24 .søndag e. Trinitatis 2015


Fredag blev Paris ramt af dødelig vold, som har kostet 129 mennesker livet samt såret mere end 350. 6 tilsyneladende koordinerede angreb med skydevåden og bomber blev anvendt med det mål at ramme så mange tilfældige på en gang.


Nogle af os, som er i kirke i dag, har lørdagen igennem fulgt med i nyhedsstrømmen medens andre kun sporadisk har hørt om begivenhederne.


Reaktionen har været markant og stærk fra både politikkere og menigmand både i Europa og i den øvrige verden. Blomster er blevet lagt, lys er blevet tændt i sympati og medfølelse for ofrene og deres familier. Mange har været bekymrede for deres familie og venner, som har opholdt sig i Pris i denne weekend.
Mange kender Paris og synes ikke, at byen er ret langt væk. Og vi ved også, at det kunne være sket hos os i Norden.


Chokket over det, som skete, ledsages af sorg og måske vrede.
Nu igen, tænker vi måske. Nyt er det ikke. Men denne gang meget voldsomt.  I mere end 14 år har det været ført krig mod os i den vestlige verden med terrorens våben. Og indtil nu er det ikke lykkedes os at forsvare os mod angriberne.

Måske spørger vi os selv, hvad der driver mennesker til med bomber om livet og sikre på den visse død at dræbe så mange som muligt ved deres selvmordsangreb.
3. ting driver dem, tror jeg:
1. for det første håber de på en belønning i det kommende Guds rige i Paradis. Det er i hvert fald nogen, der har hørt dem råbe sætninger, som Gud er stor. Det må på en eller anden måde betyde, at de selv tror, at de handler på Guds på Allahs vegne.
2. Men det forklarer ikke den selvdestruktive vold. Den må være næret af en bundløs vrede, som er blevet tændt i deres sind i kraft den modgang og de lidelser, som de har udholdt gennem deres ofte korte liv. Der er jo vitterligt mange mennesker, som aldrig har oplevet andet end et sølle og udsigtsløst liv i fattigdom og flygtningelejre i Mellemøsten. Og herfra er der ikke langt til den 3 forklaring.
3. Ønsket om hævn. Hævn over dem, som er skyld i deres og deres familiers elendighed.

For os at se rammer volden fuldstændigt tilfældige uskyldige mennesker, som bare er det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.


For attentatmændene må se det helt anderledes. For dem er vi alle skyldige i alle de lidelser, som har overgået dem. Og nu skal der betales tilbage.


Og hvis den tilfældige terror kan skabe frygt og rædsel og få os til begrænse vores frihed og demokrati; Hvis den endda kan skabe polarisering og had mellem os, er deres mission lykkedes.
I et af de første interview lørdag aften, som jeg hørte svarede en ung kvinde, at hvis vi efter dette isolerer os, begynder krigen først for alvor. – Det tror jeg, hun har ret i. For det er i polariseringen mellem de højreradikale og de religiøse ekstremister, at radikaliseringen af unge for alvor får kraft og næring. 
Når man så betænker den omfattende flygtningestrøm mod Europa og politikkernes forsøg på at regulere tilstrømningen, lukning af grænserne, nedskæring af bidragene til de fremmede og de mange afbrændinger af flygtningenes boliger som i Sverige og Tyskland, så kan gårdsdagens terror i Paris blive som benzin på et bål, som kan blive vanskelig at slukke igen.
Det får mig til at sige, at Europa er rystet i sit værdigrundlag.
Men selvom man er rystet, er det muligt at rejse sig efter en rystelse.
Der er fæste at finde i sin tro, i sit håb og sin kærlighed.
Det er ikke sikkert himlen vil have den samme farve som før og at vejen er afmærket så tydeligt som tidligere. Men vej er der, banet af andre, som gik vejen før os. Og er vejen helt forsvundet, så kan den blive til, medens man går den.

Jesus gik en vej, som ingen havde gået før ham.
En synagogeforstander opsøgte ham. Han skulle helbrede hans dødeligt syge datter. Ja, ifølge evangelisten Matthæus var det allerede for sent. Datteren var død. Men manden ville alligevel have Jesus til at følge med.
Da de nærmede sig synagogehuset var grædekonerne med deres klage og gråd godt i gang. Snart skulle pigen begraves.
Men Jesus bad dem om at gå deres vej, idet han sagde til dem, at pigen ikke var død. Hun sover.
Da lo de ad ham. – Den sætning synes jeg, vi skal lægge mærke til. Det er den sætning, som holder os fast på virkeligheden og hjælper os til at være realistiske. Én ting er, at han måske kunne helbrede de syge på forunderlig vis. Men overfor døden må vi alle give fortabt. Med døden forhandler man forgæves. Det siger vores erfaring, dyrekøbte, smertefulde og sårede erfaring. Fra døden kommer ingen tilbage. Og derfor lo de. – Realismens bedrevidende latter.

Sådan lo de også, da han hang på korset. Prisgivet sine fjender og sine bødler. Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse.
Og intet kunne han gøre for at beskytte sig mod deres hånende, spottende realisme.
Og ret fik de jo også, da de fredag eftermiddag tog ham ned fra korset og lagde ham i den grav, hvori han skulle blive for evigt.

Men for Gud er døden som en søvn. Opstandelse kalder vi det, som skete Jesus påskemorgen. Dødens tilintetgørende dødskraft blev forvandlet til en søvn, hvorfra vi skal vækkes igen.
Og jeg siger vi. For i dåben er vi blevet genfødt til et levende håb ved Jesu opstandelse fra de døde. Derfor kan vi se på hinanden på en helt ny måde. Som Guds udvalgte, hellige og elskede, som har livet foran os. – Engang skal vi ganske vist sove ind. Men ikke for altid, for der kommer en morgen, hvor vi vil blive vækket op til et liv fyldt med liv og glæde.
  Det er i denne tro, Mathæus fortalte sit evangelium. Jesus bad de sørgende om at forsvinde og gik ind til pigen med ordene. Hun er ikke død. Hun sover…..
Selvfølgelig var hun død. Også børn døde dengang. Selvfølgelig kendte de også dengang forskel på søvn og død.
Men med Jesus Kristus er døden blevet forvandlet til en søvn. Og pigen rejste sig op.
Og rygtet kom ud over hele den del af landet.

Det lyder som en happy ending. At alting bliver godt til sidst!
Det gør det jo ikke, når vi behandler hinanden som fremmede, som næsten er fjender på forhånd. Fjender, som derfor skal knuses med had og vold.
Vi skal gøre det modsatte. Vi skal behandle de fremmede værdigt og venligt. Som mennesker, der kunne blive vore venner.
Vi skal undgå at isolere os og placere hinanden i båse, i lejre og i telte. Det er ikke god stil at placere de fremmede for sig selv. Den måde passer sig ikke for os, når man tænker på, at vi senere skal være sammen i al evighed hos Gud.
For det hedder sig jo, at vi i Guds rige skal komme sammen fra øst og vest, fra syd og nord og sidde til bords med Abraham Isak og Jacob.
Hvis det at vågne op i opstandelsen og skulle være sammen i Guds rige betyder, at vi skal være sammen med de andre som fremmede og fjender, så bliver det jo et helvede at være i Guds rige.
Derfor må der noget andet til. Fred og forsoning er det Gud kalder os til.
Vi skal åbne os for det andet menneske, som måske er i nød. For vi er dette menneskes næste. Det har Jesus gjort aldeles klart med lignelsen om den barmhjertige samaritaner.
Man kan rejse sig efter en rystelse. Det kan man, når man har et solidt fundament at bygge på. Det har vi som genfødte til et levende håb ved Jesu opstandelse fra de døde. Vi behøver ikke at deltage i den hånlige og realistiske latter over, at det ikke kan lade sig gøre. Alt er muligt for den som tror.
Men vi behøver ikke af den grund at være naive.
Det er vi ikke, når vi bygger troen på, at alle ting er mulige for Gud.
For det var ham, som oprejste Jesus fra de døde.
Og for det siger vi lov og tak og evigt ære være dig Vor Gud, Fader søn og Helligånd, du som var, er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen.

 

Vor Gud og far. Tak for livet, du har givet  os - hver eneste dag i vort liv. Og  tak  for  håbet  om  en  evig  fremtid  i  dit rige  som du har  givet os med Jesus  Kristus. 
 Hjælp os at tro på  fællesskabet  mellem mennesker, også  når livet går i stykker, når samtalen går i stå og  selvoptagethed  blokerer for  samvær.    Hjælp os til at huske dem vi overser og til at  arbejde  for  tilgivelse  og  forsoning til dem,  som  vi har det svært med  og som gø'r os ondt og som vi helst undgår.
Hør os i det  vi beder om,  når  der nu bliver stille

Giv os et varmt hjerte. Lær os at le og synge når vi er glade og lad os ikke tage glæden fra nogen. Vær os nær når vi bliver syge eller skuffes og fortvivler;  når livet gør ondt. Vær med dem som snart skal dø. Trøst og giv kræfter til den der har mistet et menneske en, der stod dem nær. 
Vær med de mange på flugt fra krigen i Syrien og fra hungersnøden i Afrika. Og vær med ofrene for terroren i Paris
Hjælp os til at tro, at du vil skabe en ny mening i alt det, som synes os meningsløst.

Vi beder dig for vort land med regering folketing, domstol og øvrighed og vi beder for demokratiet lokalt, nationalt og internationalt. Giv os alle som har magt og indflydelse at arbejde for retfærdighed og fred.

Velsign kirken ud over hele jorden, i Cambodia,  Tanzania og Letland  og i vort eget sogn. - Vær med det hjem hvor der i dag holdes dåb. Send din Helligånd til os, at vi kan mødes i åbent og frit  uden frygt og angst. -  Fyld os med  håb  om  dit rige.