24-12 Julenat 2015


Mennesker har til alle tider søgt Gud.
- For at få greb om ham og kontrol over den uforudsigelige tilværelse.
Man har bygget templer til Gud, hvor han skulle bo.
Man har lavet statuer, der skulle ligne ham.
Man har bygget altre for at behage ham med velduftende ofre.
Men har skabt musik, som skulle åbne vore ører for lovprisningen af hans storhed.
Og lavet kunst, som kunne åbne vore øje for han herlighed.
Af tankens vej at nå ind forståelse af tilværelsens gåde gennem filosofi.
Man har gennem høj moral og gode gerninger forsøgt at fortjene sig til at frelse.
Og man har gennem fysik og videnskab forsøgt at erobrer områder af tilværelsen, som før blev betragtet som religiøse.
Ja, mennesker har endog i sin religiøse søgen forsøgt at finde Gud og frelsen i sig selv og i sit eget indre.
Som svar på al denne søgen, har Gud i denne nat vist os sig selv.
Han er det nyfødte barn i krybben i Betlehem.
Men det var der ingen, der opdagede. – At Gud skulle komme som en forsvarsløs baby, kom bag på stort set alle. Det var ikke lige det, man havde tænkt sig. 

Gud er stor, har man hørt fra maskerede mørke mænd, som tungt bevæbnet trængte ind på steder med mange mennesker, som de derefter nådesløst rettede deres våben i- mod for at skabe så megen elendighed og død som muligt.  Vi har efterhånden hørt om det adskillige gange.
Der er mange af os, der har svært ved at se Guds storhed i dette.
Det virker, som om de tror, at deres ildkraft er identisk med Guds power. Og det er svært at se andet, end at de har forvekslet Guds storhed med styrken i deres våben.
De har med andre ord givet sig selv rettighed og magt, som var de Gud.

Gud har allerede svaret  - ved at blive det lille menneske, som prisgiver sig selv til menneskers omsorg og godhed. I tiltro til, at han som ethvert barn vil kunne kalde det bedste frem i de voksne. – Så stor er Gud, at han tør blive et lille menneske, en helt almindelig en af slagsen.

Man kan undre sig over måden han kom på. Det virkede ikke særlig planlagt.  Josef og Maria var i hvert fald ikke det sted, de selv gerne ville være. De var blevet tvunget til at rejse til Betlehem fra Nazareth. De var vel ikke egentlig flygtninge. Men det var kejserens befaling, der havde tvunget dem ud på den lange tur, selvom Maria var højgravid. Men sådan noget tog kejseren sig ikke af.
Det gjorde Betlehems indbyggere heller ikke. – Nu blev de vel ikke registreret ved indrejse i kommunen. De skulle heller ikke af med smykker og penge. Tvært i mod.
De blev aldeles overset og overladt til sig selv, for der var ikke nogen, der kunne huse dem.
Og så måtte de tage til takke med en stald og lade naturens kræfter råde med det resultat, at Maria fik født sit barn i al ubemærkethed. 

Det er så ubemærket, at Gud må sende nogle engle til en flok hyrder, for at få dem til at gå til Betlehem og finde barnet. Hyrderne bliver på denne måde en slags indirekte engle, som vidner for Maria og Josef og for os, at det er Guds søn, verdens frelser, der ligger i krybben. Det er igennem dem, at vi hører det glædelige budskab til alle folk, at der i dag er født en frelser i Davids by. At denne frelser er Kristus, Herren.

Vi har gjort os mange billeder af stalden i Betlehem. Og de fleste af dem er vel ganske hyggelige og afspejler den ro og harmoni, som vi ønsker for vores egen julefejring. – Men sådan var det vel ikke. – En ung førstegangsfødende kvinde, som langt fra hjemmet selv må finde ud af det, at føde et barn.  Det værst tænkelige ved den lange rejse var sket. – Overset af det etablerede civilsamfund måtte hun tage til takke med barselsbesøg af nogle kastesløse palæstinensere, eller hvad de nu var.

Men sådan er fortællingen om verdens frelser. – Som voksen var han der netop for dem, som ikke var der, hvor de gerne ville være i deres liv. Der kan være så mange grunde til, at livet bliver helt anderledes, end man havde tænkt sig. Sygdom, arbejdsløshed, ondskab, lovløshed, fattigdom, anden etnisk herkomst, osv. Og nogle af disse blev disciple, som delte det hårde liv med ham.

Til alle disse mennesker forkyndte Jesus evangeliet om Guds kærlighed. 
Gud har skabt mennesket til et liv i skønhed, ærlighed og kærlighed.
Og det skal ondskab og død ikke få lov til at ødelægge.
Livet skal sejre. – Men ikke med magt. Ikke med vold. Men med den godhed, som har glæden og kærligheden som drivkraft. Det er er vort håb. – Og det håb må klinge som en tone fra himlen, som kan høres overalt, uanset hvor hård og mørk tilværelsen end måtte være.

Det fortælles at arbejderne i de engelske kulminer i 1800 tallet som arbejdede langt under jorden i minegangene altid havde en kanariefugl med sig.  Der er så dybt under jorden fare for gasudslip og for ophobning af Co 2. Og det er jo livsfarligt, for man opdager måske for sent, at den er gal. – Derfor fuglen. For så længe man kan høre dens sang, er der livsmuligheder.

Sådan kan vi vel høre og forstå englesangen til hyrderne. – Det er tonen fra himlen som afslører, at der er håb, Der er liv. Så længe vi hører sangen, er vi ikke fortabte i vores eget mørke og elendighed. Det er vel også derfor, vi skal blive ved med at fejre jul med centrum i juleevangeliets tonenfra himlen. – For det er i kraft af denne tone, vi kan fastholde alternativet til alt det der sker i verden, når den går helt a lave.

Det har Selma Lagerlöff skrevet en novelle om. 
En dag var Peter blevet så træt af den hele elendighed, at han var klar til at springe fra.  Da tog Vor Herre ham med på en vandring op af et bjerg, idet han fortalte ham, at han havde noget, han skulle vise ham.
Det blev en lang tur. Da de havde passeret de sidste bondegårde og sæterhytter kom de snart op over trægrænsen, hvor der var mere sten end bevoksning. Og koldt blev det også. Vinden susede og Sct. mistede igen modet. – Sne var der over det meste, og et sted lå der en død frossen fugl, en dompap. Den samlede Vor herre op og lagde i lommen. – Og så gik de videre gennem tåge, gennem sne og kravlede på forvredne klippeblokke.  – Til sidst nåede de frem til en høj mur.

Nu kan vi ikke komme længere, sagde Vor Herre. Intet menneske kan komme over denne mur, som går hele vejen rundt om bjerget. Men inde på den anden side ligger paradis.
-  Paradiset, sagde Sct.  Peter. Det kunne han ikke få sig til at tro.
Men så tog Vor Herre fuglen op af lommen, dumpapen, og så smed han fuglen op i luften hen over muren. Og i det øjeblik den forsvandt over på den anden side, kunne Peter høre fuglens sang. – Da forstod han, at paradis ganske rigtigt lå på den anden side.  Og med den viden fik han på ny kræfter til at vende tilbage til jorden og tage fat på arbejdet sammen med Vor Herre.

Det er tonen fra himlen. Den kan hjælpe os med at finde ud af at være der, hvor vi egentlig ikke vil være og så gå videre herfra i den retning, hvor man kan høre tonen fra himlen.  Glædelig jul.