16.søndag e. Trinitatis 2015

”Nu falmer skoven trindt om land” skal vi synge om lidt.
Salmen er som skrevet til en høstgudstjeneste.
Hele to gange er høsten med. Høsten her og høsten hist.
Høsten her er det vi i dag siger Gud tak for.
Uden mad går det ikke. Heraf afhænger vores liv.
Det er ikke lige godt hvert år og alle steder.
Der skal både være god jord og den rette blanding af sol, vand og varme.
Og det er der ikke altid. Og da slet ikke, når klimaet ikke er, som det plejer.
Alligevel siger dem der ved noget om det, at der er mad nok til os alle sammen.
Så rigeligt endda. Når blot vi deler det med hinanden, kloden rundt!
Det kræver respekt for den høst og den mad vi får. - Vi skal undgå madspild!
Og det kræver respekt for de mennesker, som lever på steder, hvor høsten slår fejl.
På grund af for lidt vand, eller for meget.
Mange gange kan vi redde situationen og flytte maden hen til folk med nødhjælp.
Andre gange kan det blive nødvendigt at flytte folk derhen, hvor der er mad.
Helt overordnet set er der både plads og mad nok til os alle på denne jord.

Salmen taler også om høsten hist. Det er om den høst i overført betydning som Vor Herre står for. Ligesom bonden samler kornet i lade, samler Gud os i sine boliger i paradis, til en evig sommer hos Gud. 
Det med høsten her og høsten hist ligger nærmest i forlængelse af hinanden.
Ligesom vi bruger leen i høsten tid, sådan er Gud ude med leen, når på hans bud vort timeglas udrinder.
Det er ham med leen vi taler om. Man kan se ham i kirkekunsten. Det underlige er, at han mere er afbildet som en mørk, uhyggelig skikkelse end som en frisk landarbejder.
Der er noget, det ikke går op. -  For hvis ham med leen er Gud, hvorfor ligner han så en ren fanden?

Jeg har hørt om en kirke, hvor der i våbenhuset er en tavle med en række navne på folk fra sognet. Som overskrift står der: Herrens høst år  xxx.
En besøgende spurgte derfor, om det var navne på dem, som var blevet født eller døbt det år?
Et ganske rimeligt spørgsmål, når man nu betænker, at Jesus engang så ud over en stor folkemængde og sagde, at de lignede marker, som er hvide til høsten. Og med de ord mente han, at folk var klar til tage imod evangeliet om Guds riges komme.
Men sådan skulle det bestemt ikke forstås. - Nej, Herrens høst det år, var de døde.
Mere tydeligt kunne det vel ikke siges, at Gud og døden arbejder sammen på det sted.

Men kan det passe? - Er det sådan, man skal tænke om Gud. Først giver han os livet. Derefter tager han det igen. Måske virker det tilforladeligt, når et menneske efter et langt og godt liv dør mæt af dage; måske endda i glæde og forventning om en fremtid i Guds rige.
Men hvad så med alle dem, som dør midt i livet ramt af ulykker, cancer, sult, misbrug, forurening, vold, krig, of ofte ved en tilfældighed.

Sidste år var ”ham med leen” på færde i Riga, fortalte man os i sidste uge. Et tag på et butikscenter kollapsede og 52 mennesker blev dræbt. Det er i sig selv tragisk.
Efterfølgende prøver man at finde en forklaring. Arkitekter, bygningskonstruktører, ingeniører forsøger at finde årsagen i noget fysisk materielt.
Andre bebrejder sig selv eller hinanden, at de ikke købte ind dagen før. Eller måske takker de hinanden for at de ændrede planer i sidste øjeblik og ikke var på det sted, da det gik galt. - Hvis jeg nu havde gjort det anderledes, eller hvis jeg ikke havde…..
Men det er svært at finde mening i tilfældigheder, som ingen mening har.
Det specielle ved begivenheden i Letland er, at der nu er både lægfolk og præster, som ser begivenheden som Guds straf.. Når der sker noget ulykkeligt har det sin årsag. - Nogen har syndet. På en eller anden måde er de selv ude om, at noget går galt. Ellers ville Gud ikke lade det ske. For Gud er retfærdig og almægtig.
Efter den tankegang er det nærmest Gud selv, der er ude med leen.
Hvad mener han egentlig selv om dette, sønnen, Jesus fra Nazareth?

Lukas fortæller, at Jesus en dag var på vej til byen Nain sammen med sine disciple. Humøret har sikkert været højt. For det gik jo godt. Overalt kom folk sammen for at høre hans budskab og for at få hjælp til det som var svært. Nu var flokken som fulgte Jesus spændt på alt det forunderlige, som ville komme til at ske i den næste by.
I stedet blev de i byporten stoppet af et ligfølge som var på vej ud til en begravelse. Der var mange med. For det var en ung mand. - Det var en enkes eneste søn.

Moderen var altså enke. Manden var død og nu manglede hun en til at forsørge sig.
Heldigvis var der en søn, der skulle tage sig af sin mor.
Men nu er han også død.  - Det var en enkes eneste søn.

Det er både trist og tragisk, når et ungt menneske dør. Ofte kommer det pludseligt og chokerende.  - Som midt i en film, der knækker. Han var midt i livet, havde planer for fremtiden, muligheder, livslyst og håb. Og så er det hele slut. Næsten før det er begyndt. - Uigenkaldeligt.
Sådan ser vi vel på det. Vi har fokus på den unge mand, som er død.

Men Jesus så enken, og han ynkedes over hende….For han var den eneste søn. Denne søn var hendes fremtid. - Det var ham, der kunne forsøge hende. Der var ikke andre. Han var hendes livsgrundlag. Men nu var han blevet hentet af ”manden med leen”.

Lad os lige stoppe op og overveje, hvordan historien kunne fortsætte.
- Jesus kunne sige til hende og alle de andre. - Der kan I selv se. Det er hvad der sker, når man ikke tror på Gud og overholder hans bud. Det er straffen. Gud er retfærdig. - Omvend jer medens tid er. En dag er det for sent. - Din idiot, som Jesus sagde det i en lignelse til en rig bonde, der havde travlt med at sikre sig en pensionisttilværelse i sus og dus. - Idiot, for samme nat døde han.
Jesus kunne også have citeret Jobs bog og sagt til hende, at det jo står i bibelen. 
Men gjorde han ikke, - han ynkedes over hende. Over hendes liv og hendes skæbne.

- Jesus kunne også have trøstet hende med ordene om det evige liv, som nu ventede hendes dreng hos Gud. Historien er jo ikke skrevet af en journalist fra lokalavisen, som nøgternt refererede begivenhederne ved en begravelse.
Historien er skrevet og fortalt af Lukas og de øvrige evangelister, som havde oplevet Jesu død og opstandelse. De troede på ham som Guds søn og på det evige liv. Det er derfor, de skriver evangelierne. For at vi skal komme til tro.
Men i fortællingen om enken ved byporten i Nain, siger Jesus ikke noget om opstandelse. Han trøster ikke enken med, at sønnen er hos Gud. Han taler ikke om det evige liv som venter hende forude, sammen med sin søn, sin mand, sine kære.

Det kunne han vel godt have gjort. Men historien har et andet sigte. Den handler ikke om høsten hist. Den handler om livet nu. Jesus møder en kvinde, som har mistet sin eneste søn. Og derved er hendes liv gået i baglås og i stykker. Der er ingen vej frem og ingen vej tilbage. Det er ikke til at bære. Da ynkedes Jesus over hende. Han gik hen og rørte ved båren og sagde: Unge mand, jeg siger dig, rejs dig op. Da satte den døde sig op og begyndte at tale. Og Jesus gav ham til hans mor.

I dag siger vi tak for høsten her. For alt hvad han givet. Både det daglige brød og det som giver liver værdi. - Gud vil at vi skal leve. Livet lige nu. Dertil har han skabt os. Døden har ingen mening. Den livets modsætning.
Jesus forklarer ikke døden. Men han opvækker den døde.
- Det er under den synsvinkel, man kan forstå hele Jesus virksomhed.
Han tror på livet før døden. Han kæmper for kvaliteten, fysisk, psykisk og åndeligt. Han bekæmper døden, før døden. For at vi skal leve.
Han kæmper ikke med alle midler men kun med sympati og kærlighed. Alligevel bringer det ham bestandig på kollisionskurs med både lovforståelse, magtsyge, had. 
Det koster ham livet. Men trods sin død sejrer han alligevel. Livets kræfter er de stærkeste. Det er opstandelsens budskab. Gud er stærkere end selv døden.

Mødet ved byporten i Nain fortæller, at Gud tror på livet, også før døden. Han er aldrig ligeglad. Han giver aldrig op men bliver ved på trods af hvad som helst.
Det er vores liv lige nu, der er vigtigt, ja, umisteligt, og dermed alle de andres liv.
Og det bliver vore liv ved med at være altid.
Og for det siger vi lov og tak og evigt ære være dig Vor Gud, Fader søn og Helligånd, du som var, er og kommer, som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed, Amen.


Vor Gud og far. Vi siger dig tak for vort liv. Tak for den nåde og barmhjertighed som du viser os hver eneste dag.
Hjælp os til at se vort liv i lyset af din kærlighed. Hjælp os til at tro på livet nu og i al evighed. Du som kender os bedre end vi kender os selv. Hør os i det vi beder om, når der nu bliver stille.

Vi beder dig for alle mennesker som lider ondt og er ramt på krop og sind.
Vi beder for de mange, der er på flugt.
Hjælp os med at møde dem med venlighed.
Lad os sammen glæde os over, at de er reddet ud af krigens vold.
Vær med os selv, vores politikere, politiet og alle som skal tage imod de mange flygtninge, som krydser vore grænser.
Styrk dem i deres arbejde og hjælp dem til at værne om den, som er svag.
Vær med alle dem, som vi aldrig hører om, de internt fordrevne, som er på flugt fra nød og elendighed langt fra Europas grænser. Hjælp os til at huske dem, så de ikke bliver glemt.

Vi beder dig for kirken ud over hele jorden i Tanzania, Cambodja os Letland og her i vort sogn. - Giv den ord til at forkynde evangeliet om din kærlighed og nåde. Og giv den modet til at handle værdigt og kærligt overfor både ven og fjende.
Vær med den familie som i dag holder dåb.
Send din Helligånd til os alle, så vi kan mødes åbent og frit uden frygt og angst.
Giv os troen på og håbet om det evige liv både nu og i al fremtid.