"Den kongelige embedsmand i Kapernaum".

Det er overskriften for den lille fortælling fra Johannesevangeliet, som vi hørte før. Det er fortællingen om en syg, der blev rask og om mennesker, der kom til tro. Hovedperson i fortællingen er en kongelig embedsmand.  Det lyder måske fint men er det ikke. For den kongelige embedsmand var en del af den romerske undertrykkelse i landet. Men samtidig var han en far, som havde en søn, der var blevet syg. Meget syg. Han har sikkert allerede været hos lægen hjemme i Kapernaum. Både den romerske og den jødiske. Han har gjort alt, hvad der stod i hans magt for at få sønnen rask. Men indtil nu har intet kunne hjælp ham. - Det er vi jo mange, der kender til. Når en af vore nærmeste er syge, vil vi gøre alt for at opsøge dem, som kan helbrede. Alt skal forsøges. Hvad enten vi har råd til det eller ej. Uden hensyn til geografiske, kulturelle eller religiøse forhold. Derfor gik han til byen Kana, som ligger langt fra Kapernaum. Han havde nemlig hørt om de tegn, jøden Jesus havde gjort. Og nu skulle Jesus kunne træffes i Kana, hvor han havde forvandlet vand til vin.   

Jesus bliver derfor opsøgt af den fortvivlede romervenlige far, som beder ham følge med til Kapernaum. - Det er underforstået, at Jesus skal være stede hos patienten for at kunne hjælpe. Og embedsmanden siger: Herre, kom med derned før mit barn dør. Men Jesus går ikke med ham. I stedet siger han: Gå hjem, din søn lever.  

Det gør manden så. Han troede Jesus på hans ord. Og så fortælles der, at han på vejen hjem bliver mødt at sendebude, som fortæller, at sønnen havde fået det meget bedre og at det var sket i netop den time, hvor Jesus havde sagt: Din søn lever.  

Jesus har altså ikke mødt den syge søn. Hvem han er, og hvad han har fejlet, fortælles ikke.  Selvom hele historien handler om ham, er han kun til stede i fortællingen som en biperson. Hvad han selv tror om sin sygdom og helbredelse, får vi intet at vide om. Det har ikke fortællerens interesse. For det hele går ud på at få fortalt, at embedsmanden og hele hans hus kom til tro som følge af helbredelsen. Tro en er ikke en forudsætning for helbredelsen, men et resultat af den.  

Og herved har fortælleren bragt sig selv ind i historien. - Evangelisten Johannes vil noget andet med beretningen, at end man umiddelbart skulle forvente. Hvad det er, skriver han til sidst i sit evangelium. Han skriver: Jesus gjorde mange andre tegn, som hans disciple så. Men dette er skrevet for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have livet i hans navn.      

Jeg kan godt huske dette fra skolen, dengang jeg var dreng og blev undervist i kristendomskundskab i en Københavnsk baggårdsskole i et arbejderkvarter. - Læreren fortalte os om Jesu helbredelser. Og vi forstod det sådan, at de underfulde helbredelser var bevis på, at Jesus var Guds søn. - Det var vel i 3. eller 4. klasse. Og så var der nogle af de andre drenge, som ikke kom fra særligt troende hjem. - Og de sagde så, at det jo også kunne være, at de syge blev helbredt på en helt naturlig måde. Nu havde jeg jo gået i søndagsskole, så jeg havde lært, at underberetningerne var det uangribelige bevis på Jesu guddommelighed. Sådan kan der jo bo en fundamentalist i enhver. Men vi nåede aldrig længere i den diskussion og blev aldrig enige.  

Og i dag er jeg nødt til at give mig. Mit projekt dengang var håbløst. Det var ikke sådan, evangelisten Johannes fortalte om det. Han fortalte, at underberetningerne var tegn. Og tegn er ikke tænkt som bevis men tegn. Længere kan vi ikke komme i kommunikationen med hinanden. Alt det som sker, skal fortolkes og tydes. Alting afhænger af øjnene, der ser, af ørene der hører, og tanken, som forstår.  

Tag blot nogle eksempler fra den sidste tid. Nu har Irans og USA's præsidenter for første gang i 40 år talt sammen i telefon. Og i  Geneve mødes man og forhandler om det omstridte iranske atomprogram. Det er tegn på nye tider med forsoning, siger nogen medens andre ser de samme initiativer som manipulation og bedrag.  

Og I Syrien destrueres de kemiske våben og det ses som tegn på en fælles indsats for afskaffelse af masseødelæggelsesvåden. Andre fortolker det som et smart trick for at kunne fortsætte nedslagtningen af den syriske lokalbefolkning.  

Tegn er ikke bevis. Tegn skal tydes, for tegn er tvetydige. Man ser det, man vil se, og forstår det, man vil forstå. Også på det personlige plan lever vi af tegn. Vi ser hinanden i øjnene, eller ser bort. Vi gir hånd eller lader være. Vi går over på det modsatte fortov eller vi mødes.  Måske smiler vi eller giver hinanden et knus. Alle disse små signaler i hverdagen har betydning. Man kan opfatte alt i bedste mening. - Eller man kan lade være. Et kys er aldrig bare et kys. - Det kan både være tegn på kærlighed og forræderi.  

Evangelisten Johannes fortæller om 7 tegn i sit evangelium. Vand blev gjort til vin. 5 små brød og to fisk mættede de 5000. En syg ved Bethesda dam som havde været på institutionen i 38 år kom til at gå. En blindfødt dreng blev seende. Og den døde Lazarus blev kaldt tilbage til livet efter flere dage i dødens mørke. Johannes fortæller om alle disse undere, for at vi skal tro.  

Vi ved i dag, at troen er vigtig for helbredelse. For de fleste sygdomme, både fysiske og psykiske, spiller troen, humøret, livslysten en umådelig stor rolle. - Både hos patienten og de pårørende. - Den, som er alene med sin smerte, sit savn og sin sorg har det ulige sværere, end den som bliver båret af et stærkt socialt netværk.  

Men det er ikke den tro, som Johannes evangelisten taler om. Han taler om den tro, som følger efter; den tro, som kan blive resultatet af det, som sker. - Tegnet.  Det, som Jesus har sagt eller gjort. Det er Jesus, der er underet og ikke det menneske, som Jesus har hjulpet. Vi ved ikke, om den syge søn fik mén af sin sygdom, om den lamme i 38 år gik frisk og rask af sted eller om han stavrede gangbesværet omkring. Vi ved ikke, om Lazarus blev frisk og rørig eller om han gebærdede sig som et levende lig, sådan som Per Lagerkvist fortæller om det i romanen Barabbas. Vi ved det ikke, for det fortælles ikke. Men vi ved, at de alle siden er døde. Det er ikke disse mennesker, det er bevis på noget. - Men det, der skete dem, blev tegn på et under af en helt anden karakter. Nemlig Jesus selv.  

Det er om ham der fortælles i indledningen til Johannes evangeliet. - I begyndelsen var ordet og ordet var hos Gud og ordet var Gud. Ordet er Jesus. Og alt er blevet til ved ham.  Uden ham blev intet til af det, som her. Det er ham, der blev menneske og levede livet sammen med os. Han er Guds søn og Gud er hans far. Han kom til verden med kærlighed. Fordi Gud elskede verden.  

Den kærlighed kan opleves overalt. - Alt det, som gør livet smukt og rigt for os er tegn på det liv, han har givet os. - Livet selv er tegn. Når Gud, som den elskende giver tegn på sin kærlighed, kan det udvirke både  tro og håb i den, som møder det. - Det må være sådan, at den kongelige embedsmand og hele hans hus oplevede sønnens helbredelse. Troen er ikke en betingelse. Det er resultatet. Gud har troen. Og giver den til os. Troen kan flytte bjerge, siger man. Nemlig Guds tro. Den tro kan også flytte dig og mig. Thi for Gud er alle ting mulige. og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig Vor Gud, Fader søn og Helligånd, du som var er også kommer, som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen.