16. søndag e. Trinitatis 2016


Før åbning af kunstudtilling: Intet menneske er en ø.
Joh. 11, 19-45
Salmer: 736, L.U.140, 856, 400, 224, 192 v7, 522
I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.


Intet menneske er en ø!
Men er den påstand nu også rigtig?
Er vi ikke til syvende og sidst ensomme mennesker, som en lille ø i havet omgivet af vand, der adskiller os fra det, vi kunne holde os sammen med.
Det at være på en øde ø er motiv i mange historier i litteratur og film. F. eks. Robinson Crusoe der havner helt alene på en øde ø, eller Fluernes herre, hvor en stor gruppe store børn havner på en øde ø, uden voksne, uden nogen civilisation og nogen samfundsorden, de kan læne sig op ad. Det giver særdels svære udfordringer.  
Sådanne historier kan være udfoldelse af vores mareridtsagtige drømme om at være alene på en ø.
Næst skridt i mareridtet er at være en øde ø.
Men intet menneske er en ø. Det siger vi fortrøstningsfuldt til hinanden i dag. 
Det er også det, vi hører i evangeliet i dag i sin videste forstand.
Som det åbner sig i indledningen til evangeliestykket, vi har hørt om Martha og Maria og deres døde bror Lazarus, så er de ikke som ensomme øer, da de har mistet deres elskede bror Lazarus.
Der er strømmet en masse mennesker ud til dem; deres hus er fyldt af mennesker, der vil dem det godt, som er kommet for at trøste dem.  Vi ser et glimt af, hvordan det fungerer allerbedst, når mennesker tager sig af hinanden.
De er hos dem og de følger med dem, både til Jesus, da han kommer og senere ud til graven. De lader dem ikke alene med deres sorg.
Så menneskeligt set er de ikke alene, er ikke øer i havet, for de er omgivet af mennesker, af gode hænder og hjerter, der gør alt for at lindre deres sorg.
Og dog, så er de på et andet plan alligevel som øer. For al den omsorg, de møder kan ikke ændre på det, de er ramt af. Når døden melder sig, når sorgen over at miste en, man ikke kan tåle at miste slår ned, Så sættes man på en måde på ensom Ø-tilstand.

 

I sidste uge kunne man i avisen Kristeligt dagblad  læse en artikel om en kvinde, der åbenhjertigt fortalte om, hvordan det havde været i den tid der gik, fra hendes mand gennem mange år havde fået konstateret en uhelbredelig sygdom, til han døde halvandet år senere.
De to havde altid været meget sammen, de havde snakket så meget sammen dagen lang om alt muligt. Men da de fik diagnosen, fik de hvert deres anliggende,  de havde hver deres tilgang til den nye situation.
Hun brugte al sin energi på at søge at beholde ham de dårlige udsigter til trods. Han brugte sin energi på at bevare livsmodet samtidig med at han prøvede at  vænne sig til tanken at skulle herfra.

De kunne ikke i samtale dele det med hinanden, som de kæmpede med. 
De blev ensomme, selv om de var sammen.
Efter hans død havde hun overvejet, om hun kunne have gået anderledes til værks for at komme til at tale med ham om hans tanker i den sidste tid, men: ”Det var den måde vi magtede at leve det igennem på,”  måtte hun konkludere.     
Som denne kvinde og hendes mand, var også Martha og Maria sat i ensom ø-tilstand fordi de havde mistet deres bror, fordi det var sket, som ikke måtte ske. De deltagende mennesker omkring dem var en nåde og en hjælp for dem. Men disse mennesker var jo ligeså magtesløse over det som var hændt, som de.
Først da Jesus kommer til dem, kommer der lys i det mørke, de er omgivet af, først da Jesus har kaldt Lazarus ud af graven, er der et lys. 
Da bliver det levendegjort for dem,  at de ikke er ensomme øer, de er gennem Jesus forbundet med den Gud, der er stærkere en døden. Den Gud der vil livet. Den Gud der kalder livet frem og kalder os ud til livet.
Lazarus kom herud !
Det er et råb, der er rettet til alle, der er lukket inde i dødens mørke.
Og da Lazarus kommer ud beviklet i  linnedstrimler,så han knap kan bevæge sig, Siger Jesus: Løs ham og lad ham gå.
Sådan er det møde, Jesus har med alle disse mennesker her og med os, der nu hører det, også en måde at befri os, vikle os ud af alt det, der spærrer for, at vi kan leve livet  netop fordi  døden truer os. 
Jesus kalder Lazarus ud og op fra de døde, og sætter ham i gang med at leve igen.
Det er en slags forudgribelse af hans egen opstandelse lidt senere. 
Lazarus blev kaldt ud for at leve videre, men ikke til at være udødelig. Han skulle jo dø igen senere. Men med Jesu opstandelse fra de døde påskemorgen sættes vi mennesker ind i en ny virkelighed. Den virkelighed, hvor vi kan se frem til, at noget er på vej, også når døden har været der.
Da Jesus ved sin ankomst til Martha og Maria taler med Martha om opstandelse,  spørger han hende, om hun tror på at hendes bror skal opstå.
Ja svarer hun,  han skal opstå på den yderste dag.   
Det er for hende noget fremtidigt og lidt teoretisk, som ikke for alvor berører hende nu.
Da siger Jesus til hende:  Jeg er opstandelsen og livet, den, der tror på mig, skal leve om han end dør.
Fordi Jesus er hos hende bliver  opstandelsen noget nutidigt, hvilket han også viser lidt efter, da han  kalder Lazarus ud af graven. 
Gud er den magt, der var der før noget blev til, og han er den magt, der vil være der, når der ikke er noget mere, og den magt der vil være der, når vi ikke er her mere.
Gud hersker bag døden og han er samtidig den dybeste virkelighed i alt det, som er nu. Allerede nu kan vi lære den virkelighed at kende, som hersker både før og efter. Det kan vi gennem Jesus Kristus. Gennem fortællingerne om ham og gennemåndens levendegørelse  af det, som sker om Jesus.
Det evige liv er at kende Gud og hans søn Jesus Kristus og allerede nu, mens vi lever er vi i forbindelse med det, som døden ikke kan afbryde.  Det evige liv træder med Jesu liv død og opstandelse ind i vores tilværelse allerede nu.      
Det gjorde det for Martha, Maria og Lazarus og alle deres venner den her dag.
Og det gør det for os, når vi lever i troen på Jesus Kristus. 
Da er vi i evighed forbundet med Gud, både mens vi lever, og når vi dør.  Da er der intet sted, ingen tilstand, ingen ø, hvor Gud ikke når os og forbinder sig med os i sin kærlighed.
I dåben får vi givet det evige liv som gave.
Det betyder, at vi lige fra det første er en del af det, som varer evigt. Også selv om vi ikke kender det, og forstår det.
Gennem sin opstandne søn og sin livgivende ånd er Gud hos os og forbinder sig med os.  Han kalder os ud til at være til stede i livet – til at leve forbundet med ham og med de mennesker, som vi møder på vores vej.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.