3.søndag e. Trinitatis 2015


Luk. 15, 1-10
Salmer:3,(303),till856, 371, 487, 321, 724


I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.


Noget af det, som børn frygter allermest er det, at blive væk. Blive værk fra sine forældre, blive væk fra dem man hører til hos, dem der tager sig af en. Vi husker nok alle den fornemmelse fra barndommen. Og kan lægge mærke til den hos de børn, vi har med at gøre.
Også som voksen kan vi  opleve den frygt. Hvis vi for eksempel er på rejse i udlandet  sammen med nogle andre, kan man være bange for at forvilde sig væk fra de andre og stå helt alene i en fremmed sammenhæng.

Det er fordi det sidder dybt i os, at vi har brug for fællesskabet. For nogen at være sammen med, for nogen at høre til hos. Vi har brug for, at nogen tager sig af os. _ Barnet har brug for det- helt tydeligt og i konkret forstand, men også den voksne. Vi kan kun dårligt være til, hvis ingen kerer sig om os, interesserer sig for, hvad, hvem og hvor vi er.


Derfor kan vi levende se os selv som det lille får nr 100 fra Jesu fortælling, i evangeliet i dag. Vi kan se os selv som netop det lille bortkomne og fortabte får og mærke varmen fra det, at hyrden ihærdigt leder efter fåret lige til han finder det og bærer det ind i fællesskabet igen til fest og glæde. Et fællesskab med de 99 andre og med hyrden.


Men i Jesu fortælling hentyder det bortkomne får nok ikke mest til uskyldige børn og forfjamskede voksne.
Fortællingen er jo en replik til de farisæere der kritiserer Jesus og er stærkt opbragte, fordi de ser, at ”alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham”,
 som Lukas fortæller. 
”Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem”, siger farisæerne, og de ord er ikke ment som en ros. De er dybt forargede over dem, som Jesus gør sig selskab med.  De kan ikke andet end at se det som et tegn på, at han ikke kan være en, der kommer med bud fra Gud.  For, tænker farisæerne, disse toldere og syndere må jo være en vederstyggelighed for Gud. 


Når Jesus derpå fortæller om hyrden og de 100 får og det éne får, som hyrden mister, da kan det ikke være et fromt lam, han hentyder til men en genstridig buk, der stikker af og vil gå sine egne veje. 
Det er et får, som fuldt bevidst forlader fælleskabet, for det får vil kun det, det selv vil, det stikker af fra medfårene og fællesskabet med dem, det stikker af fra hyrden og hans omsorg, det stikker af fra alt det, som hyrden har lært fårene; lært dem om, hvor der er liv at finde, lært dem om vilkårene for det at leve sammen, sådan som en fåreflok med samme hyrde jo må gøre.


På den måde har hyrden mistet sit får. Og på den måde er fåret fortabt til sig selv og sit eget. Uden for det livgivende fællesskab.


Så kniber det måske lidt mere med at se os selv i det mistede får-  et genstridigt  selvrådende får – det kan da vel ikke være mig?, må vi spørge.


Men alligevel – mon ikke det alligevel kan ske, at vi kan rammes af den fortabthed der er i det,
når vi måske ind imellem i et glimt af klarsyn kan se, at vi har bevæget os væk fra alt det gode vi har lært, at vi har bevæget os væk fra ansvaret for de andre, at vi har valgt os selv til og hensynet til de andre fra. 


Måske kan også vi rammes af den fortabthed, der er i det, hvis vi opdager, at det er der vi står: samme sted, som tolderen, der sidder i porten og stiller ubetalelige krav til den der vil ind, eller som synderen, der er kommet så langt væk fra Gud, at han eller hun knap mere kan mærke, hvad der er godt, og hvad der er ondt. 
Sker det, at vi erfarer den fortabthed, da er det ekstra vidunderligt at høre om hyrden, der uden tøven lader alle de flinke får blive stående og glo, mens han går ud og leder efter det får, han har mistet. For han vil ikke miste nogen af sine får. 


Han kan ikke holde ud, at et eneste af hans får skal gå fortabt borte fra hans kærlighed og omsorg. Så han leder efter det mistede får, lige til han finder det.    


Og når han har fundet det mistede får, siger han ikke barsk: kom så med, nu er det den her vej, vi går. Nej han løfter det genfundne får op i sine arme og bærer det hjem tæt ved sit hjerte.   For et får, eller et menneske kan som regel ikke selv finde ud af at vende sine ben hjemad, når det er kommet bort fra Gud.  Der er en, som må tage fat og bære med.

Men kan vi under ingen omstændigheder se os selv i historiens genstridige, bortløbne får, så kan vi måske se os selv i de 99 får, der bliver ladt tilbage.
Måske kan vi i os mærke irritationen over at blive efterladt uden ledelse, mens hyrden tosser rundt efter den, der selv er ude om det.  Havde hyrden blevet hos dem havde de måske haft mulighed for at blive endnu mere fede og velnærede og for at give endnu bedre uld.
Så havde der vel ikke været den risiko for, at alt mellem de 99 skulle gå i opløsning?
Nej, måske ikke. Men sådan er det med Gud. Gud overlader os meget af tiden til selv at tage ansvaret for vores liv, og for at få fælleskabet med hinanden til at fungere. 


Han mener vel, at det kan vi godt langt hen ad vejen. 


Så kan vi bedst se os selv i de 99 tilbageblevne får, så er der måske en opgave for os i at føre den linje videre, som hyrden afstikker:
At man ikke skal spørge, om det betaler sig at hjælpe den, der er ude i tovene, men blot hjælpe, fordi det slet ikke er værd at miste et eneste menneske.

I Jesu lignelse går hyrden ufortrødent ud for at søge det mistede får lige til han finder det, og han bærer det hjem på sine skuldre.  Men her slutter historien ikke.
 
Historien ender med at hyrden hjemme igen med det mistede får, kalder sammen til fest, Glæd jer med mig, siger han, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. 
 
Evangeliet tegner i dag for os et forunderligt billede af en hyrde, som går ud og finder den, der er kommet bort fra flokken af den ene eller den anden grund. Og han genetablerer fællesskabet med en fest, hvor alle, der er i nærheden, må  deltage.
Det er en hyrde, der er tindrende glad for sine får og sætter glæden som dagsorden i  fåreflokken. Glæden over at være sammen. Flinke får og genstridige får. Farisæere, toldere og syndere.
Når vi har Jesus som hyrde, hører vi sammen. Når vi har Jesus  som hyrde, er der altid nogen, der vil lede efter os. Når vi har Jesus som hyrde er der lagt op til glæde.

For det siger vi :
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.