17.søndag e. Trinitatis 2016


Høstgudstjeneste
Markus 2, 14-22
Salmer: 730, 371, 856, 100S 866, 729, 192v7, 11
I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.


Det var en ny sang, vi sang her.  Nogle gange må der en ny sang til – ikke bare i gudstjenesten men også i vores liv i hele den måde, vi anskuer og lever vores liv på.
Og når vi i dag holder høstgudstjeneste  må det også være anledning til at  få lagt en ny sang i munden.
I den gammeltestamentlige læsning i dag   blev det udtrykt sådan her: Han trak mig op af undergangens  grav, op af slam og dynd,  han satte min fod på klippen, så jeg stod fast. Han lagde mig en ny sang i munden en, en lovsang til vor Gud.   
Lovsangen ved en høstgudstjeneste det er takken.  Det er glæden og taknemligheden og forundringen over, at jorden giver os det, vi skal leve af og i og på: at der er korn på markerne, æbler på træerne, fisk i havet, høns i hønsegården, børn i vuggerne, ilt i luften, drikkevand i undergrunden, tag over hovedet.   Alt det som er symboliseret ved vores pynt i kirken i dag:  i grønsager, frugt, og blomster, halmballer.
Men hvad er da den gamle sang? Hvad er det slam og dynd og  den undergang ,som han vil trække os op af op til denne nye sang. 
Ja i den sammenhæng, vi har i dag, kan vi vælge at sige at det kunne være det modsatte af lovsangen,


at dyndet og slammet er ligegyldigheden over for alt det gudgivne, eller  tanken og adfærden, der afspejler, at vi tager det hele for en selvfølge – hvad det jo slet ikke er.
Den gamle tone, dyndet og slammet er, at vi ikke betragter vores jord som en kostbar perle, der må værens om, men som noget vi kan forbruge, opbruge og smide væk.
Gennem de seneneste årtier er verdens forbrug af alle slags ressourcer steget støt og massivt.  Således at vi nu hvert år på verdensplan forbruger langt mere, end jorden på samme tid kan nå at reproducere.
En miljøorganisation Global Footprint Network begyndte for nogle år siden at opmåle, hvornår et års ressourcer var opbrugt, hvis de skulle stå mål med, hvad det kunne reproducere. Man fandt det, man kaldte  Earth Overshoot Day.
Første gang man lavede den opmåling var i 2006, da var det en dag i oktober måned, at man havde forbrugt de miljøressourcer der var til rådighed på planeten på et år.
Hvis vi sammenligner ressourcerne med en bank-konto vil det sige, at man i 2006 måtte leve på ressoucemæsstigt overtræk de sidste tre måneder af året.
Sidste år i 2015 faldt Earth Overshoot Day på den 13. august, og i år rykkede den endnu 5 dage tilbage til den 8. august. Så nu er vi på et niveau, hvor vi 5 måneder af året lever på miljøressourcemæssigt overtræk. Eller sagt på en anden måde, så skulle vi hvis vi skulle holde os til at bruge de ressourcer på et år, som kan reproduceres på samme tid, så skulle vi nu være midt i en 5 måneders periode, hvor vi hverken måtte spise mad, fælde træer, eller udlede CO2.

Det skønnes at vi skal ca. 30 år tilbage, hvis vi skal finde et år, hvor det samlede forbrug stod mål med ressourcerne.
Da Gud ifølge Bibelens skabelsesberetning skabte jorden, glædede han sig hver dag over det, han havde skabt, og han sagde til mennesket: opfyld nu jorden bliv mange og hersk over jorden.
Nu har det vist sig, at vi hersker over jorden ved at bruge den op frem for at herske ved at værne og beskytte og gøde og vande.
Forbruget af alt muligt er blevet noget, der fylder rigtig meget i vores tilværelse. Nogen gange skygger det måske for det meste andet i tilværelsen. Forbruget er ikke bare noget, vi gør, det er også det vores tanker er beskæftiget med, det vi taler om, og drømmer om, det der laves prime-time-tv-udsendelser om.
Vi kan knap forestille os vores tilværelse uden at den er spundet om et højt forbrug.
Det blinde forbrug er noget slam og dynd, som vi har brug for at blive trukket op af.
De bibelske skrifter har selvsagt ingen konkrete ord med henblik på de klimaforandringer og den forurening af jorden der finder sted nu, da det ikke var det, der brændte på i disse skrifters tilblivelsestider.  Men mange bibelske skrifter viser os kærligheden til og respekten for det, som Gud har skabt og ærefrygten for det liv og de opgaver, som Gud giver os i livet.  Og så viser de os Gud, som den, der nogen gange kalder os ud af den vane, vi er i, kalder os til noget andet og nyt, som skal komme til at fylde i vores liv.  

Det er også tilfældet i det evangelium vi har hørt i dag. Det falder i tre dele, og hver del rummer noget, der sætter noget nyt i gang eller kalder en ny anskuelse frem.
I den første del høre vi om, at Jesus går hen til en toldbod og kalder tolderen Levi som discipel.  Jesus går blot hen til Levi og siger: Følg mig !        Jesus kommer ikke med forklaringer elle begrundelser for, hvorfor der måtte være grund til at følge med.  Han spørger ikke Levi : har du lyst til at følge med, eller hvad mener du, om alt det jeg kommer med  ?  Nej det er kort og kontant en opfordring: Følg mig. 
Og Levi forlader sin hverdag, som består i at kræve penge ind, både til en magt som bruger pengene  et andet sted langt derfra og til sig selv. Han forlader den og kaster sig alene på tilliden til Jesu person ud i et nyt liv, som han slet ikke ved, hvordan skal blive.    
Jesus vil lægge Levi en ny sang i munden -  sangen om det Gudsrige ,som Jesus bringer med sig.
I næste del spiser Jesus i Levis hus sammen med toldere og syndere, som det hedder. Han holder bordfællesskab med dem, man nu ville kalde de forkerte, med taberne. Og da de rigtige, lov-overholderne, farisæerne  gør vrøvl over det, viser han også dem en ny sang:  at det rige han regerer i, der kommer han for at hjælpe dem, der har brug for det  og ikke for at  være sammen med dem, der klarer det hele selv.  Han så at sige gør et brud på konventionen, og viser en anden måde at være til på.

 

I tredje del handler det om faste. Mine disciple kan ikke faste nu siger Jesus, for de har brudgommen hos sig nu, og så skal der leves helt og fuldt i den fest, som der er omkring brudgommen, som jo er en anden betegnelse for ham selv.
Han siger vel, at deres gamle forestillinger om, hvad der er Gud velbehagligt, må opgraderes, skiftes ud.  Omkring ham er der en ny glæde og fest ved at sættes i værk, som ikke kræver fastemæssig neddrosling af livsprocesserne ,men fuld deltagelse.
Det er noget så gennemgribende nyt at det ikke kan rummes i de gamle mønstre og forestillinger. Han kan ikke lappes på det gamle eller hældes i gamle flasker, det må have sit eget nye sted at eksistere.
Det Gudsrige han kommer med sprænger alt.
Så kunne vi jo hævde, at han her legitimerer at vi bare bruger løs, - der skal ikke fastes.  Men det at være sammen med brudgommen, med Jesus uden faste er jo ikke ensbetydende med at man blindt holder fest, hvor alt bruges op, men snarere, at man i samværet med Jesus får al den åndelige føde, der er brug for, så man er fri for at drukne sin livsangst og meningsløshed i det at bruge løs.
Hos den brudgom opdager man, hvad der virkelig er noget værd i livet,  og så bliver  hjertet automatisk fyldt op af en større kærlighed ikke kun til Jesus og andre mennesker, men også til vores  jord, vores omgivelse og vores ophav.
I samværet med Jesus får vi lagt en ny sang i munden og får vist nye livsmuligheder.
Hvis vi skal ændre på det hovedløse overforbrug af verdens ressourcer, er der meget brug for at der lægges et fokus på det i de politiske diskussioner og beslutninger.
Det er vel et langt større emne, end mange af de emner der oftest og blandt andet nu diskuteres inderligt og heftigt på den politiske scene.   Der er en politisk opgave, der skal løses på det område.
Men på det personlige, individuelle plan,  er der også en opgave for hver af os. Hver af os kan gøre noget for at dæmme op for vores egen grådighed.
Vi må søge at slippe det gamle jag efter sikkerhed og bekvemmelighed og lade os fylde af ydmyghed overfor det at være til, andægtighed overfor Guds store og skønne skaberværk, kærlighed og taknemlighed for alt levende, -af alt det, som også hører kristendommens inderste væsen til. Det må vi søge at leve i og give videre til næste generation.

I dag er der høstgudstjeneste, og i dag   takker vi for alt det vi får.
Gid det må være anledning til, at Gud vil lægge os en ny sang i munden, en sang fuld af omsorg, nænsomhed og kærlighed  til den forunderlige klode, som Gud har lånt os at leve på.  
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.