Luk. 21, 25-36

Salmer: 74, Der findes, 277, 274, 78, 276v4, 80

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Det er Advent. Advent betyder, at noget er på vej til at komme til os. I Advent venter vi på det, der skal komme til os. 

Men hvad er det vi venter på?

Der er tegn i tiden, som kan vise os, hvad vi lige nu har i vente. Vi går rundt i korte, mørke dage. Mange dage bliver det først lyst midt på formiddagen, og mørket kommer igen allrede midt på eftermiddagen. Det er koldt, blæsende regnfuldt. Og vi må pakkes ind hver gang vi skal ud.  Det er alt sammen tegn på, at vi har en vinter i vente, en lang mørk vinter.

Men vi har også noget andet i vente lige nu. Vi har julen og julens fest i vente. Vi sætter selv nogle små tegn ind i adventstiden, som viser hen til den fest, vi har i vente: vi tænder små lys  som tegn på det store lys, som julen bringer bud om.  Vi giver måske små kalenderpakker som fortegn på en større gave til jul og den helt store gave, som julens budskab rummer.Julens fest, der er i vente beskæftiger os også, mens vi venter; vi gør mange forskellige ting for at forberede og tænke over, hvordan vi bedst muligt kan gøre hinanden glade og være glade sammen.

Så den fest, der er i vente, får os ikke til at slappe af men til at være i gang og forberede os bedst muligt.    

Så i denne adventstid mærker vi tegnene på det, der er i vente: vinteren og juelfesten, og det, der er i vente sætte os i gang nu, sætter os til at være beredte.

Sådan er vore tider fyldte af tegn.

Også vore livstider er fyldte af tegn. Der er tegn i vor kroppe på det, der er i vente.  Når et menneske bevæger sig fra barndom ind i tidlig ungdom, kommer der forskellige tegn i kroppen på det voksen liv, der er i vente.  For den, der er gravid er der tegn og bevægelser i kroppen, som peger på det nye liv, der er i vente. Og for det menneske, der er nået længere frem, måske betydelig længere frem i livet, kommer kroppens forskellige og tiltagende tegn på forfald, på at det har en ende, livet, og at den nærmer sig.

Det er vel sådan, at de første tegn, ungdommens og graviditetens fylder os med glæde og stor forventning til det, der kommer, mens alderdommens tegn, fylder os med frygt og gru for det der kommer.

Vi er i en tid, hvor vi i reglen gør meget for at prøve at fjerne alle disse tegn på det indsættende forfald i kroppen, det må helst ikke kunne ses eller afsløres, at det er den vej, det går med os. Men i den sidste ende hjælper det jo intet. Vi går alligevel i livs-historisk forstand mod vores undergang.

De bibeltekster vi har ved gudstjenesten i dag på 2. søndag i advent taler også om tegn i tiden og om hvad de peger hen på, at vi kan vente os.

Der er den meget gamle Esajas profeti fra det gamle testamente, som forkynder, at der skal vokse et rige frem, et rige af fuldendt fred mellem alle stridende parter, et rige hvor ingen volder ondt eller ødelæggelse. Et rige, hvor løven er vegetar og hvor børn uden risiko kan lege med slanger.

Og det fredsrige skal komme, lyder det i profetien, når der skyder en ny kvist fra Isajs rod eller Isajs stub. Isaj, det er faderen til David, den navnkundige og store konge i det gamle Israels historie. Så når der skyder et nyt skud fra denne gamle familiestamme, skal alt det her ske.  Og Isajs rodskud skal stå som et banner for folkeslagene, lyder det.  Et banner, altså noget af det man ser henimod og retter sin gang ind efter.

Hvis vi omkring det tænker i tegn, så kan vi sige, at når sådan en ny spire på Isaj og Davidsslægten skyder frem, så skal det være et tegn på, at Fredsriget er i færd med at bryde frem.

Og når vi om Jesu fødsel hører, at han netop er af den gamle Davidsslægt og dermed Isajs rodskud, så kan vi ikke andet end forstå den gamle profeti som et bud om, at med Jesu fødsel sætter dette fantastiske drømmerige ind.

Lukas, som fortæller os evangeliet i dag, han fortæller også igennem hele sit evangelium om mange forskellige tegn på gudsriget, der hvor Jesus kommer frem og virker og taler med folk og hjælper dem. Og får dem til at se deres liv i lyset af Guds kærlighed.  Men i dette kapitel mod slutningen af evangeliet, taler Jesus til disciplene om frygtelige tegn. Han fortæller dem om fremtiden og fortæller, at der skal komme forfærdelige tegn, som skal kalde på al mulig frygt.

Der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, folkene skal gribes af angst og blive rådvilde over havets og brændingens brusen. Han beskriver altså meget livagtigt, hvordan kosmiske kræfter og naturens kræfter skal sætte ind med en forandring og kraft, som kun kan kalde på menneskers frygt, fordi det er voldsomme kræfter, som man intet kan stille op overfor.

Sådan nogle tegn, som der her bliver talt om, er jo ikke frememde for os. Vi kan jo alle komme i tanke om ting, som er sket  indenfor overskuelig fortid, som vi har hørt om, og  som kalder på frygt i den retning, at det er, som om det hele er ved at gå af lave og imod undergang. Vi kan tænke på, jordskælv, orkaner, tsunamier, atom-udslip, forfærdelige terror-handlinger, vi kan tænke på et endeløst antal krige, sult, på klimaforandringer med tørke og oversvømmelser, på smog-tåger over storbyer  og listen kan blive endnu længere. 

Når Jesus taler om forfærdelige tegn, som kalder på al vor frygt for undergang, så synes vi jo egentlig, at vi har oplevet disse tegn, adskillige gange - i hvert fald hvis vi har levet et vist mål af år.  Og gad vist om ikke også enhver genration før os har oplevet det samme eller noget lignende. Jesus taler om forfærdelige tegn, som vi sagtens kan genkende, Men siger Jesus så videre: I skal ikke lade jer slå ned af frygtelige tegn. For midt i det værste kommer Menneskesønnen til jer. Han kommer med magt og herlighed og  da, skal I rette jer op og løfte hovedet,  for Menneskesønnen kommer med forløsning fra alt det, som kalder på vor frygt.

Så meningen er, at alle de tegn som vi kun kan frygte og se som tegn på, at noget endnu frygtelige vil komme, de er i virkeligheden tegn på, at noget godt vil oprinde: Mennesønnens komme og gudsrigets endelige gennembrud. 

Straks bruger han også en lille positiv lignelse til at illustrere det: Det er ligesom når I om foråret ser, at figentræet springer ud, så ved i at sommeren allerede er nær, så er det tegn på, at sommeren er nær.  Det, som er nær, kan lignes ved en dejlig sommer. Eller ved det fredsrige som profeten Esjas beskrev. 

Jesus benægter ikke forfaldet og undergangen.  Himmel og jord skal forgå, siger han, men mine ord skal aldrig forgå.

Alting, jorden og mennesket går mod undergang, men Guds ord forgår aldrig. Og det ord, er skaber-ordet, det ord der i kærlighed til livet skaber nyt liv.

Derfor vil Jesus i sine ord i evangeliet i dag have os til at se forfærdelige undergangstegn som tegn på noget andet end undergang og død.

De er varsler om, at Guds rige er er lige i nærheden.  De tegn skal ikke gøre os håbløse, men give os håb.  

Et håb, der for os får sin rod i, at Jesus selv opstod fra de døde.

Det er håbet om, at lige meget, hvor forfærdeliget noget bliver, så er der et liv et lys, et gudsrige og en kærlighedsfavn foran os.  Det er håbet om, at selv når vi skal møde døden, så skal vi også møde den menneskesøn, som kan og vil befri os fra dødens magt og fra alt det ondes magt.

Så Jesus vil have os til at se fremad med håb, selv når der sker forfærdelige ting.

Vi skal tro på, at det ender godt.  

Men den tro skal ikke få os til at søge mod død og undergang eller til at lege med død og undergang.

Den skal heller ikke få os til at være ligeglade med, hvordan det går i livet, med hvordan vi selv får det til at gå i livet.

I skal tage jer i agt siger Jesus. I skal ikke sløves, men våge og være parate. Være parat og i fuld gang med at få livet til at blomstre, i fuld gang med at bekæmpe det onde.

For ligesom vi før tænkte på, hvordan den forestående julefest får os i gang med at gøre ting, der forbereder julefesten, sådan skal det gudsrige, der ligger foran os også få os i gang med at gøre ting der forbereder Guds rige. Vi skal ikke selv skabe gudsriget, det  giver Gud os, men vi skal gøre ting, som peger hen imod det. Vi skal leve som mennesker, der venter på og er på vej mod Guds gode fredsrige. 

Og ikke som mennesker, der er på vej mod undergangen.

For de, der tænker, at vi blot er på vej mod undergang, kan alting blive ligegyldigt. Men hvis vi tænker, at vi er  på vej mod Guds rige, som vil oprinde for os, når menneskesønnen står for os i magt og herlighed, så er alting vigtigt.  Så er det vigtigt at klæde livet på i virksom glæde, i kærlighedshandlinger, i lys forventning.

Så lad os på denne anden adventssøndag give håbet hænder og fødder, mens vi ser frem til det, der kommer til os.  

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.