20. søndag e. Trinitatis 2015

Tilgivelse er det særlige ved den kristne tro; - ikke straf.
Man skal ikke være bange for Gud. Han er ikke en hævnende Gud men en nådig.
Onsdag i sidste uge var der Cambodja sangdag med afsluttende koncert om aftenen.
Kirken var propfyldt, da 180 skolebørn sang løs om regnvejr og rotter og alt muligt andet, som hører til hverdagsliv i Cambodja.
Det blev der så fortalt om mellem sangene af nogle, som selv har været på besøg i vores venskabskirke i Preah Sdach.
En af de beretninger, som gjorde mest indtryk var historien om Oernd, en ældre herre som i dag er formand for menighedsrådet i kirken i Preah Sdach.
I 1975 erobrede Pol Pot i 1975  magten og indledte det terrorregime, som kom til at koste måske 2 millioner eller ca. 15% af befolkningen livet.
Oernd var en af de mange som blev pågrebet og ført bort.
De bagbundne fanger blev stillet op på en lang række og fik én efter én sat en pistol på hovedet og skudt.
Da bøddelen var kommet til Oernd, var det lykkedes ham at få skubbet en anden ind foran, som derpå blev henrettet. Nu var det Oernds tur, men så klikkede pistolen. Der var ikke flere patroner og han slap derfra med livet i behold.
Det har han siden haft det rigtig træls med. - Han blev plaget af onde tanker, havde dårlig samvittighed og kunne ikke sove om natten, fortalte han til Claus.  Han kunne ikke komme til rette med skylden for det han havde gjort og komme videre med sit liv.
Men så blev han kristen. Han havde været buddhist og troede vel på, at han ville blive straffet i sit næste liv med en dårlig karma for det, han havde gjort.
Men som kristen fik han et helt andet syn på livet.  Gud vil tilgive os vor skyld og sætte os fri fra alt det, som binder os til fortiden. Jesus kan få os til at vende blikket fremad, i tro på, at en bedre fremtid venter os, både nu og engang i Guds rige.

Han lærte, at man behøver ikke at blive plaget af onde ånder og de mørke tanker, som præger så mange og binder så mange kræfter til ingen verdens nytte.
I stedet kan vi give os i kast med det liv, som vi lever her og nu med hinanden.

Tilgivelse af skyld kan lette på en sort samvittighed. Ikke ved at glemme noget, ikke ved at ændre det, som er sket. Ikke ved at hævne sig og gengælde det, som er gjort. Men ved forsoning. -  Ved tilgivelse.

Det sidder dybt i de fleste mennesker, at man skal straffes for det man gør.
Det gælder i Buddhismen, hvor hævnen rammer i næste inkarnation. Det gælder i Islam og jødedom. Mange kristne har det vist også svært med tilgivelse uden hævn.

Men sådan var det ikke for Jesus. - Han siger gerne:  - Dine synder forlades dig.
Det var sidste søndags evangelium i fortællingen om de 4 unge mænd, som bar deres handlingslammede ven hen til Jesus.  Da de ikke kunne komme ind i huset, hvor han var, kravlede de op på taget, lavede hul i loftet og firede deres syge kammaret ned lige foran Jesu fødder:  - Dine synder forlades dig, siger Jesus til ham… og det virker så stærkt, at han rejser sig fra sin båre og går….
Jesus siger det til kvinden, som nogen vil stene for hendes overtrædelse af det 6. bud.
Han siger det til sine bødler, som fæster ham til korset.

Jesus blev imødegået med stor vrede af flere ledende jøder. Af flere grunde
1. Kun én kan tilgive syndere. Og det er Gud.
Men det er netop pointen med Jesus. Han repræsenterer Gud. Han handler på Guds vegne, fordi han er Guds søn.  Det Jesus gør, står Gud inde for.
2. Det kunne de skriftkloge ikke tro, for i GT erfarer vi gang på gang, at Gud er en både vred og straffende Gud. Han tildeler folk den skæbne de har fortjent.
Når det går dig godt og du har et godt liv, har det sin grund i Guds velsignelse af dig, fordi du er godt menneske.
Modsat forklarede man en ulykkelig skæbne med sygdom og fattigdom som en straf, man på en eller anden måde havde fortjent på grund af ulydighed og vantro.

Tænk blot på eksemplet med en pottemager, som vi hørte i den første læsning.
Hvis ikke kanden eller karret arter sig ordentligt, bliver det kasseret og smidt hen i dyngen med potteskår.

Det er ikke den eneste fortælling i det gamle Testamente om Guds trang til at ødelægge det, som mislykkedes. Syndfloden kommer på grund af menneskers ondskab. - Gud lader det regne så meget, at vandet som en zunami drukner alting undtagen Noa og hans familie.
Men den fortælling har en overraskende slutning: For her lover Gud, at det aldrig mere skal ske og som tegn på sit løfte får vi regnbuen. Så hver gang vi ser en regnbue kan vi tænke på, at Gud aldrig mere vil udrydde alt levende!!!

For Gud er mennesket værdifuldt. Ja, der står i skabelsesberetningen, at vi er skabt i Guds billede. Skulle det ske, at mennesket blev udryddet og forsvandt ville det være et nederlag for Guds selv. For vi ligner ham og er skabt i hans kærlighed.

Jeg synes ikke man kan synge ”Gud er Gud om alle mand er døde” i Herre Gud dit dyre navn og ære. Hvis alt det levende skulle dø, er det en del af Gud selv, som dør.
- Gud vil ikke være den samme, hvis hans skaberværk bryder sammen. - Gud kan meget. Men ikke alt. Fornægte sig selv, kan han ikke.
Det er der trøst i. - For så er Gud til at stole på.

Det er det vi ser i Jesus Kristus. Han kom til os med kærlighed og tilgivelse. Han er ikke kommet for at gengælde os vor ondskab men for at vinde os for det gode.
Han kom med kærlighed for, at vi skulle elske hinanden.
Og derfor er denne lignelse, vi hører i dag så mærkværdig.
 

En konge ville holde sin søns bryllup. 
Derfor blev en række gæster inviteret - men de ville ikke komme. Det var 1. runde.
Så sende han nogle andre tjenere ud og lokkede med en appetitvækkende menu.
Der skulle både serveres okse- og kalvesteg.
Men den ene ville hellere passe sin mark og den anden lave penge. Og så var der nogen, der slog sendebudene ihjel.
Der fik kongen til at sætte hæren ind mod dem og brænde deres by af.

I stedet blev nu alle mulige andre fra det yderste overdrev inviteret. Hvordan kongen bar sig af med at holde maden frisk under sin lynkrig, ved jeg ikke.
Men fest skulle der være. - men så,  ak og ve. En af disse hjemløse havde ikke fået pænt tøj på. Så han blev bagbundet og smidt ud i mørket til gråd og tænderskæren.

Det er jo ikke til at forstå sådan en historie. Kongen bruger sin magt på en måde, så enhver må komme til at frygte ham. - Frihed og glæde kan da umuligt trives i et miljø med den form temperamentsfuld og gengældende vrede.

For mig at se er historien blevet pakket ind i nogle fortolkninger, som måske har hjemsted i klassisk jødedom og som måske har fået næring i den romerske verden, hvor de kristne blev forfulgt; hvor evangeliets sendebude faktisk blev slået ihjel.
Og hvor der var nykristne, som ikke havde indstillet sig på, at man var nødt til at omvende sig. - At det skulle kunne ses på én, at man var kommet fri af den gamle romerske verdens livsstil, som man havde levet i tidligere.

Når alt dette er sagt, kan man måske godt genkende noget, som kunne have været den oprindelige historie, som Jesus har fortalt.
Der er historien om en konge, der er opsat på at holde en fest for mange.
Derfor bliver mange inviteret. - men der er nogle, som takker nej.
I stedet for at miste modet, give op og aflyse festen, så vælger kongen den overraskende løsning, at invitere nogle helt andre end de nærmeste.
Han inviterer alle dem, som er udenfor.

Og alle disse mennesker svarer til de toldere og syndere, som Jesus omgiver sig med og deler alting med. - her er der fest. Og det er der, fordi Gud vil at der skal være fest.  Hertil er alle velkomne. - Der skal ikke sorteres og gøres forskel ved indgangen.  Alle må komme med.  - Det er tilgivelsens virkelighed. Du hører med.
Men ikke alene. Sammen med alle mulige andre. - Også dit offer, også din fjende.
I skal være der sammen. - Så hvis det skulle være til at holde ud i Guds rige , så er I nødt til at forliges, forsones for at kunne forenes med alle andre.
Og det er ikke det værste der kunne ske…
Og for det siger vi lov og tak og evigt ære være dig vor Gud, fader, Søn og Helligånd, du som var er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed, Amen.