23. søndag e. Trinitatis 2015

Evangelieteksten med spørgsmålet om at betale skat til kejseren udfordrer os til at tænke på forholdet mellem kristendom og samfund. Det kommer denne prædiken til at handle om.
Det er godt at leve i et land med gode love.
Så ved vi hvad man må og hvad man ikke må.
Det er ligesom med trafikken. -  Der er regler for færdsel på vejene.
Det er praktisk, at vi kører i højre side. - Så kan vi komme hurtigt og sikkert frem. Men det er dræbende, når nogen pludselig skifter side og kører i den modsatte retning. - De færdes som spøgelser og er livsfarlige for både sig selv og for andre.
Det er vigtigt, at alle følger de samme regler. Hvis det kun er 50 % der kører i højre side bliver der kaos. Det er altså ikke nok med regler. De skal overholdes.
Derfor er vi nødt til at have nogen til at stoppe dem, som bryder loven. Hvad enten de stjæler, slår ihjel eller nægter at betale skat.
Dommerne skal afgøre, om vi har handlet ret eller overtrådt loven. Og politiet skal standse dem, som bryder reglerne og sætte dem i fængsel, som er blevet dømt til en straf.
Og ikke nok med det. Der er nødt til at være en leder, en regering, som bestemmer, hvilke regler vi skal have og en øvrighed der har magt til at få os alle til at holde reglerne. For det er bedre at leve i et samfund med klare tydelige regler, som vi følger, end det er at leve i et samfund, hvor alle gør det, de har lyst til. 

I dag har vi demokrati. Vi har alle lige meget magt. Ved folketingsvalget afgør vi, hvem der skal være vores ledere. Vi afgiver magten til nogle få, som skal være regering og øvrighed på vores vegne. Når der er valg næste gang, kan vi tage magten tilbage og give den til dem, som skal regere os i næste periode.

Det med demokrati er noget nyt i historien. Før i tiden havde konger og kejsere magt over lande og folk. -  Det havde de, fordi de var de stærkeste. - Hvis ikke de havde viljen og styrken til at regere blev de fjernet af nogen, som havde mere magt og styrke.  Den jævne mand blev sjældent spurgt til råds. Magtkampene fandt sted blandt de rige, de kloge og de stærkeste, som ofte blev fundet i militærets rækker.

Israel var en del af det romerske verdensrige som blev styret af en kejser.  De bestemte ikke selv, skønt de efter deres egen mening var Guds udvalgte folk.
Det var ikke som i kong Davids dage, 1000 år tidligere, hvor landet var stort og frit.
Pontius Pilatus og hans øvrighed styrede landet på kejserens vegne. -
Man var nødt til at samarbejde romerne. Men man ville hellere have været fri.
Romerne var jo hedninger og uomskårne afgudsdyrkere. -  Det var med stor ulyst, at man fandt sig i det. Og der var også dem som ikke kunne forstå, hvorfor Gud kunne
tillade denne ydmygende situation for Israel. 

Jesus var kommet til Jerusalem og var genstand for megen opmærksomhed. Mange mennesker var samlet på tempelpladsen og lyttede til det han sagde.

Farisæerne og de skriftkloge kunne ikke lide det og forsøgte sig med en række drilske spørgsmål, som ville kunne afsløre Jesus som en middelmådighed, som en selvlært profet, som ikke var opmærksomheden værdig.

- Har man lov til at betale kejseren skat eller ej?
- Det var et smart spørgsmål. -  Der er to muligheder.
Han kan sige ja, og så har han afsløret sig som en, der vil samarbejde med Romerne.
Han kan sige nej, så har han gjort sig selv til oprører.
Uanset hvad han svarer, bliver det forkert.

Hvis han siger ja og betaler skat til kejseren, kommer han i modstrid til det han har sagt om Guds rige; at det er kommet nær til velsignelse for fattige og fangne, for toldere og syndere, for syge og besatte. Han har stillet alle disse mine mindste små den store forandring i udsigt.  I Guds rige er vi alle Guds elskede børn. Uden forskel.
Det er der i kejserens rige. Der er helt vildt forskel på romerske statsborgere og alle andre. Forskel på træl og fri. På rig og fattig, på voksne og børn. 
Et ja til kejseren er et ja til hele det romerske system, som Jesus er i modstrid til.

Hvis han siger nej, har han lagt sig ud med romermagten og samarbejdspolitikken. Så bliver han nødt til at gå under jorden og skjule sig, for så har han gjort sig til rebel, som opfordrer til modstand mod den romerske magt.

Jesus svarer hverken ja eller nej. - Vis mig skattens mønt, spørger han tilbage.
I ren befippelse griber en af dem ned i lommen og rækker Jesus skattens mønt.
På den er billedet af kejseren. - Det er altså kejserens.  - Så giv kejseren hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er.
Jeg forestiller mig, at Jesus sammen med ordene har givet han mønten tilbage.
Ham, der ved at have mønten i lommen har afsløret sig selv som romervenlig.

Men hvad er det så, der er Guds?
Det er det hele, himlen og jorden, planter og dyr og menneskelivet. - Vi er her, fordi Gud har skabt os. Ingen af os har skabt sig selv. Alting er blevet os givet.
Som skattens mønt bærer kejserens billede. Sådan bærer vi alle Guds billede. - For Gud har skabt os i sit billede. -  Som sådan kan vi se os selv. - Og hinanden.
Med vort liv har Gud givet os magt og myndighed til at tage vare på livet.
- Det gælder også for kejseren. Han må ligesom alle andre se sit liv som Guds gave.
Vi er altså nødt til at tænke politik og statsmagt med i den kristne tro. - Den handler ikke kun om noget indre personligt, om tro og følelser. Noget man skal holde for sig selv i det skjulte. -  En privatsag er det ikke. -  For Jesus er blevet givet al magt i himlen og på jorden. - Så hører den ikke kun til i lønkammeret og i kirken.
Den kristne tro har også bud til os, når vi er i det offentlige rum.

Modsætningen består ikke mellem det verdslige regime og det åndelige, sådan som vi har haft tradition for at tænke siden 300 tallet, hvor kejseren i Rom besluttede at standse forfølgelserne af de kristne og i stedet indlede et samarbejde.
Det var godt for kirken. - Men efterfølgende fulgte en kamp mellem kirkens ledere og politikkerne, om hvem der skulle bestemme i både kirke og stat.
Nogle af disse ledere i kirke og stat har vel næsten tænkt, at de regerede i Guds rige.
- Og det er for øvrigt ikke kun i den kristne verden, at lederen blev betragtet som Guds stedfortræder på jorden med magt og myndighed til at herske på Guds vegne.
Der ser man også i dele af islam, hvor tanken om Kalifatet lever i det skjulte og nu senest helt åbenlyst i IS, som har taget magten i dele af Irak og Syrien.

Nej modsætningen går ikke mellem det verdslige og det åndelige regime.
Det går mellem den verden vi lever i lige nu og så den kommende i Guds rige.
Og det store spørgsmål er jo, hvornår Guds rige kommer.
Og hvorfor er det ikke allerede kommet?   Nu har vi ventet i snart 2000 år.

Jeg kender ikke svaret. Der gør ingen. Men Jesus ønskede ikke at blive kejser. - Ikke på Fandens vilkår. - Sådan som det klart fremgår af fristelsesberetningen, hvor Han tilbydes verdensmagten af Satan men afviser.
Gud har givet os del i sin magt. - ikke for at vi skal herske men for at vi skal tjene hinanden. For vi er alle lige. Alle er vi skabt i Guds billede. Alle har vi vor værdighed i kraft af hans kærlighed til os.
Denne magt, denne værdighed får de bedste vilkår i et demokratisk samfund, tror jeg.
Når demokrati vel at mærke giver plads for samtale, forståelse, sympati, respekt.
Jeg tror vi tænker for småt om demokratiet.  - Fordi det kan misbruges.
- Når demokratiet bruges af flertallet til at forbigå og tryne mindretallet.
- Når flertallets mening forveksles med sandheden, bare fordi de er de fleste.
- Når demokrati benyttes til at afskaffe demokratiet.

Hvordan det bliver i Guds rige ved vi ikke. - Men vi ved, at der er mange boliger med plads til os alle. Og her skal komme sammen fra øst og vest og fra syd og nord leve sammen i fred og glæde. Det må blive som festival med musik og lovsang uden ende.
Jeg kan ikke forestille mig livet hos Gud domineret af hverken kejsere eller generaler, kaliffer eller paver, som styrer med vold og våbenmagt.
Derimod vil den gensidige respekt mellem almindelige mennesker være stor.
Og den måde at være sammen på ligner for mig at se demokratiet.
- Og jeg spørger, er det mon det vi venter på og det Gud venter på. At vi lærer at lever sammen som i et demokrati med alle folk?
Under alle omstændigheder hører arbejdet for medmenneskelighed og demokrati med til det at forkynde evangeliet Jesu magt for alle folkeslag indtil verdens ende.
For det handler om at give Guds, hvad Guds er.
Det gjorde Jesus til frelse for alle mennesker.
Deri er han blevet forbillede for alle os andre
Og for det siger vi lov og tak og evigt ære være dig, Vor Gud Fader søn og Helligånd. Du som var er og kommer som en sand treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed, Amen.


Vor Gud og Far.
Vi takker dig for alt hvad du har givet os.  For jorden og alt det som vokser og gror, Og for livet med hinanden som forældre og børn, familie og venner.
Og for mennesker at mødes med til trøst i sorg og opmuntring i modgangen og glæde i kærligheden.
Giv os med tro håb og kærlighed at arbejde med på en verden med plads til alle, så vort liv kommer til at ligne det billede du har skabt os i.
Og tilgiv os, hver gang billedet bliver forvrænget og ødelagt
Du som kender os bedre end vi kender os selv. Hør os i det vi beder om, når der nu bliver stille.

Vi beder dig for mennesker som har det svært, os selv og andre, de ensomme, hjemløse, de modløse og dem som savner et menneske, som har stået dem nært.
Hjælp os til at tro, at du vil skabe en ny mening i alt det, som synes os meningsløst.

Vi beder dig for vort land, for demokratiet lokalt, nationalt og internationalt. Vær med vor dronning og hendes familie og alle familie. Giv alle som har magt og indflydelse at arbejde for retfærdighed og fred.

Velsign kirken ud over hele jorden og her hos os. Lad den blive et lys i mørket, et håb i fortvivlelsen og fællesskab som må vokse sig stærkt mellem os, hvor vi kan mødes åbent og frit uden frygt og angst.
Fyld os med din kærlighed. Amen.