Jeg vil begynde med en lille historie om en far, der sammen med sin 5 årige søn Bo gik tur langs stranden. Efter pålandsvind var stranden blevet fyldt med sneglehuse så langt øjet rakte. Bo blev træt før sin far og de aftalte, at Bo godt kunne sidde lidt alene. Da faderen kom tilbage, så han, at Bo var dybt optaget af noget. Et for et  tog han sneglehuse op og undersøgte dem nøje. Nogle af dem smed han ud i vandet medens andre blev lagt tilbage i sandet. - Hvad er det, du laver, Bo? - Jeg redder snegle, svarede han. - redder snegle, siger du. Hvordan det? Jo, far, nogle af de små snegle lever endnu. - Dem kaster jeg ud i vandet. Faderen rystede på hovedet og bad Bo om at se sig omkring. Stranden er fyldt med sneglehuse. Der er millioner og atter millioner af dem! - Det er da håbløst, det du er i gang med.  Hvad nytter det, at du redder en enkelt snegl i forhold til de millioner, som ligger her. Bo satte sig ned igen. Tog et sneglehus op og undersøgte det nærmere og så, at sneglen var levende. Så sagde han: Far, for denne snegl er det ikke håbløst.  For den nytter det. Og så kastede han sneglen tilbage i havet.  

Samtalen mellem de to handler om tro. Troen på, at livet er vigtigt. Tro på, at det nytter, at gøre noget. - Det er tro, som bliver til handling.  

Jesus og disciplene var kommet op til templet og stod nu og så på de mennesker, der lagde penge i tempelblokken. De kunne se, at de rige gav store beløb. Så kom der også en fattig enke, og hun gav et par småmønter. To småmønter er ikke ret meget i forhold til de store beløb, som blev givet af de rige. Men Jesus så det anderledes. Han sagde, at hun har givet mere end de andre. For de gav af deres overskud, men hun gav af sin fattigdom, alt det hun ejede.  

Vi ved ikke, hvem hun var, hvorfra hun kom, og hvad hun hed. Kun at hun var enke og altså manglede en mand til at forsørge sig. Det understreges af, at hun var fattig. Der var åbenbart heller ikke andre til at forsørge hende. Vi ved ikke, om hun gav af sine sidste sparepenge. Eller om hun måske gav af det hun netop havde tigget sig til ved byporten eller et andet sted i byen.  

Man kommer let til at sådan et menneske som et offer, som en taber, der er faldet gennem det sociale netværk. Men det er måske forkert. Midt i sin håbløshed har hun bevaret sin værdighed som kvinde, som menneske. Hun ved, at alle må bidrage til det fælles liv. Hun er overbevist om fællesskabets betydning og værdi. Hertil skal alle bidrage, også hende selv. Så hun giver hun det, hun har. Hun står som kaptajnen på det synkende skib og forlader det ikke før alle er reddet. Hun handler som et af de få i nazisternes KZ lejre, som ikke gav køb på sin værdighed i kampen for mad.  Den kamp om overlevelse som fik andre til lyve og stjæle fra hinanden, så man mere lignede glubske rovdyr mere end mennesker.  

I den forløbne uge blev Obama genvalgt som præsident for USA for de næste 4 år. Jeg vil gerne citere lidt fra hans tale, som han holdt onsdag morgen i Chicago: Og det er ikke for at sige noget positivt om valgkamp, hverken i USA eller i andre demokratier. For det er svimlende summer, der er blevet brugt på markedsføring af kandidaterne, hvad enten de var røde eller blå. Hvis de penge var blevet anvendt til fattigdomsbekæmpelse i Afrika eller hjemme i USA, til alle de arbejdsløse og hjemløse, så kunne de virkeligt have gjort en forskel. Men det er en anden historie.  

Frit efter hukommelsen, sagde Obama om USA og amerikanerne: Vi har verdens stærkeste militær: Men det er ikke vor styrke. Vi har verdens største økonomi: Men det er ikke vor rigdom. Vor egentlige styrke og rigdom, er dig, er os, det er det, at vi har hinanden. Det betyder noget, når du mister dit arbejde. For så er der mange omkring dig, som støtter op om dig og din familie. Og når stormen raser, så er der ikke forskel på rød og blå. Her står vi sammen om at redde os gennem uvejrets ødelæggelse uden hensyn til kuløren. Og når en 8 årige pige bliver ramt af leukemi. Så ved vi, at det lige så godt kunne have været min egen datter. Så bakker vi op og hjælper hinanden.  

Og med de ord er vi pludselig på linje med fortællingen om den fattige enke. Vores styrke, vores rigdom er vores fællesskab og sammenhold. Det er vores tro på, at det nytter noget. At gøre noget. Det er tro og handling. Begge dele.  

Det er som at ro en båd med en åre til begge sider. - Man skal bruge begge årer. Hvis man kun bruger den ene sejler båden i ring. -  Den kommer ingen steder. Begge årer skal bruges samtidigt. Så sker der noget. Og sådan er det med tro og gerninger. Hvis man nøjes med troen kommer man til at sejle i ring. Det gør man også, hvis kun satser på gerninger. Det er bare den anden vej rundt. I begge tilfælde kommer det hele til at dreje sig om sig selv.  

Det er det, Jesus ser hos farisæerne og de skriftkloge. De viser sig frem i templet i lange gevanter. De vil hilses på. De beder offentligt og længe for et syns skyld. Kort sagt: De går efter at blive set. De ser sig selv som rollemodeller for andre.  Rollemodel for det at gøre gode gerninger til Guds ære. Men det er ikke Guds ære, det handler om, men deres egen. Det er ren egoisme.  

Enken derimod handler i tro. Hun går ikke efter at blive set og beundret. Hun giver til tempelblokken det, som er hendes bidrag til fællesskabet. Hun tror, at det er meningen. Og hun handler derefter. Og som sådan er hun en ægte rollemodel, for både tro og gerning.  

Måske blev hun også rollemodel for Jesus selv. Han kom forsvarsløs til Jerusalem uden anden styrke end sin kærlighed. Han kom til fattig til Jerusalem uden anden rigdom end troen på Gud. Men han kom. Han gik hele vejen. Han modtog først deres hyldest, og siden deres hån. Han gav sig selv hen for sin tro, han gav alt, hvad han ejede. Han kom til byen som sin himmelske fars søn, for at være sammen med sine brødre og søstre. - Han kom for at samle hele familien. Hele Guds familie i et forsonet fællesskab, uden forskel og foragt, i fælles respekt og glæde over hinanden.  

Han gav alt hvad han ejede. Det var tro og det var gerning. Og når tro og gerning følges ad, sker der noget. Det skete for Jesus. Hans vej frem sluttede ikke med kors og død. Graven blev sprængt og ny vej frem blev åbnet. Ikke for ham alene. Men for os alle.  

Han er vor frelser og forsoner.  Han er også vores rollemodel, ligesom enken er det og drengen med sneglehusene, og mange andre. Det gælder ikke om at blive set og beundret. Det fører ingen steder. Det bliver ligesom at sejle i ring. Verden bliver lille. Meget lille. For det hele kommer kun til at handle om mig selv. Det er bedre at se andre og efterligne dem, som har en sag og kæmper for den. Fordi sagen er vigtig for livets skyld for kærlighedens skyld. I den mission kom Jesus og blev foregangsmand og rollemodel for os. Han har givet os alt, hvad han ejede, i tro og gerning og for det siger vi lov og tak og evigt ære være dig, Vor Gud, fader søn og Helligånd, du som var, er og kommer som en sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen.