6.søndag e. Trinitatis 2015


Matt. 5, 20-26
Salmer: 392, 396, S&SII 105, 305, 208, 52
I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.


”Det jeg i dag befaler dig er hverken ufatteligt eller fjernt. Nej, ordet er dig ganske nær, i din mund og i dit hjerte, så du kan følge det.”
Sådan sagde Moses til det israelitiske folk i det, vi hørte fra Det Gamle Testamente i dag.
Ordet er dig nær, i din mund og dit hjerte, så du kan følge det.
Det er sagt ind i en sammenhæng, hvor Moses har foreholdt dem loven, Guds bud, og opfordret dem til at vælge livets vej, nemlig den at leve efter Guds bud.  
Vi kan jo prøve at tage Moses udsagn med ind i evangeliet fra Matthæus i dag. For det handler også om loven.
Vi er lidt inde i Jesu bjergprædiken. Umiddelbart før det stykke, vi har hørt i dag, har Jesus netop talt om loven og sagt: tro ikke at jeg er kommet for at nedbryde loven, jeg er ikke kommet for at nedbryde den, men for at opfylde den.
Derpå tager han så fat på forskellige dele af loven og giver den en ny drejning.
Her er det drabet, han tager fat på. 
I har hørt der er sagt : Du må ikke begå drab. Men jeg siger jer: Enhver, der bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig.  Den der siger Raka, den der siger tåbe skal dømmes.     
Det er altså ikke bare det, at slå et andet menneske konkret og direkte ihjel, der er forkert,
det forkerte gælder også den vrede, som kan fylde os og løbe af med os og få os til at slå noget i andre ihjel: deres glæde, deres mod, deres tryghed, deres tillid til verden og til os.  Den vrede, som kan rase i os og også slå noget i os selv ihjel.  Det er den, Jesus her gør op med.
Temaet er vreden som et grundelement i tilværelsen. Et grundelement, som vi alle kender godt, og som kan forvolde uendelig meget smerte.
Når vi hører Jesus ord her, så er det jo hverken ufatteligt eller fjernt, Det ligger nært i vort hjerte med ham at sige: ja selvfølgelig er vreden noget, vi må forsage og bekæmpe, fordi den gør så meget skade.
Men samtidig ved vi med os selv, at det, at lægge vreden fra sig kan være en næsten umulig sag.
 
En af de første fortællinger, der findes i Bibelen er fortællingen om Kain og Abel. Om Kain, der slog sin bror Abel ihjel, fordi Abel tilsyneladende fik større anerkendelse fra Gud, end han selv gjorde.  Det er en urfortælling, en urmyte om vrede, misundelse og den ulykke, som den kan forvolde mellem mennesker, der egentlig står hinanden nær.    Fortællingens placering allerførst efter skabelse og syndefald er en slags markør af, hvor meget netop dette element: vreden og misundelsen spiller ind i den tilværelse, vi lever.
Krigene er det ekstreme udtryk for vreden.  Når vrede gør, at man systematisk slår hinanden ihjel, ødelægger hinandens boliger og erhverv, hinandens mulighed for at arbejde og skaffe sig føden, for at færdes frit, hvor man lever.   
Selv når krige er afsluttet, eller i hvert fald brændt ud, er der megen vrede.
Der er brug for forsoning mellem dem, som har gjort hinanden meget ondt.
Men den er ikke nem. Hvordan tilgive den, der har slået mit familiemedlem ihjel,  ødelagt alle mine livsmuligheder, taget alt fra mig, jeg havde.
Forsonigsprocesser er store og vanskelige problemer især i de mange lande, hvor der har været blodig borgerkrig. Hvor man i det daglige skal leve videre side om side med sin modpart i krigen. 
Folk som arbejder professionelt med forsoning siger, at der er fire begreber som er centrale i forsoning.
1. tilgivelse, 2 retfærdigehd, 3.Sandhed, 4. Tillid.
Det er sjældent at alle fire motiver bliver helt opfyldt i en proces, men alle må tages i betragtning for at noget kan lykkes.
Det vil sige, det er ikke  nok mundtligt at sige undskyld. Der skal skabes en form for retfærdighed, straf eller betaling af en form for soning til den forurettede part.
Det første er at søge at etablere en form for tillid mellem parterne.
I lande som Nordirland, Sydafrika, Det tidligere Jugoslavien, har der været og er  fortsat stort behov for et aktivt arbejde med forsoning. For når først vreden har været aktiv, så er der meget, der ikke bare kan slukkes ned for.  Når der forhåbentlig en dag bliver fredeligere forhold i Syrien, vil der også være store blødende sår mellem naboer, der har ødelagt livet for hinanden.
Den, der siger tåbe til sin bror skal dømmes til helvedes ild, siger Jesus i evangeliet. Ja, det behøver vi ikke engang en himmelsk dom for at iværksætte.
Når vrede får lov at råde ubegrænset, så skaber vi selv helvedes ild på jorden. Det har vi tusindvis af eksempler på.
Men det er jo ikke kun i de store voldsomme krige, at vreden skaber dybe sår og skel.  Det gør en også i vores nære livsramme, i vore familier. Det sker også i stort mål mellem mennesker, som elsker hinanden.
Utallige er de tilfælde, hvor vrede og misundelse mellem søskende, mellem voksne børn og deres forældre, mellem ægtefæller, har ført til ord og handlinger, som gør, at de ikke mere kan være sammen, ikke kan mødes, ikke tale sammen men skilles ad i måske årtier, måske resten af livet. 
Også det kan være en stor smerte, fordi de stadig på en eller anden måde elsker hinanden og har bånd til hinanden.
Også her kan der være stor brug for forsoning og tilgivelse. Brug for at lægge vreden bag sig.
Men hvordan gøre det?
I kristendommen og den kristne etik står tilgivelsen som et helt centralt element.
Kristentroen  forjætter os tilgivelse fra Gud, og så er skridtet videre at give denne tilgivelse videre til vore medmennesker.
Men tilgivelse er aldrig noget, vi kan forlange af andre.
Vi kan ikke forlange eller forvente, af  forældrene til de unge, der på en sommer lejr på Utøja blev brutalt skudt ned, at de skal tilgive morderen, som ikke engang angrer sin handling.
Vi kan ikke forlange, at mennesker, som her været i krig kan tilgive det, som fjenden har gjort mod dem. 
Vi kan heller ikke forlange, at vores egen bror eller søster, som vi har gjort ondt skal tilgive os.
Men kan vi forlange det af os selv, at vi skal tilgive? Kan vi gøre det?
Jeg læste et lille indlæg i avisen.  Det var en britisk mand, som gennem mange år havde levet i misbrug og kriminalitet. Havde været i fængsel mange gange og begået mange indbrud og overfald. Men nu var han stoppet med sin kriminelle løbebane.
Det var sket efter at der var blevet arrangeret et møde mellem ham og et par af hans ofre. To mænd, hvis lejligheder han var brudt ind i. Den ene af dem havde han været i slåskamp med i forbindelse med indbruddet.
Da han gik til mødet havde han den samme holdning som han altid havde haft:
at dem, han stjal fra var så rige, at de sagtens kunne tåle det og at han selv havde lige så meget ret til deres goder.
Da han ved mødet selv udtrykte sig meget spagt om det, der var sket, brød den ene mand ud i vrede og skældte ham huden fuld. Derefter græd den vrede mand og vendte sig mod sin kone som også var til sted og bad hende om tilgivelse for at han ikke havde kunnet beskytte hende i deres hjem. Den anden græd også og fortalt om, hvordan hans lille pige var kommet hjem og havde fundet sin superfar liggende blødende på gulvet i lejligheden.
Det gik op for den britiske mand, hvad hans handlinger havde betydet for disse to. Og at det ikke var dem der burde bede deres familie om tilgivelse men ham.
Til slut ved mødet spurgte mødelederen, hvad den britiske mand kunne gøre for at rette op på skaden. 
Han ventede, at hans ofre ville ønske alt muligt ondt for ham. Men den ene af dem så lige på ham og sagde: Du er en kvik mand, du kan gøre noget med dit liv. Og de ønskede, at han skulle deltage i kurser for at komme ud af sit kriminelle liv.  
Bagefter var han helt paf over dette: at de ikke ønskede hævn men ønskede noget godt for ham.
Og han fulgte deres  opfordring og levede nu et helt andet liv.
Han havde tænkt meget over det og var nået frem til den tanke, at tilgivelsen i det her tilfælde jo ikke havde været et ønske fra hans side; han havde ikke angret og ikke ønsket tilgivelse.  Det var de to ofre, der havde haft behov for at tilgive ham.  Så de selv kunne lægge vreden fra sig og  lægge hændelserne bag sig og komme videre.
Samtidig havde denne spontane tilgivelse, han havde modtaget uden at bede om den, gjort noget ved ham og sat ham i gang med at ændre sit liv.  
Tilgivelsen var et slags under, som fandt sted uden at nogle af parterne måske på forhånd havde besluttet, at tilgivelse skulle finde sted. Og det hjalp begge parter til at leve livet videre.

Jeg tror al tilgivelse er et under.
Det er ikke noget vi kan presse hverken os selv eller andre til.  Men måske kan vi vælge at bevæge os ind på områder, hvor forsoning får en chance.   At vove os ind i et åbent møde med den, som vi i vrede er adskilt fra. 
Ind imellem sker det, at forsoning finder sted, også hvor den syntes umulig.
Det er et Guds under, når det sker.
Det er et Guds under, fordi vi ikke af egen kraft kan slukke vores vrede og sorg og skuffelse.  
Kun Gud kan tage vreden fra os.
Det er en meget tung byrde at bære på vrede. Men Gud kan bære vredesbyrden for os.  Det er Helligåndens gerning.
Måske taler vi for lidt om Helligånden og hvad det er, den virker for os. Men her er  tydeligt noget af det, som ligger under Helligåndens virkeområde: at tage vreden fra os og skabe grobund for forsoning.  Forsoning med andre mennesker og med mig selv, forsoning over at det nu var det,  livet bød mig  -også  den forsoning er muligheden for at kunne se fremad og lægge en tung fortid bag sig. 


Det er en nådegave og Helligåndens virke at kunne lægge fortidens sorger og vrede på plads et eller andet sted og lade en åben fremtid sætte dagsordenen for livet, vi har med hinanden og med Gud.
 
for det siger vi

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.