjorde de fleste. Men en af dem standsede op og tænkte: Hvad er det lige, der er sket her?  Jeg er blevet rask jeg har fået et nyt liv, jeg kan nu så meget, som jeg ikke kunne før. Jeg kan være sammen med andre mennesker, jeg kan gøre noget nyttigt, jeg har fået styrke og nyt livsmod. Det er ikke nogen selvfølge.
Det er et Guds under, at jeg kan alt det, jeg kan, at jeg kan være til på den måde.
Den her mand, han blev så fyldt af glæde over det, der var sket ham, at det vigtigste for ham lige nu, det var at sige tak. Han brændte også for at komme hjem, men  endnu mere boblede taknemligheden i ham og den måtte ud.
Det er Gud, der har gjort det her, tænkte han, Gud har givet mig livet – igen – sådan må det være.
Og den mand vendte tilbage til Jesus for at prise Gud og sige tak.
Stå op og gå herfra, sagde Jesus til den mand. Din tro har frelst dig.
Ifølge de ord, må denne ene mand have fået noget mere end de ni andre:  de ti har fået helbredelse og livet igen, men den ene er frelst.

Det danske ord frelst er en sammentrækning af ordet frihalse, og vi kan associere til slavetiden hvor slaver gik med lænker om halsen, og blev de sat fri- så havde de halsen fri, var frihalse, det er  et aspekt, som også ligger bag vores ord frelst. 
Denne mand er frelst, han har fået halsen fri, han er fri.  Det er troen, der har gjort ham fri.
Troen på, at Gud har grebet ind i hans liv  og givet ham livet, gør ham fri. Den frihed fylder hans liv med tak.
Hvad med de ni andre?, spørger Jesus.
Ja de blev helbredt, og det var bestemt ikke så lidt. Men de iler videre og tænker måske ikke så meget over, hvor det gode, de møder, kommer fra.

De er gået glip af det at standse op et øjeblik og tænke livet efter, og opdage det ubegribelige under, at Gud er der som  en der giver os liv, - ikke bare da vi blev undfanget og født.  Hver eneste dag.  
Den tiende tidligere spedalske gjorde det.
Han blev en glad mand. En fri mand.  
Nå, men den slags højstemt tak og glæde er vel forbeholdt dem, der bliver helbredt fra spedalskhed eller noget i den stil, kunne vi hævde.
Nej, det tror jeg ikke.
Det er vel snarere en måde at forstå sit liv på. Som det nu er. Med store eller små dårligdomme.
Det er at forstå, at livet ikke er en selvfølge eller en rettighed, men en gave.
Det er at kunne glæde sig over det vi har – også når der er noget, vi mangler.
Det er at kunne se fremad i tro og håb til, at Gud vil give os noget at være taknemlige for – også selv om vi for øjeblikket har det uoverskueligt svært.
--
Frans af Assisi levede i det smukke Umbrien i Italien i 1200 tallet.  Han valgte at leve livet i ekstrem fattigdom og dannede en orden af brødre, der levede som han.  
Frans har skrevet ”Solsangen”, som vi skal synge den danske omdigtning af efter prædikenen. Det er en sang, hvor Gud bliver lovprist og takket for fuld styrke. Frans priser Gud ved med tak at beskrive naturen og dens mange undere. Når man sygner den, skulle man tro, at Frans havde siddet og skrevet den på en skøn solskinsdag på en af Umbriens smukke bjergsider,
og kigget ud over dalen og beskrevet hver eneste lille skønne detalje, han så. Men det har han ikke.
Da Frans skrev den var han næsten helt blind, han var syg og døden nær og havde længe ligget inde i en mørk celle. Da havde han pludselig skrevet solsangen, fuld af tak og glæde, fuld af lys og sol.
Hvor havde han fået alt det fra?
Vel dels fra noget, han tidligere havde set og oplevet mange gange.  Men måske også fra hans tro på, at Gud giver os livet, og at hver eneste lille detalje i Guds underfulde skaberværk er et billede af Guds gavmildhed og kærlighed til os.
Måske kan vi også vove os et skridt videre og gætte, at denne dødsmærkede mands solsang også er udtryk for et levende håb om, at Gud også efter hans død har noget ubeskriveligt smukt at give ham.
I øvrigt er det fortalt om Frans, at da han nogen tid senere nåede frem til de sidste dage af sit liv, da lå han og sang denne solsang sammen med sine nærmeste brødre.  Og det skønt den bror, der ledede det kloster, hvor han lå, ikke syntes det passede sig med al den glade syngen ved et dødsleje, hvor der burde være stille og tyst.  Dertil skulle Frans have svaret: Når jeg nu tror, at jeg ved Helligånden er forenet med Gud, så kan jeg vel også få lov at glæde mig og frydes ved ham.     
--
Stå op og gå, din tro har frelst dig.
Sådan sagde Jesus til den glade og taknemlige mand dér ved grænseegnene mellem Samaria og Galilæa.  

    
Den mand fik i hvert fald lov at glædes og frydes ved Guds gavmildhed. Og han blev sendt af sted med troen og taknemligheden i kroppen.
Måske er det den bedste ballast, vi kan have med os – troen og taknemligheden. Både når vi skal bevæge os væk fra de skræmmende grænseegne, vi kan forvilde os ud i, og når vi skal bevæge os ind i dem. Troen og taknemligheden kan være den bedste ballast, vi kan have med, hvis vi vil vove os hen i de grænseegne, hvor ulykkelige mennesker desperat søger efter en sprække til en bedre tilværelse. 
Tro, tak og glæde over, hvad Gud giver os i  livet, kan måske give os modet til at stå op og gå hen i de ulykkeliges græseegne og være der med åbne øjne og  få chancen for at se, hvad vi kan gøre.
for det siger vi

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.