14. november 2010. Johannes kap.5,17-29

Noget af det mærkeligste ved evangeliet er dette med, at Jesus er både frelser og dommer. Dommeren er jo ikke normalt sagsbehandler. Dommeren er hævet over de stridende parter og den anklagede. Sagen går sin gang og dommeren lytter og når han endelig løfter sin røst er det for at afsige dommen, det sidste ord i sagen.

Hvordan kan dommeren være din frelser? Herre kalder vi ham, herre over levende og døde. Det blev han da han gav sig selv for vores skyld. Hvordan kan dommeren give sit liv for den anklagede, for forbryderen?

Når man har levet sit prædikantliv med disse tekster får man altid lyst til at sige: Lad os nu lige tage det med ro, lad os ikke trække det hele for skarpt op, sådan har det aldrig været ment. Vi slår os på teksten, hvis hver enkelthed skal analyseres til klarhed og med konsekvens.

Men det må ikke føre med sig, at vi lader budskabet skride ud i almindeligheder. Løsningen er at fastholde det paradoksale, de modsætninger, som ikke er til at bortforklare. Frelseren er din dommer. Og dommeren kan kalde de døde frem og lade nogle få livet tilbage, mens andre skal dømmes, om man så må sige endnu engang. Her kommer så igen det mærkværdige ind, at afgørelsen tilsyneladende sker efter fortjeneste, nogen har gjort det godt, andre er kommet skidt af sted og har handlet ligefrem ondt. Men hvad bliver der så af frelsen, dette at Jesus frelser os ved at benåde, det går jo da ikke efter fortjeneste, der er vel sådan set ingen, der har fortjent at blive frelst, eller er der? De, der har gjort det godt, behøver vel ikke at benådes?

Johannes-evangeliet har ikke gjort det let for os. Og det bliver ikke lettere af, at vores lutherske børnelærdom hovedsageligt støtter sig til Paulus.

Det var dog vist en lidt tør indledning.

Men inden vi gør gudstjenesten til en studiekreds, så er vi nødt til at se, at vi aldrig kommer udenom paradokset, det der synes at modsige sig selv. Man kunne også tale om mysteriet. Det er et mysterium, hvordan den faldne jord kan frelses af Gud. Det er ikke til at fatte, hvordan Gud både kan fastholde sin ubetingede vilje, sit krav på mennesket - og samtidig kan møde det samme fordømte og mislykkede menneske med sin ubetingede kærlighed.

Og så vil jeg alligevel sige: Kun ved at fastholde det paradoksale, kun ved at både dommen og kærligheden gøres gældende ubetinget, kun derved fatter vi en smule af Gud.

Det sker, at vi hører dommen forkyndt uden kærlighed. Så er der kun fortvivlelsen tilbage. Så hamres vi ned i det sorte ingenting og Gud er ikke længere Gud. Sorgen over det vi har forbrudt bliver bekræftet af dommen, elendigheden stadfæstes og vi vil være forladt, overladt til fortvivlelsen og ensomheden.

Men det sker også, at vi hører kærligheden forkyndt uden dom. Så er der kun sentimentalitet tilbage, følelse og fornemmelser og Gud er ikke længere Gud fordi han blot er en feel-good tilstand. Tilfredsheden med det vi står for bliver bekræftet af kærlighedsbudskabet, almentilstanden godkendes og vi går glade videre og har egentlig ikke brug for mere.

Menneskesønnen er kommet for at du ikke skal være i tvivl, hverken om Guds dom eller Guds kærlighed. Hvis dommen står alene, så er menneskesønnen ikke nået frem til dig. Hvis kærligheden står alene, så er det heller ikke ham, der er kommet. Men hvis du hører begge dele og holder dem fast som evangeliet til dig, så har du mødt Jesus. Så ved du, hvorfor han måtte betale den højeste pris. Så ved du, hvorfor ingen kan undtages fra det sære faktum, at dommeren elsker dig.

Og så er vi inde ved det, som er sagen hos Johannes: Det med faderen og sønnen. Sønnen er sin fars udtrykte billede og da han forlod sin far og gik ud i verden fik han det hele med. Vi behøver ikke at se andre steder hen. Søge efter alle mulige billeder og beskrivelser. Vi behøver kun at se sønnen. Det er også nok at høre ham. Der er da alle mulige andre røster i verden, der er mange, der gerne vil råbe os op, der er også dem, der vil frakende sønnen eneretten, han kan ikke være den enbårne og stå alene med det. Og så er vi inde i den åndelige kamp om arven. Der er slet ingen beviser på, hvor sandheden befinder sig, der er kun det overbevisende, som bliver plantet i dit hjerte, at her er den røst, der taler sandt, taler fra Gud. Senere vendte Johannes tilbage til det med stor grundighed. Helligånden fik vi besked om, helligånden er talsmand og går ind og fortæller dig, at sønnens ord er livets ord. Livet kommer ikke flagrende. Livet er fra far til søn. Og så gives det videre til den elskede, til verden, som bliver mødt af sønnen, som en brud bliver mødt af sin brudgom. Livet bliver til, oprejses, men aldrig ud af ingenting, livet er on-line med Gud.

Nu er vi der, hvor gravene skal åbnes, hvor alt håb er ude, men hvor røsten alligevel når frem, Guds stemme. Det så ud som om dommen var fuldbyrdet, dommeren havde fået det sidste ord. Men det vi så var ikke det sidste, det vi hørte var ikke det hele, dommerens røst var også frelserens stemme.

Det er et budskab, der sætter sig ud over tid og sted. Den som hører det, er gået over fra døden til livet. Det er så ufatteligt, at der ikke er andet at gøre end at tro det, lige præcis nu.