Joh 4, 5-26

"Du mand ved brønden
giv os at drikke!
For vores længsel
den slukkes ikke,
om ikke du lader
Ånden springe,
som kan os troen
og håbet bringe."
Amen                           
(Citat salme Holger Lissner )

Fra tidligt i historien har det været kilder som folk valfartede til. Hellige kilder, hvor syge og svage kom til og badede eller drak af, i håb om at blive helbredt.   Min barndoms søndags-skovture gik ofte til Fosdalen ved Tranum, hvor der ligger sådan en gammel Helligkilde, Vor Frue kilde. Til den kilde kom man valfartende i hvert fald fra tidlig middelalder, måske meget tidligere. Der opstod også et stort årligt marked omkring denne kilde, med alt hvad der til et marked hører.Sådan blev kilden et sted man samledes - for helbredelse - og for at være sammen.  Den slags kilder har der været mange forskelige steder.

I den bibelske historie findes også fænomenet kilden som et samlingspunkt. Som et sted, hvor man mødes og hvor vigtige ting finder sted.  Eller rettere: her er det brønden, der er kilden. Brønden  med sit rene drikkevand er stedet, lidt udenfor byen, hvor man mødes for at hente det livsvigtige vand og for at udveksle nyheder.   Måske var det også til brønden en fremmed søgte hen, når han kom til en by, for derfra at kunne puste ud og orientere sig lidt. Sådan kunne brønden både være et sted, hvor man mødtes med andre, og et sted, hvor man søgte fred og ro til at tænke sig om. Det afhang nok lidt af tidspunktet på dagen om det var selskab eller fred og ro man kunne søge - og så selvfølgelig altid : Læskende vand.   

I den bibelske fortælling finder flere afgørende begivenheder sted ved brønden.  Det er ved brønden at Isaks udsendte tjener møder Rebekka, der straks tilbyder at vande hans kameler,  og så ved han at hun er den, som hans skal prøve at få med hjem som brud til Isak. Det er Guds tegn. Det er også ved brønden at Isaks søn  Jakob senere møder Rakel, som er så skøn, at han skynder sig at løfte stenen fra brønden selv om det ikke var den tid man ellers gjorde det.  - for at hun kan vande sine dyr.  Og hun bliver senere hans elskede hustru.       
Evangelisten Johannes fortæller os i dag om et møde ved brønden ved byen Sykar i Samaria land. Ja brønden er tilmed den særlige brønd med navnet Jakobskilden beliggende på et stykke jord, som Jakob gav sin søn Josef. Det er altså en kilde, som har læsket og givet liv til mennesker helt tilbage til det israelitiske folks begyndelse.  

Jesus, den rejsende mand, den fremmede i Samarias land mødes her med den samaritanske kvinde, den for israelitten fremmede. Og de begynder at føre en samtale, som drejer sig om vand, men på et højere plan handler om kilden til alt liv. Ja i løbet af samtalen afslører det sig for kvinden, at Jesus er kilden til det sande liv, til evigt liv - om end det tager nogen tid, før den dimension af samtalen trænger ind hos hende.
De mødes ved den sjette time i middagsheden. På den tid plejer man ellers ikke at hente vand, så måske er kvinden en, der prøver at undgå de andre kvinders selskab ved vandhentning om morgnen, måske er hun ikke så vellidt, for hun har rod i sit liv, finder vi senere ud af.  Så hun kan være en kvinde, der tørster efter at finde en sammenhæng og struktur i tilværelsen.
Jesus begynder med at bede hende om noget vand.  Lidt efter siger han, at hvis hun vidste, hvem han var, ville hun bede ham om vand, levende vand. Men hun forstår ikke hvad han mener, er du da noget særligt?,  spørger hun.  Da er det, han begynder at tale om tørst, om en tørst som ikke kan stilles og om det vand han kan give, som gør, at man aldrig mere skal tørste. Han præsenterer her tørst som noget, der egentlig ikke kan stilles - i hvert  fald ikke en gang for alle, tørsten vil altid hurtigt indfinde sig igen, undtagen ved det vand, han giver:   efter det skal man aldrig i evighed mere tørste.
Der er et fænomen i vores sprog som vi kan hæfte os ved:  vi kan være  sultne, og får vi så noget at spise, bliver vi mætte,  men hvad hvis vi er tørstige - hvad bliver vi så ??     Der findes ikke noget ord for  Ikke-tørstig  heller ikke på de andre sprog, som vi også benytter os af. Tørst er noget, der ikke sådan lige kan stilles - ordet tørst rummer nogle flere dimensioner end konkret tørst,  og disse flere dimensioner er  umættelige -  vi tørster  efter liv, efter sandhed efter ånd.Ja måske er det en helt elementær ting ved det at være menneske : at være en, der tørster.  
Det er dette problem Jesus tager fat på overfor den samaritanske kvinde. Men hun forstår det stadig ikke, hun medgiver blot, at det da kunne være meget praktisk, hvis man kunne slippe for at vandre til brønden hver dag for at få vand. 
Først da Jesus afslører overfor hende, at han kender hende, ved hvem hun er, at hun har haft rigeligt med mænd, selv om ingen kan have fortalt ham det - først da går det op for hende, at han er noget særligt, at han besidder en særlig visdom.Da begynder hun at udspørge ham om det, som er skismaet mellem israelitter og samaritanere: hvor det er rigtigt at tilbede Gud henne. Men Jesus skærer igennem og gør det klart, at det ikke er et spørgsmål om sted, men om den ånd, hvori der bliver tilbedt: om der bliver bedt i ånd og sandhed.
Og nu er kvinden endelig pejlet ind på hvad det her drejer sig om: Om Kristus.

Da afslører Jesus klart for hende: Kristus, det er mig, den, der taler med dig. Hele denne noget snørklede samtale skulle lede frem til at Jesus kunne blive afsløret som Messias, som Kristus, den de har ventet, og som for hende og alle mennesker skal være en kilde der vælder med vand til evigt liv.  En kilde, som kan bringe tro, håb og kærlighed ind i vores liv. Umiddelbart før denne fortælling i Johannesevangeliet bliver der fortalt om Nikodemus, der kommer til Jesus om natten for at udspørge ham, bl.a. Om dåbens betydning, og skønt Nikodemus er en både tænksom og intelligent person, så bliver det ham ikke rigtig klart, hvad Jesus  siger til ham. 
Nu her er det højlys dag, midt på dagen og det bliver afsløret klart og tydeligt, at Jesus er Kristus, overfor en samaritansk kvinde, som måske ikke har så mange forudsætninger for at forstå det, og som måske har haft et noget forvirret og omflakkende liv.  Hun bliver det første vidne til åbenbaringen af, at Jesus Kristus,

Og i dag bliver vi det samme. Det bliver afsløret for os, at Jesus er Kristus, når vi kommer her for at drikke vand af hans kilder. 
Det at gå til en gudstjeneste er som at mødes ved brønden, hvor vi søger det vand, som kan slukke den evige længsel og tørst, vi er fyldt af. Her mødes vi som kvinden af Kristus selv, der tilbyder os det levende vand, som I os kan blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.  

Som det var for kvinden, kan det være svært for os at begribe rækkevidden af det, Jesus møder os med, men der er det særlige ved Jesus, at han er kommet til jorden for at åbenbare Guds kærlighed for os og han bliver ved med at arbejde på det projekt, indtil det står lysene klart for os, eller indtil det kommer til at boble i os af tro, håb og glæde, sådan som en kilde kan boble med levende, helbredende vand. 

Amen