Prædiken - 2. søndag i fasten - Mark. 9, 14-19

 

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, amen.

Alt er muligt for den der tror, siger Jesus.

Det lyder forjættende men også provokerende.

 

Det er forjættende ord fordi de åbner og gør fri. Vi er ikke bestemt af skæbne, hvor alt er forudbestemt. Når alt er muligt, så er der ikke en fastlagt plan, som bliver trumfet igennem, hvad enten vi vil eller ej.

Planer er der nok af. Prognoser bruges til at fremskrive tendenser i nutiden. Men det er langtfra sikkert, at det kommer til at gå som statistikkerne siger. For alt er muligt.

Fysikerne kan fortælle om årsager og virkninger: Fænomener i dag kan forklares med årsager fra i går. Men man kan ikke gå den anden vej og vide, hvordan det bliver i morgen. For der er altid mange flere muligheder i spil, end den ene mulighed, der bliver til virkelighed.

Psykologerne kan forklare en del om følelser og fornemmelser. Vrede og skam, mindreværd og skyld kan forklares med oplevelser tidligere i vort liv.

Men man kan ikke gå den anden vej og forudsige, hvordan man vil få det i fremtiden, med den bagage man nu slæber rundt med fra tidligere i sit liv. Alt er muligt, siger Jesus, og er med sin udtalelse helt på højde med moderne videnskab.

 

At sige, at alt er muligt for den, der tror, kan virke stærkt provokerende, vil jeg mene.

Jesus taler til en far med en syg søn. Drengen har faldesyge og fråder, han skærer tænder og bliver stiv. Det er, som er han besat af en ond ånd. Den kan finde på at kaste ham til jorden og lade ham falde om i både ild og vand. Og sådan har det været siden han var barn.

Det er fortvivlende at være far i en sådan situation. For man er aldeles magtesløs.

Alligevel siger Jesus: Alt er muligt. Alt er muligt for den, der tror. Troen er åbenbart en forudsætning for, at alt er muligt. Og troen er rettet fremad. Mod fremtiden.

 

Det er nødt til at være sådan. Fortiden er netop fortid. Man kan ikke lave om på det, der er sket. I fortiden er alt ikke muligt. Tværtimod. Fortiden står ikke til at ændre.

Jo, man kan i dag prøve at ændre de beslutninger og valg, man traf i går. Men man kan ikke lave om på det man gjorde i går. – Fortiden kan ikke gentages.

Hvis noget skal blive anderledes, skal blive muligt, så skal det ske i fremtiden. I det liv, som ligger foran, fremad, og som bliver dig givet i dag og måske også i morgen og videre.  Det er fra fremtiden virkeligheden tilbyder sig med sine muligheder.

 

Det denne orientering mod fremtiden, der er det det centrale i Jesu forkyndelse. Det handler om Gud og Guds rige, som er ved at komme. Det er kommet nær. Det gør allerede nu sin virkning. Men er ikke brudt igennem. Derfor lærer han os at bede: Komme dit rige. Og ske din vilje, som i himlen således også på jorden.

Derved udfordrer Jesus skæbnen. - Skaber et alternativ.

– Det behøver ikke at gå, som du frygter.

– Det behøver ikke at blive ved altid, selvom det er sådan nu.

Alt er muligt for den som tror.

Den som har Guds rige som fremtidens horisont for sit liv.

 

Nu møder de hinanden. Jesus og denne far. Det er et møde mellem tro på Gud i et fremtidsperspektiv og så livets hårde og barske realiteter fra et langt sygdomsforløb. Han har oplevet det så mange gange. Lige magtesløs hver gang. Det er fortvivlende at være forældre til et barn, som ikke trives, som slides op af negative og destruktive kræfter, som kun synes at have nedbrydning og død som mål. Og det uanset, om det er fysisk eller psykisk. Det er sådan, man mister troen. At tro bliver til vantro.  

Manden har gjort alt. Han har også henvendt sig til nogle af Jesu disciple for at få deres hjælp. Selv har han ikke længere den fornødne tro. Men det forhindrer ham ikke i at satse på disciplenes tro.  Men de kunne bare ikke.

 

Derfor retter han nu sin bøn til Jesus: Hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os. 

- Hvis du formår! i modsætning til dine disciple, som ikke kunne. Hvis du formår.

 

Manden taler og tænker, som om tro er en egenskab. En evne. En kraft man besidder.

Det er der vist også mange der gør. Det gælder om at have en stærk tro. Så er chancen for helbredelse større. Også professionelle indenfor sundhedssektoren mener, at det er godt, når folk har en tro. – Det skal støttes. – Om det så er det ene eller det andet, man tror på, er en privat sag.

Men evnen til at tro er helt sikkert noget positivt, tænker mange, tror jeg.

 

Men sådan taler Jesus ikke. – Tro kan ikke skilles fra det, man tror på.

- Det afgørende er derfor, om det man tror, er troværdigt.

Manden i denne historie har mistet sin tro. Det har han som følge af sine erfaringer.

Der er alt for meget, der taler imod helbredelse.

Det ville være frygteligt, hvis Jesus forlangte af denne mand, at han ved egen kraft skulle levere en tro, som i den grad er blevet modsagt af hans livserfaring. Det kan han ikke. Alligevel har han bevaret et håbet om helbredelse.

Derfor siger han: Jeg tror, hjælp min vantro.

Det lyder som ord fra et splittet menneske. Splittet mellem tro og tvivl. Tro og vantro.

På en skala fra 1 – 10 er hans tro måske 1 – 2 medens hans vantro er på 8 – 9.

Kunne troen bare øges op til en 5 – 6 stykker, ville den være stærk nok til at fjerne sygdommen. – Måske.

Men sådan skal det næppe forstås.

Det afgørende ved tro er ikke troens egen styrke men dens retning: Frem eller tilbage.

Tvivl og vantro er bagudvendt. Tvivl lever af erfaring. Tvivl har sin rod i historien, i fortiden, i det som er sket.

Tro derimod er rettet fremad, med et håb som udfordrer virkeligheden lige nu.  Jesus advarer mod vanetænkning. I har hørt der er sagt til de gamle. Men Jeg siger Jer. – Og så kommer det nye, som Jesus siger.

Det handler om Guds rige, som er ved at komme. Og i kraft af dette komme bliver alle ting mulige. For Gud er skaber og nyskaber. Han vil ikke sygdom og destruktion.

Han vil frelse og fuldendelse.

 

Ja, ja, siger den sunde skepsis.  Det kan være meget godt med fantasi og drømme. Men vi skal nu passe på ikke at miste jordforbindelsen. Vi skal lære af historien.

Vi skal bruge vore erfaringer. Vi skal vogte os fra naiv dumdristighed. Fantasterier har før i tiden kostet megen lidelse til ingen verdens nytte. Lad os ikke bilde os noget ind. Hver gang nogen har villet oprette Guds rige på jord har det ført til uendelig megen lidelse og død.

 

Og det er for så vidt rigtigt. Men det er historien om Lot og hans familie også. De boede i byerne Sodoma og Gomorra, som skulle ødelægges pga deres syndige liv.  Men Lot blev advaret og flygtede med sin familie, idet de fik besked om ikke at vende sig om og se tilbage.

Men Lots hustru kunne ikke dy sig, og vendte sig om og stivnede.

 

Det er vantroens problem. Når man vender sig og ser tilbage. Så står man i fare for at stivne. Så ser man, hvordan noget plejer at være i stedet for at se det kommende med helt nye muligheder.  – Alt er muligt for den, som tror. Fordi alt er muligt for Gud. Alt dette kommer fra Gud fra Guds riges fremtid og udfordrer vores nutid.

 

Vi har syge børn og raske børn. Men bedre er det, er det at sige, at vi har børn med forskelle. Alle har noget at kæmpe med. Alle har noget der er svært. Nogen har meget og andre har lidt. Gudstro er at se på menneskets muligheder med alle vores plusser og minusser og få det bedst mulige ud af det liv, som det Gud har givet os.

 

Selv er vi også børn af forældre og et samfund, som har gjort noget svært og andet let for os i upassende blanding og helt bestemt ikke retfærdigt. Men uanset vore vilkår, så siger Jesus til os, at alt er muligt for den som tror. – Tror på Guds riges kommende virkelighed for verden og for os alle.

 

Den fortvivlede fars råb er en fantastisk bøn: Jeg tror, hjælp min vantro.

Hjælp mig til ikke at se tilbage og lade mig styre af alt det jeg burde føle skam ved og være skyldig overfor. Hjælp mig til i stedet at se fremad og tro, at for Gud er alle ting mulige. og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig vor Gud fader søn og Helligånd, du som var, er og kommer som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed Amen.

/ sognepræst Johs Kühle