Joh 2, 1-11

Salmer: 747, 22, Sov du, S&SI 101, 319, 108v4&6, 494

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

"Lad mig dog se din herlighed"
Sådan udbrød Moses, da han stod på Sinaj bjerg.Her havde han for en tid siden fået lovens tavler, de ti bud. De gode leveregler, som Gud havde sat som sin aftale mellem Gud og mennesker, og som gav Moses og hans medmennesker et grundlag for et godt liv på jorden med godt forhold til hinanden og til Gud. Sådan kendte de Gud, som en, der stiller krav til dem.  Men Moses fornemmede, at bag ved den Gud, der forlangte loven overholdt var der noget mere, noget ligeså overstrømmende herligt og uforudsigeligt som den verden, han havde skabt fuld af palmer, solopgange, elefanter og spædbørn. 

Det herlige ville Moses gerne se. Derfor udbrød han da han var alene på bjerget med Gud: Lad mig dog se din herlighed!

Men det går Gud ikke lige med til: Du får ikke lov at se mit ansigt, jeg dækker for dig med hånden, når min herlighed går forbi dig, sagde Gud til Moses.

Sådan er der noget skjult og gådefuldt over Gud, som vi får ham beskrevet gennem Det Gamle Testamente.

Selv om vi siden har fået Det Nye Testamente og Jesus, er der mange af os, som hænger fast i den måde, forholdet mellem Gud og mennesker aftegnes i GT, altså at forholdet mellem Gud og mennesker handler om lov. En lov, der siger, at hvis vi handler efter Guds lov er han os venligt stemt, men hvis vi ikke opfylder loven er han os ikke venligt stemt. For mange af os sker det, hvis vi rammes af noget hårdt :  sygdom, social nød, ulykke, meningsløse dødsfald, da dukker tanken op : Hvad har jeg gjort  mod Gud, siden det her det rammer mig? Som om det onde, der sker, er noget Gud har bestemt for at straffe os.Det kan være fordi vi ikke har kunnet slippe det slørede eller tildækkede billede af Gud, som vi får gennem Det gamle Testamente.

Derfor kan vi i sådanne situationer med Moses sukke: Herre lad mig dog se din herlighed.Gennem Det Nye Testamentes beretning om Jesus får vi en tydeligere åbenbaring af, hvem Gud er.   

Det nye Testamentes udsagn er, at vi kan kende Gud gennem mennesket Jesus Kristus.  Jesus fremstår som en, der nok ser menneskers ondskab og mangler, men ikke bekæmper noget menneske, men snarere bekæmper det onde, der er i livet. Jesus viser os Gud som en, der står på menneskets side og kæmper mod det onde. Så vi må se hele Det Nye Testamentes beretning om Jesus som  glimt af den herlighed, som Moses sukkede efter. Det viser os den herlighed, at Gud tydeligt, vil livet, vil mennesket, vil glæden og kærligheden, ja at Gud er kærlighed.

Det er også noget af det som tydeligt kommer til syne i evangeliets beretning i  dag, hvor Johannes fortæller os om Jesus ved brylluppet i Kana.    

Hvis vi begynder ved den sidste sætning i evangeliestykket, så siger Johannes efter at have fortalt om begivenhederne ved brylluppet: Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen  på sine tegn og åbenbarede sin herlighed. 

Begivenhederne i Kana er et tegn, som skal åbenbare den herlighed, som Jesus i sig selv er budbringer af.

Man kunne godt hævde, at det er da virkelig i småtings afdelingen, Jesus begynder med sine underfulde tegn. Der findes vel større katastrofer, han kunne brug sine underfulde kræfter på,  end at der er for lidt vin ved en fest. Men her må vi holde fast ved, at det er et tegn.  Et lille tegn i en hverdagsagtig episode, som er tegn på og viser hen til noget meget større.

Jeg tror ikke det er nogen tilfældighed, at det er ved en bryllupsfest, at det finder sted.   Brylluppet er en fest for kærligheden og  for et frugtbart liv.  En overdådig fest for livet og kærligheden er et billede, der kommer nær på essensen af Gud og Guds vilje og mening med livet.

Alle fire evangelier bruger generelt bryllup som et billede på Guds rige. Brylluppet i Kana bliver som en slags  konkretisering af forestillingen om livet i Guds rige.  Livet hos Gud er som en bryllupsfest med god vin i overflod.

Men overfloden kommer ikke at sig selv. Den kommer ved Guds og Jesu mellemkomst.

Vi kan sige, at hver gang vi forsøger at etablere livet i det hele taget som noget, der er ligeså fyldt af glæde, kærlighed og forventning som en bryllupsfest pr def. er, så kommer vi til kort. Der opstår altid en mangel på en eller anden måde, for vi har ikke det, der skal til. Vi har ikke det, der giver kraft og styrke til glæden på lang sigt.     

Ved brylluppet i Kana, hvor Jesus og hans disciple og hans mor er til stede, opstår der også en mangel. Der er ikke vin nok.

Da manglen bliver tydelig og Jesu mor  sætter Jesus i sving overfor manglen, er det de store tomme kar til renselse, der bliver taget i brug.  De bliver på Jesu befaling fyldt op med vand, og lidt efter, da indholdet bliver øst op, er det forvandlet til vin.  Rigtig god vin.

Der er noget meget stærkt i det forhold, at det netop er kar til renselse, der bliver forvandlet til kar med overdådig glædesdrik.

Tilbage til tanken om, at Gud er en, der vil straffe os for synd. Så har den altid fået os til at søge at rense os. Rense os ved at søge at sone, eller gøre det godt igen. 

Johannes døber, der kom lige før Jesus  døbte sine disciple  til renselse fra det onde.

Hvis vi i disse tider bruger ordet synd, så har det rigtig ofte noget med mad at gøre, at vi har syndet, fordi vi ha spist eller levet usundt.  Det søger vi så at sone ved at rense os, dyrke heftig motion, tage sundhedsslankekure osv.  

Renselse er noget, vi umiddelbart griber til, hvis noget forkert er sneget sig ind i vores liv. Disse renselsesforsøg har foldet sig ud på forskellige måder gennem historien. 

Men her ved bryllupsfesten i Kana  forvandler Jesus de kar, der er beregnet  for renselse til kar, fyldt med god og kraftig drik til at styrke glæden med.

Væsken i karrene forvandles fra at være noget, der skulle skrubbe noget af os til at være noget, der tilføjer os noget: Muligheden for at slippe tanken om, hvordan vi selv står i forhold til Gud, for at koncentrere os om at gøre det liv vi har fælles med andre til noget, der er saft og kraft og kærlighed i.

Også sagt med teologisk udtryk. Vi skal ikke bekymre os om at arbejde på at frelse os selv, men tage imod den frelse, forsoning, livskraft og kærlighed, som Jesus giver til overflod. 

Bryllupsfesten i Kana er tegn, som peger hen på den guddommelige herlighed, som vi får at se i Jesus, mens han vandrer mellem mennesker, da han dør på korset og da han opstår fra de døde.  

Lad mig dog se din herlighed sagde Moses til Gud. For Gud var gådefuld og stor.

Også for os er og bliver Gud gådefuld og stor, men vi har fået et tydeligt stykke af hans herlighed at se, i Jesus Kristus, han der en dag forvandlede vand til vin for at kærlighedens fest kan vare ved.    

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.