1. søndag efter Helligtrekonger 2016

Det er store ord, der tales til os her ved årsskiftet. Majestæten og statsministeren i vores land, og statsoverhoveder og regeringsledere i andre lande taler til os om året, der er gået og om det år, der nu begynder. Ordene er ikke valgt tilfældigt. For de få os til at huske de begivenheder, som satte sit præg på os i året der gik, og fortolke dem.
Det vælges ord, som forsøger at samle os, så vi kan stå sammen om de udfordringer, som vi skal møde i den kommende tid.
Store ord. Det er også hvad vi hører i kirken, både i dag med Fadervor, og for blot en uge siden med juleevangeliet i Johannesevangeliets udgave: 
I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud og Ordet var Gud. – Større kan det vel ikke blive. Dette ord skal skrives med stort, for med Ordet menes Jesus. – For det er ham, der som Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Han kom til os fra Gud. Han er Guds ord i verden. – Når han taler, er det Gud, der taler til os.

Og nu ugen efter julefesten lærer Jesus os at tale med Gud. Han giver os ordet. De bedst tænkelige ord. For de kommer fra Gud gennem Jesus.
Med Fader Vor sammenfatter Jesus alt det, som livet drejer sig om. 
Fadervor giver os hovedpunkterne for det, som vort liv gerne må dreje sig om.
Derfor også en rigtig god idé at gøre Fadervor til udgangspunkt for nytårs-betragtninger, for det som skal være vort livsgrundlag i den kommende tid.

Den første bøn handler om vort forhold til Gud.
Gud er som en far.
Der findes i GT mange forskellige forestillinger om Gud. Han kan være velsignende god men også retfærdig og frygtelig. – Han belønner de gode og straffer de onde.
Men Jesus fortæller os, at han er som en far. En god en af slagsen. Ligesom i lignelsen om de to sønner, som misbruger faderens godhed og generøsitet.
Han fortryder ikke sin kærlighed og kan tage imod med åbne arme, selvom den yngste har soldet det hele bort og den ældste er ved at brænde op af sygelig misundelse over lillebrors tilgivelse.
Gud er som sådan er far. Hans kærlighed er fundamentet i vort forhold til ham.
Man kan henvende sig til ham, som det lille barn taler med sin far.
Jesus sagde Abba til ham. Abbababa. Lige som et lille barn, der pludrer løs før sproget overhovedet har fået form.
 – Ham kan vi have tillid til. Ham kan vi stole på, for han elsker sine børn. Det er hans hellighed. Den skal vi ikke krænke ved at lave om på ham. Vi skal ikke lave Gud i vores billede. For Gud har gennem Jesus vist os sit sande billede.
–  Lad os derfor bede om, at det må være helligt og dyrekøbt for os.

Den næste bøn handler om håb. – Komme dit rige og ske din vilje. Der er en fremtid for os. Et alternativ til nu. En fremtid uden fattigdom, sult, mismod, ubarmhjertighed, vold, forfølgelse og krig. Gud har sendt sin søn til verden for at bringe denne fremtid. – I er salige, sagde Jesus til de fattige, de sultende, de tørstende, de sagtmodige, de forfulgte osv. I er salige allerede nu midt i alle trængsler i kraft det rige som kommer.
Man kan vel sige, at håbet om Guds rige er en naturlig følge af troen på Guds kærlighed, for Gud er vor far, som ønsker alt godt for sine børn.

Det samme gør bønnen om det daglige brød og om tilgivelse.
Det er oplagt at bede Vor Fader om det daglige brød. Om alt det, som er nødvendigt for at opretholde livet, føde, klæder, hus, hjem, arbejde og et godt samfund med gode regler. – For som Jesus siger. Hvem af jer vil give sit barn en sten, hvis det beder om et brød. Og give ham en slange, hvis han beder om en fisk.
- Det vil I da aldrig gøre. – Når da I som er onde vil give jeres børn alt det bedste, hvor meget mere vil så ikke Gud give gode gaver til dem der beder ham.
På den samme måde med tilgivelsen. Da den yngste søn nærmede sig sin Fars gård nåede han slet ikke at få bedt om tilgivelse, før han blev modtaget og budt indenfor til sin faders herlighed. Sådan kan vi også vende om til Gud og bede om tilgivelse for alt det, som ikke var i orden,  misforstået, tåbeligt for ikke at sige egoistisk og ondt. Gud vil tilgive os vor skyld og på den måde få os til at tilgive dem, som er os skyldige….

I tro og tillid til, at Gud vil give os det daglige brød og tilgive os det, vi har gjort, og som ikke står til at ændre kan vi tage de første skridt fremad, i dag og i morgen.

Men her lurer både fristelse og ondskab.
En af byens ældre kirkegængere har lavet sin egen udgave af denne bøn. Han siger
Led os ud af fristelse. – Så er det sagt. Gud vil ikke friste os men fri os fra det onde.
At blive ledt i fristelse er at blive anfægtet i sin tro, så man mister orienteringen om sandhed og løgn. Det gør Gud ikke. – Han frister ingen. Men det gør ondskaben. Det onde kan blive en fristelse, når det meningsløse sker og rammer tilfældigt og hårdt. Så kan man miste troen på Gud, og så er man for alvor blevet fanget af det ondes livsødelæggende kræfter.
Jesus blev ikke selv fri fra det onde. – Han gik ind i det onde for at fri os fra det. Han mødte sygdom med helbredelse, fordømmelse med tilgivelse, ondskab med godhed, had med kærlighed, død med liv. Han gik ind i det onde for at fri os fra det onde.

Jesus må selv have bedt Fadervor. – Det er hans egen bøn til sin himmelske far.
Og nu er det ikke længere hans private bøn. Nu er det også vores bøn. 
Det hedder ikke Fader Min, du som er i himlene.
Dette hedder ikke giv mig mit daglige brød.
Det hedder ikke tilgiv mig min skyld,
Det hedder ikke fri mig fra det onde..

Det kan måske undre. – For han siger jo, at man ikke skal bede offentligt til Gud for at blive set, men inde på sit kammer til Gud i det skjulte??? –– Og så er Fadervor alligevel fyldt med et vi, vi og vi.  Når jeg inde på mit kammer skal tiltale Gud som ”Vor Far” kommer jeg til at se på mig selv med Guds øjne. Det handler ikke om mig alene men om alle.  – Vi alle hans børn. Alle uden undtagelse, Gud er alle menneskers Gud, uanset race, religion, nationalitet, køn, For ham er der ikke forskel.
Og nu er vi ved det, som for alvor kan udfordre os til nytårstanker

Håbet om en fremtid i Guds rige er ikke forbeholdt mig. Det gælder os alle sammen.
Alle os på denne klode. Derfor er det stort, når vi kan mødes i Paris og beslutter at arbejde sammen om at få reduceret den proces, som skaber klimaforandring.  Det er stort når vi i FN kan mødes og træffe beslutninger om bekæmpelse af fattigdom, af sygdomme osv, som vi har gjort det i årevis.
Men de store ord fra beslutningsdokumenter gør det ikke. – Der skal vilje og handling til at omsætte ordene til virkelighed.
Det kan godt være, at nogen er nødt til at give afkald på noget for at skabe en bedre fordeling af resurserne. Det kunne jo være os.. For vi lever i et velfærdssamfund. – Og det kan vi prise os lykkelig for.
Men denne klode kan næppe bære, at alle mennesker får samme levestandard som vores. - kunne man så ikke tænke sig, at vi slækker på vort overskud for at kunne dække andres underskud. – Hvordan mon det vil se ud i Guds perspektiv?

Giv os det daglige brød. - Vi har jo rigeligt. Det er ikke småting vi smider ud af vore butikker, som har nået sidste slagsdag. Og på samme måde med maden i køleskab og fryser, som vi har købt hjem og ikke fået brugt. – Heldigvis er madspil blevet et stadigt større emne for vores holdning til den mad, som vi selv spiser.
Men hvad med de bidrag til  lande med stor fattigdom, som vi hurtigt og pludseligt har skåret ned på? – med en 1/3.  - Vi undskylder sig med, at vi selv har brug for pengene til at finansiere omkostningerne ved de mange flygtninge. 
Vi giver i forvejen meget mere end mange andre i forhold til indbyggertal, siger vi.
Men det skal vi ikke være flove over men stolte ved. - Det gælder vel ikke om at slippe så billigt som muligt? – men at gøre det, vi har mulighed for.

Forlad os vor skyld. – Det handler om min egen skyld. Men også om den skyld, som jeg pådrager mig ved at være en del af en helhed, et samfund. – Vi kan ikke vaske hænderne og blot henvise til, hvad et flertal har besluttet. Vi skal tænke fremad i vore muligheder i stedet for at lave en slutafregning, som fastholder de andres skyld, eller min egen. – Tilgivelse forpligter os til at vende blikket fra fortiden mod fremtiden.
Det skal vendes fra den fristelse, som siger, at det alligevel ikke nytter noget. Mennesker vil ikke. Vi er onde. De andre er i hvert fald. – Vi lever under syndefaldets konsekvenser og det bliver vi ved med.
Ja, det gør vi givetvis, når vi ser på verden med vore egen øjne. Så skuffes vi og fortvivler og synes verden er af lave. – Og det er den muligvis -  uden Gud.
Men med Fader Vor bliver vi ikke bedt om at se på verden med vore egne øjne. Men med Guds. – Og for ham at se, bliver alting nyt. For hans er riget, magten og æren i al evighed, og for det kan vi sige lov og tak og evigt ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet nu og i al evighed. Amen.