20. søndag efter Trinitatis 2016

Det er med verden er som en have med frugttræer, - som med en vingård.
Og det er Gud, som har plantet frugtplantagen for at kunne få glæde af frugterne.
Sådan fortælles det i dagens tekster, fra bibel og salmebog.

Hos profeten Esajas er det en vingård. Den bliver anlagt efter alle kunstens regler på en frugtbar skråning. Jorden bliver renset for sten og indhegnet med et gærde. Det skulle være så godt men er det ikke. For træerne bærer ikke vindruer men vilddruer.
I skuffelse over det mislykkede resultat, lader vingårdmanden haven passe sig selv så den forfalder og gror til med tidsler og tjørn.
Det lyder ikke rart og det er heller ikke meningen. Lignelsen er talt af profeten som en advarsel til det jødiske folk om holde Guds vilje og holde hans bud.

I Jesu lignelse om vingården er der ikke noget galt med vinrankerne, som bærer god frugt. – Det er forpagterne, det er problemet. De skal passe vingården, medens vingårdsmanden selv er bortrejst. Men da høsten er i hus de nægter de at aflevere udbyttet til de udsendte tjenere, som i stedet får tæsk og bliver mishandles til døde.   
Det kan vingårdsmanden ikke forstå. Det må være sket en fejl. Og så sender han andre og flere tjenere for at hente sin andel af overskuddet.
Men der sker det samme med dem, som med de første.
Nu har vingårdens ejer et problem. – Man da han er et positivt menneske, som kun tænker godt om sine tjenere, sender han nu sin søn, som de jo kender og derved må respektere, som var det ham selv.
Sønnen bliver også slået ihjel. For forpagterne tænker lige modsat. – Hvis vi slår sønnen ihjel, kan vi selv overtage gården og ikke have mere vrøvl vingårdsmanden.

Sådan må Jesus ca have fortalt sin lignelse.
Nu spørger han sine tilhørere, hvad vingårdsmanden vil gøre, når han selv kommer? De bliver vel ikke alene fyret. De vil blive stillet for retten med dom og straf til følge. Med andre ord. Han vil give de onde forpagtere et ondt endeligt og derpå overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.
Der er en umisforståelig klang af dom og straf over denne lignelse og hvis Jesus med lignelsen tænker på Gud som vingårdsmanden og vingården som Israel, så er sønnen vel sagtens ham selv. På den måde bliver lignelsen et forudsigelse af det, Jesu modstandere er i færd med at gøre mod ham.
Han ved, hvad de pønser på. Han er udmærket klar over, at de gerne vil af med ham. – De tåler ikke hans omgang med toldere og syndere. De kan ikke acceptere alt det gode han gør, fordi han også gør det på sabbatten. – De kan ikke rumme ham.
Selvom han kan rumme dem. – Og de vil ikke gå af vejen for at anvende vold imod ham for at rydde ham af vejen.
Men ved at fortælle lignelsen prøver Jesus at nå dem før det er for sent.
Hvis de anvender vold og død mod Jesus, har de valgt voldens vej. – Vold avler vold. Vold er ikke vindruer – det er vilddruer i den gamle lignelses sprog.
Selvfølgelig kan tilhørerne fornemme den klang af trussel og dom, som klinger med i denne lignelse. De er fuldstændig fortrolige med den måde at tale om Israel som Guds vingård, som Gud har plantet for at få sin høst til rette tid.
Problemet er for det første, at de ikke tror på, at Jesus er Messias og Guds søn.
Og for det andet, at de heller ikke er modstandere af straf og død. – De tror tvært imod at man kan slippe for Guds straf ved at skaffe sig af med toldere og syndere, for slet ikke at tale om Gudsbespottere som ophøjer sig selv til at være Guds egen søn.

Du gav mig oh herre en lod af din jord, sang vi som indledning. Den jord, som jeg nu min egen må kalde.  Med det tænker vi vel ikke kun på marken, matriklen eller kolo-nihaven. Hver af os kan tænke på det sted vi har fået lov til at leve og folde os ud.
Det er en god og positiv salme, som hjælper os til at huske på, at alt dette er Guds gode gaver.
Derfor skal jeg fylde med hæderligt virke min dag, og hjælpe og værne om den som er svag /  Jeg skal bruge det pund, mig blev givet, for at elske, thi deri er livet.

Problemet er imidlertid, at der er tegn i gråd og klima og i sædens kvalitet /
på, at vi har levet dumt på den betroede planet.
Skybrud, skilsmisser og brand er kun lidt af tidens nød /
Folk på stepper og ved strande går mod sult og druknedød.
skriver hans Anker Jørgensen.  Og han fortsætter:
Sådan er nu engang livet, synger markedspladsens kor.
Du, som satte livet ind for os og denne skønne jord:
Giv os bankfolk og eksperter, der har aktier i dit værk!
Giv os kloge studieværter! Gør samvittigheden stærk!

Vi behøver ikke sige mer`. Vi ved, den er gal.
Vi høster vilddruer. – Vi vil som de griske vingårdsbønder score udbyttet selv.
Og selvom vi lever i en ateistisk del af verden, hvor man har afskaffet Gud,
bliver Gud ved med at udsende sine tjenere til os for at få del i udbyttet.
Hvis man skulle lave en moderne fortolkning af Jesu lignelse så kunne man jo se det første hold udsendinge, som de flygtninge, som kommer fra den anden side af Tyrkiet. Tyrkiet, som vi har sat til at bevogte grænsen, så vi ikke blive generet af de flygtende i vores del af verden.
Det næste hold udsendinge er måske de migranter, som sejler over Middelhavet fra det fattige sultne Afrika, for at få del i vores velfærd.
Det tredje hold er måske dem som kommer fra hele verden og er de kvoteflygtninge, som vi har lovet FN at tage imod. – Flygtninge som mere end andre har behov for lægehjælp og støtte til at kunne genoptage deres liv.

Med en sådan fortolkning af lignelsen, bliver vi vist inddraget på en ubehagelig og nærgående måde.  – Det er svært at få øje på evangeliet i disse tekster om vingården.
Det er så svært, at det fik en præst, som skulle skrive en prædikevejledning til alle os andre til at ansøge sin biskop om tilladelse til at vælge en anden tekst. -han fik afslag.
Så der skal altså prædikes også i dag.  Men er der overhovedet noget håb?

Ikke i lignelsen men derimod i den efterfølgende samtale med disciplene, hvor Jesus siger: den sten bygmestrene vragede er blevet hovedhjørnesten.
Jeg så engang en anlægsgartner bygge et højt stendige. Foran sig havde han en dynge natursten.  Først fandt han de store sten og fik dem placeret. Derefter fulgte de mindre. Og til slut fyldte han hullerne op med de små sten.
De sten, som var til overs, blev så kørt bort igen.

I Jerusalem byggede man på det gamle tempel. – Man har haft byggematerialet liggende klar i en stor dynge. – Jeg forestiller mig, at Jesus og disciplene kom der forbi i dagene efter indtoget i Jerusalem.
Nogle af stenene er blevet placeret i det ny bygningsværk. – Andre er blevet vraget.
Og så giver ordene pludselig mening:
Den sten som bygmestrene vragede, bliver hovedhjørnesten i et helt nyt tempel..
Og med det tænker Jesus på sig selv.
Han blev jo vraget af præsterne og de skriftkloge. Farisæerne var konstant kritiske og i konflikt med ham. – Alle repræsenterede de en udgave af den jødiske tro, som frygtede Gud og hans hævn. - Derfor kunne de ikke rumme Jesus. – han som rummede toldere og syndere; han, som rummede de lovtro og farisæerne, han, som rummede og favnede dem alle. – Ham kunne de ikke rumme. Han blev vraget.

Han er nu blevet hovedhjørnesten i et helt nyt byggeri. Et nyt og andet tempel.
Et tempel ikke gjort med hænder af døde sten, men med liv og ånd.
Ikke bygget på frygt for død og fortabelse men i tro på og håb om forsoning, tilgivelse og kærlighed.

Det må være evangeliets forkyndelse til os i dag. – Det er bare ikke til at få sagt amen. Det er som om, der mangler noget. Et eller andet, vi har overset.

Måske det, at vi stadig er forpagtere af vingården. – Vi er stadig forpligtede.
-  Hvad vil vingårdsejeren sige, når han kommer anden gang herned?
For ham er det vel ikke bare vores land og vores velfærdssamfund, som er hans vingård. – For ham er vingården den hele jord. Alle mennesker. – Hele naturen. Og hans mål for 2020, 2025 og 2030 er ikke Danmark eller EU i en snævert perspektiv.
Hans mål for verden gælder os alle.  Og målet er at samle os alle fra øst og vest, fra syd og nord, for at vi kan at være sammen med alle mennesker til alle tider, både Abraham, Isak og Jacob.


Når det sker, må vi bede til og håbe på, at vi også er tænkt med i det store fællesskab. Det fællesskab som både omfatter dem på den anden side af Tyrkiet, af Middelhavet og alle andre på denne jord. Hvordan skulle det kunne være anderledes for ham, som er Vor Herre og frelser han, som vil være med os alle dage indtil verdens ende.
Og for det må vi hellere træne i at kunne sige Lov og tak og evigt ære være dig, Fader, Søn og Helligånd, du som var er og kommer, som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen.