Joh 4, 46-53
Salmer : 743, byens tavshed, 674v1-2, 582 - Guds kærlighed, 677v4-6, 192v 7, 80

I faderens, sønnens og helligåndens navn. Amen.

For et stykke tid siden var jeg sammen med nogle store skoleelever og vi skulle tale sammen om døden. På et tidspunkt bevæger elevernes tankefokus sig ind på kirkegården på hvad der måtte ske på kirkegården både nede under jorden og over jorden.   Og så er der en af dem der spørger mig : tror du på spøgelser ?

I farten kunne jeg ikke lige finde på andet at svare end : nej, jeg tror på Gud.Så måtte jeg bagefter forklare, at jeg da ikke ville benægte, at det er rigtigt, hvis nogen har haft nogle spøgelsesagtige oplevelser. Men det er bare ikke den slags ting jeg sætter min lid til : Jeg tror ikke det er nogle spøgelsesmagter på kirkegården eller andre steder, der har magten i verden, det har den levende Gud, og det er ham jeg tror på og sætter min lid til.

De bibelske tekster vi hører ved gudstjenesten i dag handler om tro. Og om tro med vægt på den specifikke betydning : have tillid til, stole på. I evangeliet møder vi den kongelige embedsmand, der stoler på Jesus, ja han satser stort på, at Jesus er til at stole på.

Embedsmanden bor i Kapernaum og da han hører, at Jesus efter en rejse er vendt tilbage til det gallilæiske område, begiver han sig til  Kana 25 km væk for at bede Jesu komme med ham hjem.
For hans søn er syg, meget syg, så syg, så han ligger for døden. Allerede ved at begive sig ud på turen gør manden et sats, for han kan jo meget vel risikere at drengen dør mens han er væk.    Embedsmanden er også hurtig til at fremføre sit ærinde for Jesus, da han møder ham. Der er ingen omsvøb, kom med, og hjælp min dreng. Men i stedet for at komme med, begynder Jesus i første omgang at tale om tegn. Hvis I ikke får tegn at se, tror I slet ikke siger han, nok ligeså meget henvendt til de andre, der stod der omkring som til manden.  Det  bliver ligesom på forhånd tematiseret overfor dem, at det er et tegn til tro, der nu skal finde sted.
Men embedsmanden er lige nu revnende ligeglad med tegn til tro eller ej, han har en konkret nød, en dødssyg dreng, hans anliggende lige nu er ikke at få et tegn, men at Jesus vil hjælpe ham. Herre kom nu med derned, før mit barn dør, må han utålmodigt bede Jesus. Men Jesu opfylder ikke mandens bøn på den måde, som han havde tænkt sig. Han kommer ikke med ham. I stedet giver han ham sit ord.
Gå hjem din søn lever.
På Jesu ord og løfte om liv, bliver den kongelige embedsmand sendt hjem til sin familie og hverdag. Og her kommer det ubegribelige: manden tror Jesus på hans ord og går. Hvorfor bliver han dog ikke ved med at plage Jesus om dog at gå med. Det kan være svært at forstå.
Og jeg kunne også godt forestille mig, at det er det, han siger til sig selv da han er på vej hjem den lange vej. Manden vælger at tro Jesu på hans ord og satse på det. At gå i tillid til det.  Men jeg kan ikke forestille mig, at det har været nogen let og ubesværet gang hjem.  Hvor mange gange på vejen hjem må han ikke have spurgt sig selv, om det var det rette han gjorde, om han ikke skulle have været mere vedholdende.  Sådan må hans tur hjem have svinget mellem fortrydelse og selvbebrejdelser og så håb og fortrøstning.Sådan er vejen, selv for den der har valgt at satse på troen og håbet, fyldt med tvivl og rådvilde tanker.

Men allerede undervejs hjemme bliver han mødt af budskabet om liv. At hans søn lever og er rask.  Det viser sig, at hans tillid ikke bliver gjort til skamme.

Efter det kommer manden og hele hans husstand til tro slutter beretningen.

Man kan så spørge: hvornår var det egentlig den mand troede, var det dengang han gik på Jesu ord eller var det først nu ?
Allerede da han gik af sted i tillid til Jesu ord troede han på, at Jesus ville helbrede hans dreng.  Men efter at det er sket bliver det et tegn for ham og hans familie. Et tegn på, at Jesus ikke alene er en dygtig healer, men er den, som kalder livet frem alene ved sit ord.  Altså at han og hans virke er i slægt med skaberen selv, der skaber alene ved sit ord.  Med dette tegn kommer manden til tro i den forstand at han og hans familie retter og baserer hel deres livsgrundlag  på Jesus som Guds søn.
Akkurat som Johannes, der fortæller historien, oplever det i sin samtid, at enkelt personer og familier tilslutter sig den kristne menighed, og dermed gør den kristen tro til grundlaget for og pejlemærket i deres tilværelse.

Troen kan helt enkelt være at gå i tillid til Jesus, og den kan i videre forstand være bevidst at fundere sit liv på Jesus Kristus som Guds søn. Begge dele kan fuldgyldigt gå for det, at tro.  

Vi har et modbillede til historien om den kongelige embedsmand.  I historien, vi hørte først i gudstjenesten om Naaman. Den hedenske hærfører, der med vogn belæsset med kostbare gaver rejser til den navnkundige profet Elisa i den tanke at han skal overrække det efter at Elisa ved store religiøse ceremonier har befriet ham for hans spedalskhed. Da Elisa blot beder ham om bare selv at gå hen og bade sig i Jordan floden, bliver han vred. Sikke noget pjat, det er for nemt, hvad skulle det virke.

Han er ikke den der går i tillid til et ord. Men heldigvis er der en anden, en tjener, der tror for ham og får ham overtalt til dog at prøve.  Det bliver til liv for ham.  

Gå hen og bliv døbt, sådan siger Jesus til os i sin dåbsbefaling. Så vil jeg være med jer.

Men nej, det er for nemt, kunne det være nærliggende at svare sammen med Naaman. Hvad skulle tre små håndfulde vand kunne virke.  

Men heldigvis har der vært nogen, der har troet for os, før vi kom så vidt at kunne tænke de tanker -  nogen har troet for os og båret os til dåben. Og sammen med dåbsvandet bliver der givet os ord om liv, ja evigt liv.  De ord om liv har vi at gå ud i livet på.  Vi kan gå ud i livet på dåbens løfte akkurat som den kongelige embedsmand gik på Jesu løfte. Men tør vi det ?  Det kræver mod og tillid til Gud at satse på, at det ikke er død, men liv vi skal mødes af på vor færd.     Hvordan finder vi ud af at bevare tilliden til Gud, også når han ikke hjælper os på den måde, som vi havde tænkt os at han skulle - kan vi da stadig væk gå i tillid til at livet vil blive skænket os, stort og forunderligt og uden for enhver logik ?

Det er ikke altid nemt at gribe Jesu ord, som rækkes os. Det er en af grundene til, at vi kan have brug for at komme sammen her til gudstjeneste. For at vi kan være sammen om at turde gå på Jesu ord. For at vi kan hjælpe hinanden og sammen lytte, synge og bede og åbne rum for at  Helligånden kan fylde vores hjerte med tillid og glæde, med tro på, at Gud i Jesus Kristus giver os en kærlighed, hvis styrke overgår alle mørke og dødemagter. En kærlighed, som det er værd at stole på.

For det siger vi  lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver en sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.                                

Amen.