Matt. 18, 21-35

Salmer: 732, 678, 289, 33, 477, Teen 153

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Eva gik omkring i Paradisets have, verden var ny og alt var grønt, der var træer så mange, at hun ikke kunne tælle dem fyldt med dejlig frugt. Og hun spiste af dem hver dag sammen med sin mand, og de blev mætte.  Gud havde givet dem det hele: livet, haven med træerne og hinanden.  Gud ville dem det godt. De havde det godt. Men et træ havde han ikke givet dem. Et eneste ud af de mange træer havde han sagt, at de ikke måtte spise af. Det var ikke noget problem, for de havde jo så rigeligt. Alligevel kredsede Eva om det træ. Hun gik oftere og oftere derhen og lod sin øjne hvile på dets gådefulde frugter.

En dag hun stod der, var det som om en hvislende stemme kom krybende hen imod hende og en tanke brød frem i hende:   Hvorfor mon Gud har sagt, vi ikke må spise af det træ?    
Hvorfor skal der være noget, som vi ikke må røre?
Er det rigtigt, at det har dødelige konsekvenser at røre den frugt?
Eller er det fordi det er noget, Gud vil have for sig selv ?
Er det fordi Gud vil narre os og snyde os for det bedste? Er han i virkeligheden ikke på vores side? 
Er det sådan, at hvis jeg vil have det bedste for mig og min mand, så må jeg snuppe det selv?

Den tanke var ikke tænkt til ende, før hun have rakt hånden ud og plukket frugten. Hun tog hurtigt en bid og rakte frugten videre til sin mand, som kom i det samme. Da så de en slange krybe hurtigt væk og i skjul.     

Eva og Adam faldt ud af Paradisets have, da de holdt op med at stole på Gud, men ville det hele selv.

Og her, udenfor Paradisets have, er det blevet en levergel: at vi må tage selv,  tilkæmpe os vores goder ved magt eller kløgt.  Skabe vor egen lykke. Livsfilosofien, der hører dertil er, at vi ikke kan stole på nogen, hverken på Gud eller mennesker. Kun på os selv.

I det regnskab er der nogen, der bliver de små.

Det gør alle, der ikke har magten, evnerne, midlerne til at skabe sig selv og sine en god tilværelse. Der kan vi med rette komme i tanke om mange forskellige enkeltpersoner og grupper, som tilhører dem, der bliver de små.

Det tydeligste eksempel på dem, der på denne måde er de små, er børnene.

Børnene er dybt afhængige af, at nogen tager sig godt af dem, at nogen giver dem både fysisk og menneskelig omsorg.  De er afhængige af, at nogen giver dem beskyttelse og vejledning. Giver dem oplæring I, hvordan man klarer sig og begår sig i vores verden. Giver dem oplæring I, hvad der er vigtigt og ikke vigtigt.  

Det er dem, børnene, som Jesus i indledningen til vores evangelium i dag priser som det bedste eksempel på en forbilledlig eksistens.  

Disciplene kommer til ham og spørger: Hvem er den største i himmeriget, for det er det spørgsmål, de er optaget af.  På dette spørgsmål svarer Jesus : hvis I ikke vender jer om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i himmeriget.     

Når disciplene stiller det spørgsmål: hvem er den største, så er det vel for at få en eller anden form for målestok, så de kan måle både sig selv og andre på om man nu er "stor nok" til himmeriget.   Måske forventer de beskrivelse af specielle kvalifikationer eller særlige handlinger, som giver kort til at være stor i Himmeriget. 

Men da Jesus svarer dem vender han om på værdierne. De spørge ud fra den antagelse, at det vigtigste er at være stor.

Jesus vender det om og siger: Det vigtigste og den vigtigste er den, der er lille.

Det skulle måske ikke være en overraskelses for disciplene, for noget lignende har han jo egentlig sagt mange gange.  Men både de og vi lever efter Evas fald fra Edens have og har det siddende i os, at vi må være store, stærke, klare os selv, ja at kun den, der er stor er noget værd.

Men Jesus vender om på vore indgroede ideer. Den, der ydmyger sig og bliver som et barn, er den største i himmeriget.  Den der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig.

Med disse ord sætter Jesus vores menneskesyn på plads.  Det særlige ved mennesket er, at det er elsket af Gud, uanset om det i verdens forstand er et stort eller et lille menneske, uanset om det er et menneske, andre ser op til, eller et menneske, andre ser ned på.

Den hjælpeløse og magtesløse er den, som er centrum i Guds rige. 

Dette fokus er vi nødt til at holde fast og sige igen og igen, for det løber os hele tiden af hænde.  Dette fokus er en vigtig ting i vores tro og i hele den kristne livsform. Kristendommen som et sted hvor den svage har en særlig bevågenhed, er et værn mod de forvrængede menneskesyn, som opstår i mange sammenhænge, både i vor egen kultur og i andre kulturer.

Da Jesus har sat det lille barn i centrum og prist det som det største i Himmeriget, tager han fat på at udlægge hvilken sårbarhed, den Lille og svage er i og det store ansvar, det for alle omkringværende er, at værne om den skrøbelige.

Her bliver det tydeligt, at han ikke kun taler om den skrøbelige forstået konkret som barnet, og ikke kun om den skrøbelige  i social forstand, men i særlig grad om den skrøbelige og lille i troens forstand.  Han udlægger med voldsomme billeder, hvor skæbnesvangert det er, hvis disciplene og vi med dem får et menneske til at falde ud af den tillid og tro, det har til Gud.

Hvis vi begynder at gøre fælles sag med slangen i paradisets have ved at sætte mennesker i tvivl om, om Gud nu vil dem det godt, eller lader dem forstå, at de er overladt til en skånselsløs eller ligeglad Gud. Eller hvis vi begynder at tage mod, tro og håb fra et menneske ved at bilde det ind, at livet som Guds barn ikke er godt nok, og ikke er noget værd i sig selv, at man samtidig må være noget stort for at være noget i Guds øjne  - hvis vi begyndermed det, da gør vi en  meget stor skade. 

Jesus taler om at hugge sin hånd af eller  rive sit øje ud.

De voldsomme ord er billedsprog og retoriske vendinger, som skal gøre os forståeligt, at der kan være ting i vores livsførelse og livsforståelse, som det er nødvendigt at hugge af.  

Hvis vi i en konstant higen efter at være store og velbjergede forfalder til  uhæmmet at tage selv også af det, som er givet til  menneskers fællesskab, er der nogen, der bliver de små, så er der nogen som vi gør ekstra værgeløse.

Når Jesus sætter de små som de største i himmeriget og kommer med skarpe udfald imod den, der tager håbet fra de små, så gør han os opmærksom på, at når der er nogen, som er svage, så er der andre, der er stærke og har et ansvar for de svage.

I kirken, i det kristne fællesskab er det et præmis og kendetegn, at vi har ansvar for hinanden, og at fællesskabet har et særligt ansvar for de mindste.

Til slut i sin tale her, fortæller Jesus den lille lignelse om det ene får, der farer vild, og fåreejeren, der lader de 99 klare sig selv, mens han går ud for at lede efter det ene vildfarne.

Med den lille lignelse betoner han, at selv den, der må mærke dommen fra hans voldsomme ord for lidt siden, er et menneske, han vil gøre alt for at lede tilbage, bære tilbage.

Guds glæde er uendeligt stor over hvert eneste vildfarent får, han finder. "

Således er det jeres himmelske fars vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt."   

Sådan slutter Jesus sin tale. Det er det, han ville sige med det hele.

Det er ikke vores himmelske fars vilje, at et eneste af hans børn skal gå fortabt.   

Det kom Eva i tvivl om, da hun stod foran træet, hun ikke måtte røre, og det kan vi komme i tvivl om, når vi er ved at gå fortabt i verdens virvar af spændinger mellem store og små, mellem ondt og godt, mellem håbløshed og tegn på håb.

Det er ikke vores himmelske fars vilje, at et eneste af hans børn skal gå fortabt.   

Hvis vi tør være små og høre det som et kærlighedsløfte til os, så har vi hørt dagens evangelium. 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.