19. december 2015


Engang sad Gud i sin himmel og kom i rigtigt julehumør.
Han kunne se de mange sure og vrede mennesker, som sloges og var i krig.
Derfor ville han gerne gøre noget, som kunne få dem til at tænke på noget andet end alt det, der gør ondt.
Han ville gerne give dem en stor gave.
Mange laver ønskesedler med alt det, de gerne selv vil have.
Men Gud tænkte på, hvad han gerne ville give.
Først skabte han jorden med planter og dyr og bad Adam og Eva om at hjælpe med at passe på det hele. 
Så fik Adam og Eva børn. Men de kom op at slås og var onde ved hinanden.
Da tænkte Gud, at han var nødt til at lave nogle gode regler, som menneskene skulle leve efter. Men det hjalp ikke.
Til sidst besluttede Gud, at give menneskene en stor gave. Så stor, at alle ville blive så glade, at de holdt op med at være onde.
Det er den gave, vi får i aften. Verdens største julegave.
Den er til alle mennesker.  Og gaven er Jesus, hans egen søn.
Gud sendte Jesus for at være sammen med os. Og dele sin juleglæde med os.
Historien om Guds julegave til os, kalder vi juleevangeliet:

Det handler om Josef og Maria. De var ikke hjemme. De var på rejse. – Det var ikke noget, de selv havde besluttet. De var rejst til Betlehem, fordi det passede kejseren at afholde en folketælling. Man kan ikke sige, at de var på flugt fra hverken sult eller krig. Men de var heller ikke dér, hvor de selv helst ville være.
Sådan er livet for mange mennesker, som bliver nødt til at rejse et andet sted hen, fordi man skal skifte skole eller arbejde, eller fordi man ikke har råd til at betale sin husleje. Mange må også rejse pga frygt for krig og forfølgelser.

Da Josef og Maria kom til Betlehem var det ikke plads. Alt var optaget. De blev nødt til at søge ly i en stald og indrette sig der. For nu ville barnet ud, og barnet spørger ikke moderen, om hun har tid. Det kommer bare.

Hvis vi skal forstå det, der skete for Josef og Maria, er det nok bedst, at vi glemmer de hyggelige julekrybber, hvor æslet og koen står i baggrunden medens Maria lykkeligt sidder med sit lille barn, som hun lægger i krybben. Det har næppe været særlig hyggeligt for Maria, som førstegangsfødende, i en stald, langt væk hjemmefra, uden sin mor, mere eller mindre alene i verden, uden andet end klude at svøbe sit barn i. – Nej, Josef og Maria var ikke der, hvor de helst selv ville være.

Men så kom nogle hyrder ind i deres stald. De vil gerne se det nyfødte barn. De fortæller en fantastisk historie om det, de har oplevet ude på deres mark, hvor de lå og sov.  Nogen, noget, et eller andet overraskede dem totalt med et budskab om en frelsers fødsel. Det var et budskab om en stor glæde, som skulle være for hele folket, alle folk.  Det lød som sød musik i deres ører, da de først var kommet sig over forskrækkelsen. Det var som toner fra himlen, en himmelsk lovsang til Gud ære i både himmel og på jord. – Et budskab om fred til alle mennesker.

Jeg synes godt, man kan undre sig over disse engle og spørge, om de ikke er fløjet forkert. Det havde da været oplagt for dem, at synge for den nyfødte og for Josef og Maria, som havde været så meget igennem. – Måske var der en fejl i det himmelske navigationsudstyr.  Så den himmelske GPS har fået dem til at flyve nogle kilometer forkert, så englene i stedet for stalden ved Betlehem har ramt nogle sagesløse hyrder, som ikke skulle have noget med den historie at gøre.

Men nej! Netop hyrdebesøget er noget af det vigtige og forunderlige ved historien. For Maria og Josef får ikke besøg af engle men af hyrder, som bliver, som engle for dem.  De får i stalden budskab om det store, der er sket gennem nogle hyrder, som ingen regnede for noget. – Men de er noget. For de er blevet overbringere af det glædelige budskab til alle folk. – Og altså også dem selv.

Sådan blev det også, da Jesu som voksen trådte frem med sit budskab om Gud og Guds rige. – Han samlede disciple og lærte dem op i troen på Gud og hans rige. De var helt almindelige mennesker med helt almindelige jobs. – Men det var dem, som han sendte ud med det glade budskab, at snart vil elendighed, ondskab og død bliver overvundet af fred og glæde.
Disciple er en slags engle, eller også er det englene, der er en slags disciple. – For det vigtige ved dem er det budskab, de bringer. – Og der er blevet flere og flere kristne ud over hele verden.  – Flere som tror på, at Jesus er den store gave, som Gud i sin kærlighed har givet verden for at gøre os kærlige og glade, så at det onde må forsvinde helt fra vor jord.

Det har jeg en lille sang om. – en rytme sang, som vi sammen skal lære nu.
Håndflader  mod hinanden 4 gange
Knips i hænderne 4 gange
slag mod lårene 4 gange
hænder slås ud i et stort Wauw.

Når det regner…. bliver en dråbe til et stort vandløb som løber ud i havet
Når et frø lægges i jorden kan det vokse og gro og blive et stort træ
Når et lille barn fødes. Et lille bitte forsvarsløst menneske kan blive voksen
Da Jesus blev født voksede op, fortalte om Gud,  Flere og flere.   Til sidst alle.
Det bliver stort, men det begynder småt. 

Råbet ”Gud er stor” har man hørt fra maskerede, mørke mænd, som tungt bevæbnet trænger ind på steder med mange mennesker. Vi har oplevet, at de har brugt deres våben mod folk, vildt og voldsomt for at skabe så megen elendighed og død som muligt.
Vi har efterhånden hørt om det flere gange.
Der er mange af os, der har meget svært ved at se Guds storhed i det, de gør.
Det virker som om, de forveksler deres egen ildkraft med Guds power.
Der er ikke meget tiltro til Guds storhed i det, de gør. Og heller ikke megen re-spekt for det Guds har skabt. Tvært om. – Det er døden de vil, ikke liv.

Men den Gud, som er Jesu himmelske far, er stor. Men på en helt anden måde.
Han er så stor, at han tør at blive lille. Helt lille som et lille nyfødt barn.
Som i sig selv ikke kan noget. Men som dog har kraften i sig til det helt store.
Som frøet kan spire og gro og blive til et træ med mange grene, blade og frugter, sådan bliver det lille barn i krybben til den frelser, som sprænger dødens magt og etablerer et fremtidigt liv i al evighed.

Den kraft vi taler om, er kærlighed. – Den har en umådelig megen magt over os. Men den anvender ikke selv magt. – Den tvinger på en anden måde.
 – Som et lille forsvarsløst barn i sin forældres hænder kan fremkalde alt det bedste i dem.
-  Som mennesker kan blive knyttet til hinanden uden tvang – Fuldstændigt frivilligt. Sådan kan vi blive knyttet til Gud og til hinanden på en måde som vil fylde os med fred og glæde.  Sådan er kærlighedens magt. – Og den kærlighed hører aldrig op. – Det er den kristne tro i sit inderste væsen.  Denne magt ser vi i Jesus. Han er denne levende kærlighed. Derom vidner englene. Derom vidner evangelisterne, og apostlene, Derom kan vi alle vidne. – og når vi gør det hører vi  tonen fra himlen og bringer den videre, solosang eller bedre som fællessang.
Det er denne tone, som Gud i sit julehumør vil lade alle folk høre.
Og derfor kan vi ønske hinanden glædelig jul.