18. søndag e. Trinitatis 2015

Spar ikke på angst og venlighed,

skriver Benny Andersen i et digt, som vel nærmest er en skåltale.

Venner lad os drikke og se på hinanden
Spar ikke på venlighed
Vi ved ikke hvem af os der først bliver til ingen eller noget ufatteligt andet
Men i dag kan vi nå hinanden og høre hinandens latter
Det må vi benytte os af
Drik ud - men langsomt - opmærksomt
Spar ikke på angst og venlighed.

Det med venlighed er til at forstå.
Ingen af os ønsker at blive overset eller mødt med en sur bemærkning.
Et smil eller en hilsen betyder meget.
Det kan forandre en hel dag eller et langt liv, på arbejde, i skolen eller hjemme.
Så spar ikke på venlighed, for det er givet godt ud. Som du ønsker at andre skal gøre mod dig, det skal du gøre mod dem… Du skal elske din næste som dig selv….

Det er sværere med angsten. - Hvad mener han med det? -  Vi plejer ikke at udstille vor angst. Den holder vi for os selv, - inde bag facaden, for vi er sårbare. Men når vi holder det for os selv, som nager og gør ondt, følger ensomheden med som en skygge. Bliver man bange for angsten får den først rigtig fat. Så er fanden løs.
Så spar ikke på angst, det vil være venligt. 
Begge dele hører med til livet. - Sådan er verden, i følge Andersen;

Fra Benny Andersen går jeg nu over til diskussionen på tempelpladsen i Jerusalem. Jøderne ville have Jesus til at dumme sig. Efter at have spurgt ham ud om hans forhold til skat og kejsermagt, og om ægteskab her og i himlen, stillede de spørgsmålet om det vigtigste bud i loven.
Spørgsmålet var drilsk, for selv mente de ikke, at der kunne laves nogen rangorden. - Alle bud var lige vigtige.


Men for Jesus er der ingen tvivl: Du skal elske Gud. Det første af de 10 bud er nemlig samtidig den Jødiske trosbekendelse. - Så det drilske spørgsmål går hen og bliver rent selvmål. Som jøder er de nødt til at være enig med ham i, at buddet om at skulle elske Herren sin Gud af hele sit hjerte er det vigtigste. Af hele dit hjerte, sjæl og sind…


Og derpå sammenfatter Jesus alle de andre bud til buddet om at skulle elske sin næste som dig selv. For det er omdrejningspunktet for hele loven og profeterne, Det gamle Testamente. Så er der ikke mere at komme efter.

Jeg har det nok sværere med det svar end jøderne dengang. Det er noget med ordet ”skal”.  Du skal elske!!!  Ja, du skal så.  Jeg synes, der er noget ved den kommando, som strider mod kærlighedens væsen. Kærlighed er jo netop noget, som kommer til én, som griber os, en kraft som tager fat i os. Det er derfor, det er så stort at blive elsket og selv at elske.  Fordi det ikke er en præstation, som man kan takke sig selv for. -  Men derimod noget, der bliver givet, gratis, en gave, og ikke en fortjeneste.
Kærlighed afhænger med andre ord ikke af viljestyrke. -  Ellers ville nutidens skilsmisseprocenter være udtryk for at en umådelig slaphed hos os danskere. Og det passer ikke i forhold til dem, jeg kender….

Så man er nødt til at forstå dette ”skal” på en anden måde. - Det er ikke dommeren eller politimesteren, der som lovens vogter byder sine borgere, at de skal elske hinanden. - Det ville der aldrig komme kærlighed ud af. Heller ikke, hvis det var ens egen far og mor, der i magtfuldkommenhed påbød os at elske.

Jeg forestiller mig noget helt andet i dette ”skal”.  Du skal.


Når et barn bliver født og forlader det varme vand inde i sin mors mave og kommer ud i en kold verden, begynder noget helt nyt, som barnet skal til at finde ud af. Det skal trække vejret. - Nogle gange går det af sig selv. Andre gange løfter jordmoderen barnet op i benene og giver barnet et klask bag i, så det bliver nødt til at skrige og give lyd af sig. - Det klask er sproget for ”du skal”. Det er venligt ment. Det er for at barnet skal leve. - Du skal trække vejret, lille ven. - Det hører med at til det at leve.
Vi tror, det er godt at leve. Derfor vil vi også gerne, at du skal leve.

På samme måde med Gud og kærligheden. Gud taler til os som jordmoderen: Det er godt at leve, derfor skal du elske. - Det er meningen med livet.


Gud har skabt os til kærlighed.  Derfor siger han til mig: Du elske Gud af hele dit hjerte, sjæl og sind. For det er gensidigt.

Gud elsker både dig og din næste. Det skal du også gøre.  Du skal elske din næste, ligesom din næste skal elske dig.

Sådan vil kærligheden blive fuldkommen mellem os.

I marts 2007 tog vi de nye lokaler med kirketorv og kontorbygning i brug. I den anledning gav Bjørn Eidsvåg fra Norge en koncert her i kirken, hvor han sang nogle af sine melodiske menneskevarme sange. - Jeg husker specielt det, han sagde mellem to sange. - Der var 3 korte sætninger:

Jeg tror på kærligheden.
Jeg vil tro på kærligheden.
Jeg vil tro på, at kærligheden er større end min evne til at kunne elske.

Jeg tror på kærligheden. - Det gør vi alle sammen. - Det er derfor der bliver talt  og sunget om den hele tiden. - musik,  litteratur, film, teater og kunst handler om det. - Reklamen, sladderpressen og alt det vi går op i, handler på en eller anden måde om kærlighed.  Måske fordi det er så svært. Fordi det så ofte kikser og mislykkes, fordi vi skuffes, svigter og måske bliver fanget af misundelsens og jalousiens helvede….

Derfor er det ikke nok at sige, at jeg tror på kærligheden. - Der skal vilje til. Og udholdenhed. - Det er et projekt, som tager tid, og kræver engagement og overbærenhed. - Måske endda tilgivelse. Ikke én gang. Men igen og igen. Jeg vil tro på kærligheden. Godt nok!  Men hvor lang tid kan jeg blive ved med at ville?
 - Hvis kærligheden kun rækker til min evne til at kunne elske, så ser det sort ud.

Derfor den tredje sætning: 
Jeg tror på, at kærligheden er større end min evne til at kunne elske.
Det er en fantastisk sætning. Den rummer både storhed og fald.
For med den bekender vi os til kærligheden som det umisteligt vigtige i vort liv.
Kærligheden er det største og det bedste. Med den bliver livet værd at leve.
Samtidig rummer den magtesløsheden. Det, at vi hele tiden kommer til kort. At vi ikke kan leve op til det, vi tror på. - At vi svigter vore idealer og bedrager både hinanden og os selv. - Som det hedder i Nordahl Griegs kendte sang:
Ædelt er mennesket, jorden er rig. Findes her nød og sult, skyldes det svig.

Men nu er der en kærlighed, der er større end min evne til at kunne elske.
Den er som en kraft, der kan griber mig, når jeg er havnet i en blindgyde, og har tabt mit liv på gulvet, når jeg har ført mig selv og mine kære bag lyset, når jeg har taget glæden fra andre og mast dem hensynsløst for selv at få mere ud af det…..
Kærligheden er en kraft, som kan komme med lyset fra en ny dag, med en morgens mulighed  og når feberen forsvinder efter lang tids sygdom.
Det er en kraft, som kan komme i mødet med lidt venlighed fra en ven eller fjende.
Det er en kraft som kan gribe en med inspiration og begejstring i mødet med nye tanker eller stor kunst.
Det er en livskraft, som kommer fra skaberen selv og som er på spil, som en vind, der kan puste liv i hendøende gløder.

Jeg vil nu prøve at samle prædikenenes pointe i nogle få sætninger:
Det den skabende Gud, den elskende Gud, som taler i de ord Jesus siger.
I ham er den kærlighed, der er stærkere end min evne til at kunne elske. 
Jesus er søn af Adam, som var det første menneske. En menneskesøn….
Han var søn af David, som var det største menneske. En kongesøn….
Men Jesus er mere end det. Han er søn af Gud og er den kraft …. og formidler den kraft, som er større end det, jeg formår. - I ham er det overskud af kærlighed, som ikke kommer til kort overfor hverken angst, had og død. - Han gav sig selv hen, helhjertet i troen på kærligheden. Nederlag blev derfor vendt til sejr. En vej blev åbnet fra død til liv. Korset blev forvandlet til et livstegn som forkynder håbet om, at kærligheden aldrig hører op. I det tegn er vi blevet døbt.
Vi er blevet genfødt til et levende håb ved hans opstandelse fra de døde med en kærlighed der er større end min evne til at kunne elske….


Derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig vor Gud, Fader Søn og Helligånd, du som var er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed, Amen.