25. søndag efter Trinitatis 2016

”Jeg er” siger Jesus.  Det er store ord.
Og Jesus tilføjer, jeg er træet, og I er grenene.
Det ligner noget, der er sagt før. Nemlig det, som Gud sagde til Moses fra den brændende tornebusk. ”Jeg er den jeg er”.


Moses var en etnisk jøde som var blevet opdraget som prins ved kong Faraos hof i Ægypten. En dag så han en ægyptisk fangevogter mishandle en jødisk slave. Han blev så ophidset at han slog ægypteren ihjel.
Derfor stak han af og flygtede ud i Sinajs ørken. Her ser han denne brændende tornebusk, som brænder uden at blive fortæret af ilden. Det er Gud, som taler til ham og kalder ham til at vende tilbage til Ægypten med den opgave at befri folket fra slaveriet: - Gud blander sig altså i historien og vil befri slavefolket. Men selv er han ophøjet, urørlig og kan kun defineres ved sig selv:  Jeg er den, jeg er. – Jeg er det levende i alt liv. Jeg er den skabende og opretholdende Gud, som rummer alting. Men selv kan jeg ikke rummes af noget. ”Jeg er den, jeg er”.

Når Jesus om sig selv siger: ”Jeg er”, så taler han som Gud; så er han Guds ord, som taler med Guds stemme. Men han taler ikke ud i luften men til sine disciple. Han siger: Jeg er vintræet og I er grenene. Og derved siger han, at de hører sammen, som stamme og grene i et fællesskab, som bærer frugt.

Gid jeg dog vil kunne huske de ord, når mit liv er ved at være slut. – Når jeg er træt og skal dø. – Når jeg ikke orker at tænke en eneste tanke. – Hvis jeg så bare kunne huske denne ene sætning:  Jeg er træet og I er grenene. Så har jeg hele evangeliet samlet i en eneste sætning. For med den sætning ved jeg, at jeg hører sammen med ham. – Så ved jeg, at intet kan skille mig fra Guds kærlighed i Kristus Jesus.

Ideen til at sige dette her fik jeg for måske 10 år siden ved et besøg i nogle souvenir butikker i Betlehem, hvor man solgte julekrybber og alterbægre og alt muligt andet smukt træskærerarbejde. – Her var der også et lille kors, lige til at holde i hånden.
(vis korset). -  Man fortalte, at det var beregnet til at bruge til gamle mennesker som skulle dø. – Når man ikke længere kan hverken se eller høre noget. Så kan man i stedet få sådan et lille kors at holde i sin hånd som fortæller det hele uden ord og uden lyde. – Bare ved mærke træets form i sine hænder vil man kunne huske, at troen på Jesu død og opstandelse også gælder mig. 

På samme måde kunne jeg tænke mig at bruge sætningen om træet og grenene. – For den siger jo det hele:  Jeg er vintræet og I er grenene. Bliv i mig, så bliver jeg i Jer.
Det er fællesskab. Så er det kontakt. Og det er gensidigt. Fra Gud til os. Og fra os til Gud. Så er vi inde ved nerven i alt liv. Livskraften der gør alting levende:  Nemlig kærligheden. Som Jesus også siger: Som Faderen har elsket mig, har jeg også elsket
jer. Bliv i min kærlighed.

Nu kan tanken om et træ give anledning til mange overvejelser:
Det er ikke alle grene, der bliver på træet. Nogle visner og falder til jorden.
- Er med mennesker ligesom med grene, kan man spørge?
- Går det galt, hvis de vil leve for sig selv og river sig løs fra deres sammenhæng?
Det gør det vel ikke. Det er det vi ønsker med opdragelsen af vore børn og unge.
Vi uddanner dem til i løbet af en række år at blive voksne, der skal stå på egne ben.
De skal lære at klare sig selv. De skal finde ud af, hvordan de vil leve deres liv.
De skal jo ikke leve vores liv.
Når man bliver 18 år, bliver man myndig og får stemmeret. Det giver frihed. Forældrene bestemmer ikke længere. Om ikke før så kan børnene nu frit og frejdigt flytte hjemmefra og realisere sig selv og deres drømme med deres eget liv.
Nu skal de som fuldt udvoksede fugleunger brede vingerne ud, og så vil det vise sig om de kan bære.
Men trods al den frihed kan man stadig være som en gren på træet. Man behøver ikke at rive sig løs fra den kærlighed og livskraft man har levet i som barn i familien og i nærmiljøet. Man kan stadig lege i livstræets krone og føle at livet er stort.

Nu er det med friheden høj ideologi for tiden, i hvert fald for nogen.
Vi vil gerne have total frihed til at bestemme alt for vores liv og er derfor imod alle former for begrænsninger. – jeg vil have lov til at sætte min hat som jeg vil. – Og jeg er sku´ min egen sagde katten.
Men fri fra helt at være sammen med andre, er der nu ikke mange, der stræber efter. – For så bliver man ensom. – Men derimod vil vi gerne selv bestemme, hvem vi skal være sammen med. Vi vil gerne være førstevælgere og hvis ikke vi kan blive det, vil vi gerne vælges af andre førstevælgere, som vi sætter pris på.
Så er vi nemlig fri for at blive sat sammen med dem, vi ikke har lyst til at vælge.
Det giver en god fornemmelse. Man føler sig stærk, når man er sammen med de stærke. Derfor slutter vi os sammen i klubber og foreninger, partier og karteller, loger og selskaber. Der kan være mange forskellige ting, som knytter os sammen. -  sport, børn, arbejde, økonomiske fordele, hobbyaktiviteter.
- Noget af det kan være både herligt og nyttigt. –Men det kan også være rædselsfuldt. - Det kommer an på, hvilken ånd der hersker.
- Om man tænker inklusivt og åbent om andre eller eksklusivt og lukket.
- Der er mange eksempler på livsgivende fællesskaber. Men der er desværre også på det modsatte. – Der er venskaber og grupper som dannes for at holde andre udenfor og på afstand. – Foragt og latterliggørelse kan ødelægge alt i en skoleklasse. – Hån er et effektivt midler til at tage modet fra et andet menneske. Når man går sammen om at nedgøre andre, kan man blive stærke indadtil.
Sammen har man det fint sladrehjørnet eller i rockerbanden. Eller også frygter man for selv at blive det næste offer for gruppens udstødelse. Og hvor frygten hersker, bliver livet forpestet så legen i livstræet standser. 

Der mangler frisk luft og god ånd, nemlig Helligånd.
En ånd som får os til at åbne os mod andre, især den ene, som er blevet frosset ude, ladt i stikken, glemt eller hvad vi nu gør ved hin enkelte, som vi ikke vil have med at gøre, den, som de andre ikke vil lege med.

Eller sagt mere direkte. Når vi kapper forbindelsen til Gud, som er Far til os alle, som har givet os kraften til at leve; - når vi kapper forbindelsen til vor far som vi kender gennem Jesus, vor bror, 
- når vi melder fra ovefor ham og hans gode ånd,
- når vi i frihedens navn kapper forbindelsen til det, som giver os livet med hinanden,
- når man gør andre til bipersoner, til redskaber for sit eget liv og er sig selv nærmest,
-  er det ikke sikkert, at friheden vil føre til hverken liv eller lykke.
For livet og lykken er af Gud kædet sammen med livet i sammenhæng og fællesskab.

Det var den løftede pegefinger. Det er sådan set træls at høre på. – Også selvom det skulle være rigtigt. – Og sådan er det også træls at høre på evangelieteksten i Johannesevangeliet, hvor der i mange sætninger tales om de grene, der ikke bære frugt. De skæres af og visner for til sidst at blive brændt.
Det er ikke alene træls. Det er også forkert. For sådan gjorde Jesus jo netop ikke. – han værdsatte fællesskabet med toldere og syndere. – Han opsøgte de forstødt og de fortabte.  Han afviste dem ikke men samlede dem til fællesskab.
– Han bød dem op til legen i livstræets krone, kan man sige.

Og det gør han også med anvendelsen af billedet af vintræet og grenene.
Han siger ikke: Jeg stammen og I er grenene. Han siger derimod: Jeg er træet. Og et træ består af både stamme, grene, blade blomster og frugt.
Det betyder, at han med dette billede gør sig til ét med grenene. – De er ikke noget andet og anderledes end træet selv. – Grenene er træet og træet er grenene.
Så tæt hører vi altså sammen i Gud.
Den evangelist, som har forfattet Johannesevangeliet, har ikke kunne lade være med at løfte pegefingeren. – Og det er måske også godt nok. – Men han kan ikke vide, om der bliver bål og brand af alle de grene, som ikke har båret frugt.
Det kan han ikke være sikker på.
Tværtimod: Skulle det ske, kommer Gud i splid med sig selv. Det vil jo blive noget af Gud selv, som brænder til intet.  Det giver ingen mening. – Gud kan meget, men ikke alt, skriver Paulus: Fornægte sig selv kan han ikke. – Derfor kan han heller ikke fornægte sin altomfattende kærlighed til os, det fællesskab hvor vi alle er sammen, og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig vor Gud, fader Søn og Helligånd, du som var er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen.