Det begyndte lokalt, men blev globalt


Jesus trådte frem i offentligheden hjemme i Nazareth, hvor han var vokset op og i byerne ved Geneseret sø. Han forkyndte, at Guds rige var kommet nær. Og han helbredte syge og befriede mennesker, som var besat af forskruede tanker.


Han velsignede børnene og spiste sammen med toldere og syndere.
Det blev snart for meget for farisæere og skriftkloge, som forsøgte at sætte grænser for ham.  De ville holde ham fast på loven og var ilde berørt ved hans omgang med forrædere og lovbrydere, toldere og syndere.


Hans helbredelser på sabbatten oplevede de som provokationer.
- Hans tilgivelse af syndere som grænsende til blasfemi.
- Hans udrensning i templet af de handlende og deres offerdyr som et direkte angreb på Jerusalem, som det sted Gud og mennesker mødes.
Jesus forbrød sig mod vigtige religiøse, etniske og nationale traditioner, mente de.
Da de ikke kunne fange ham i ord, greb de ham korporligt og fæstede ham til et kors.  De slog ham ihjel for at gøre en ende på den historie.
Og som et stort punktum blev en sten rullet for indgangen til graven.


Det fortælles, at forhænget til det aller helligste blev flænget, da Jesus døde.
Måske betyder det, at Gud i det øjeblik forlod sin bolig lokalt for at blive global.
Gud lader sig ikke spærre inde bag menneskeskabte monopoler.
Vi genkender dette universelle perspektiv fra missionsbefalingen, som den opstandne Kristus giver sine disciple:  Gå ud i alverden og gør alle folkeslag til mine disciple.

Denne ændring fra det lokale til det globale kom ikke på en gang men efterhånden. Det er fortællingen om Jesu møde den kanaanæiske kvinde et eksempel på.
Der var et mylder af mennesker omkring ham. De kom bærende med deres syge og besatte og folk i byerne stimlede sammen om ham. Der var rigeligt at se til. Hver eneste dag, også på sabbatten. Altid var der bud efter Jesus.

Så en dag forlod Jesus og disciplene Galilæa og gik mod nord over grænsen til det nuværende Libanon. - Og der er ikke noget der tyder på, at han var optaget af Ydre Mission:  Han er snarere taget på ferie!  For at få et lille pusterum; Han tænkte vel, at han som Davids søn og jøde kunne slappe lidt af og være i fred i hedningeland.

Men sådan kommer det ikke til at gå, for snart bliver han opsøgt af en syrafønikisk kvinde. Hun har en dæmonbesat datter, og han skal helbrede hende.
Det er bare for meget!!!  3 gange afviser han hende på det skammeligste.
1. Først ignorer han hende og svarer hende ikke et ord, selvom hun råber.
2. gang sætter han ord på sin afvisning og forklarer, at han kun er sendt til jøder, dvs. de fortabte får af Israels hus. Hun bor ikke i hans pastorat og er ikke hans sognebarn.
3. gang sammenligner han kvindens datter med en hund, og forklarer hende, at man ikke skal give børnenes brød til hunde!!!

I mine ører lyder det utrolig groft og diskriminerende.
Men kvinden bliver ved. Hun svarer igen. Hun går ind på hans tankegang.
– Om hun så skulle være en hund, så har også hundene lov til at spise krummerne fra børnenes brød.  Her vender det. Jesus kommer på andre tanker. Han mærker hendes tro og bøjer sig for hendes styrke og siger:  Det skal ske dig, som du vil! –
Det er en omvendelse, der vil noget. Og det er Jesus, der bliver omvendt.
Jesus ser kvindens tro. Se hendes kamp for sit barn – Ser, at hun giver ikke op – at hun ikke kan give op – Det er livet om at gøre, at datteren bliver rask.

Det er tro! 
Men det er næppe en tro på den treenige Gud eller en en tro på en Jesu med 2 naturer.
Ej heller en tro på den nye pagt ved Jesu blod og på opstandelsen fra de døde.
For Jesus er hverken død for vore synder eller opstået fra de døde på dette tidspunkt.
Det er derimod en tro, som er blevet til gennem en kamp. Hun har knoklet for det syge barn, har været bekymret og søgt hjælp overalt. Hun er blevet ved trods sin magtesløshed.  Barnet har det forfærdeligt. Det lider under noget sygt, noget forskruet og livstruende.  Sådan burde det ikke være. – Gør noget Jesus! – Hjælp os.  – Du må da kunne se, at det er forkert.
Og det kan Jesus, og så bliver barnet helbredt fra det, som gør ondt og er destruktivt.

Evangeliet fortæller altså, at Jesus møder en kvinde i Libanon. Dette møde menneske til menneske gør noget ved ham. For han ser, føler, mærker, sanser os i det liv, vi lever. I det møde bliver de kræfter til, som kan frelse. Kræfter så stærke, at barnet bliver helbredt.
Evangeliet er, at Gud er der, hvor der kæmpes for livet!!! Han holder aldrig fri og tager ikke på ferie. Han respekterer ikke almindelige arbejdstidsregler og holder heller ikke sabbatsfri.

Jeg kommer af og til i byens varmestue. Det er et sted, som kommunen har stillet til rådighed for dem, som før i tiden sad på torvet i al slags vejr og fik sig en tår og en snak om livet på godt og ondt. Fra andre steder i landet, fra korshæren, vidste nogle af de gode mænd, at man godt kunne få en præst til at holde en lille andagt nu og da.
 
Jeg prøver hver gang at fortælle et eller andet evangelisk, selvom det kan være svært at komme til orde i den ofte livlige samtale.
En dag ville jeg tale med dem om tro. Om det at tro på nogen, om at tro på Gud.
For vi behøver ikke altid at skulle klare alting selv.
Der kan være hjælp at hente hos andre. Og hjælp at hente hos Gud.
Men jeg fik modspil og blev modsagt: Man skal tro på sig selv. Det skal man som iværksætter; Det skal man, hvis man vil have et job eller vinde i sport, eller finde sig en kæreste eller helbredes for sin sygdom.
Du skal tro på dig selv, - hvem skulle ellers gøre det. 

Som I kan høre, tabte jeg diskussionen. Det var de andre enige om.
Men lige præcis det er  det fortvivlende. For hvordan kan det så nogensinde blive anderledes? -  Når man ikke har selvtillid. Og ikke tror på sig selv og er kørt fast.
Det bliver ligesom, når man vil løfte sig selv ved hårene. 
Med den tankegang afskærer man sig fra det, et andet menneske kan give mig; det som jeg ikke kan give mig selv.
Det er i mødet med den andens tillid, at jeg får tillid.
Det er i mødet med den andens glæde at jeg selv kan blive glad.
Det er i mødet med den andens tro, at jeg kan komme til at tro.
Det er mødet med den andens kærlighed, at jeg selv kommer til at elske. 
Og det andet menneske kan være far og mor, søster og bror og mange andre.
Det andet menneske kan også være Jesus Kristus, som kom for at møde os, med alt det, han har at give.
Gud blev menneske for møde os med sin tro, tillid, håb og kærlighed.
Vi har som mennesker brug for Gud. Han kan sige os det, vi ikke kan sige os selv. Han kan give os det, vi ikke kan give os selv.

Vi har brug for Gud, på samme måde som kvinden i Libanon.
Det overraskende er, at Gud har også brug for mennesker.
Det havde Jesus den dag han var taget på ferie uden for landets grænser.
Det er kvinden der med sin tro og sit håb kalder noget frem i ham:  Meningen med, at han er her.  Han indser, midt i sin ferie, hvad han skal og hvad han vil.
De to har med andre ord brug for hinanden. Troen hos den ene, kalder troen frem hos den anden. - troen er livsfremkaldende. Troen som vilje til liv.

Det er Guds vilje, at vi skal leve. Dertil har han skabt os.
Ikke alene og hver for sig. Men sammen og i fællesskab.
Vi skal ikke gemme os bag indgroede rutiner og fastlåste traditioner.
Vi skal ikke skjule os bag skranker og facader.
Vi skal ikke isolere os og kun være sammen med dem, som vi kender.
For en fremmed er en ven, vi ikke har mødt endnu, som det hed engang.
Det er i mødet med det andet menneske, at livet kan åbne sig i tro og tillid.
Sådan har Gud skabt os. Og sådan vil han, at det skal blive. Det er den vision, Jesus forkynder. Vi skal komme sammen, fra øst og vest, fra syd og nord og sidde til bords med Abraham, Isak og Jacob.
Vi skal alle blive éet. Vi skal blive alt i alle, når vi engang mødes ansigt til ansigt.
Jesus troede vist fra begyndelsen, at hans opgave var begrænset til de fortabte får af Israels hus. - Men så mødte han 10 spedalske på grænsen til Samaria. Han mødte en romersk officer med en syg tjener, og i dag har vi hørt om den syra-fønikiske kvinde med den syge datter.  Og hver gang berøres han af det helt fundamentale, -  livet selv. Han vil, at vi skal leve. Og det vil vi også gerne. Og i dette er der ikke forskel på om vi er jøde eller grækere, træl eller fri, mand eller kvinde.
 - For Gud er der ikke forskel. For således elsker Gud verden…


Og for det siger vi lov og tak og evigt ære være dig Vor Gud, fader søn og Helligånd, du som var er og kommer, som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed, Amen.