Jeg er den gode hyrde, siger Jesus.

Det lyder både sødt og fredsommeligt.

Jeg kan næsten det for mig.

Hyrden med det blide ansigt, det lange bølgende hår og mørke skæg.

Hyrden står med lammet i sin favn i det åbne landskab, som skal ligne Mellemøsten.

Billedet jeg ser for mig, på mit indre display, ligner vist de romantiske alterbilleder fra slutningen af 1800 tallet eller glansbillederne fra søndagsskolen.

Og jeg kan let se, at hyrden giver både omsorg, tryghed og nærvær.

Det er til at forstå: Som hyrden tager sig af sine får, - tager Gud vare på mennesker.

Han kender os, ligesom vi kender ham.

Billedet af en hyrde passer meget godt evangeliernes fortællinger om Jesus. Han tog sig af de syge og sørgende. Han samlede toldere og syndere om sig til et fællesskab, hvor man blev set og værdsat. Der var plads til den mislykkede og forurettede.

Der blev ikke gjort forskel på stor og lille, mand og kvinde, jøde eller samaritaner.

Så billedet af Jesus som en hyrde af den gode slags er et rigtig godt billede.

Men aldrig så snart har han brugt det, før han igen ødelægger det, indefra.

Han gør det med ordene om, at han sætter sit liv til for fårene.

Andre hyrder stikker af og flygter, når ulven kommer.

Det gør Jesus ikke. Han bliver på sin plads og tager kampen op mod det onde.

Så vidt så godt. Men så siger han, at han er hyrden, som sætter sit liv til for fårene.  Hyrden bliver til et lam, som mister livet.  

- Se det Guds lam, som bærer verdens synd.

Lammet bliver offer for ulven, for alverdens ondskab.

Billedet af hyrden kan ikke rumme den virkelighed, som det skal beskrive.

Fra at være en hyrde, der passer på fårene, bliver hyrden et lam, som bliver ofret.

 

Det samme sker i flere andre af de billeder, Jesus bruger om sig selv.

F.eks kalder Jesus sig selv både for Herre og tjener. 

Skærtorsdag tager Jesus vaskefad og håndklæde frem og vasker disciplenes fødder.

Det kan Peter og de andre ikke forstå. For det er jo slavearbejde. - det skal Jesus ikke gøre, for han er deres herre og mester.

Men Jesus fortsætter med sit projekt. Han er ganske rigtigt herre og mester.

 - Netop derfor gør han sig til deres tjener, for at give dem et forbillede. Sådan skal de også gøre.  Jesus er kongen, der er Herren, der hersker ved at bliver alles tjener.

Og så har billedet af Herre og tjener fået et helt nyt og andet indhold.

 

Jeg er vintræet og I er grenene. Der er en vinstok, der transporterer saft fra jorden videre til grene, blomster og frugt. - Jesus lader os ikke i tvivl om, at vi skal bære frugt. - Men han bliver også selv en frugt, der falder til jorden og som et frø må ligge i den sorte muld for at blive en ny spire med det nye liv.

 

Jeg er hyrde, jeg er vintræet, Jeg er brødet, Jeg er lyset... Jesus anvender alle disse billeder om sig selv. Og fælles for disse formuleringer er ordet "jeg er".

Det ligner den måde, Gud præsenterer sig selv på i Det gamle Testamente. "Jeg er den jeg er" Det er Guds navn.  Jahwe.  Det kalder han sig selv, da Moses spørger ham, der taler i den brændende tornebusk:  Jeg er den jeg er.

 

Det er Jesus også. -  Jesus fremstiller sig selv som Gud, eller Guds repræsentant lige her og nu, midt i verden og siger - Den, som har set mig, har set Faderen.

 

Det er denne Jesus, der er den gode hyrde.  Ligesom Gud er det ifølge salme 23 i GT, som begynder med ordene. "Herren er min hyrde".

Med Jesus er ikke skjult som Gud er skjult. Han er helt nærværende og synlig lige nu.

Ikke blot som vandreprædikant og helbreder. Ikke blot som stifter og leder af et nyt religiøst parti, på linje med farisæerpartiet, døberbevægelsen, saddukæerpartiet osv.

Han er her som hyrden, der bliver til et lam, som herren, der bliver til en tjener, som træet, der bliver til et frø, der lægges i jorden, - jeg er her som vejen, der ender i en grav og sprænger den. "Jeg er opstandelsen og livet."

 

Kristeligt Dagblad har gennem nogen tid bragt interview med alle mulige kennisser. Der er ikke blevet taget specielt hensyn til hverken politisk opfattelse eller religiøst standpunkt. Man har stillet nogle de samme spørgsmål til alle de interviewede. - Hvad er det værste og det bedste. - Ved kirke og kristendom. 

  Jeg har ikke læst artiklerne systematisk men alligevel hæftet mig ved, så enige mange er om det bedste ved den kristne tro. - Det er kærligheden. I det liv vi lever med hinanden, i familie og i samfund.

Det vigtigste er kærligheden til hinanden og til selv, måske til Gud.

Begrundelserne kan være forskellige.

Men langt ind i humanistiske og ateistiske rækker er man enige om, at det er ret fornuftigt at møde andre lige så godt positivt, som man selv ønsker at blive mødt.

Og jeg tænker, at der i dette er noget fælles menneskeligt. Uanset om man bor i Japan, Vietnam, Indien, Irak, Congo, Chile eller Norge, så vil mennesker kunne blive enige om, at kærligheden er en afgørende faktor for oplevelse af lykke og mening.

 

Paulus beskriver det så smukt, at det må kunne blive en del af en verdens litteratur kanon:

Kærligheden er mild og tålmodig, kærligheden misunder ikke, praler ikke og bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.  Kærligheden hører aldrig op.

Med andre ord, kærligheden er en vindersag.

 

Ugen før påske var jeg på besøg i Skrubben. Det er et sted, hvor man kan samles, hvis man har lidt god tid og gerne vil have en tår til at slukke tørsten. -  Det er flest mænd og til dem havde jeg tænkt mig at fortælle om påsken og dets evangelium.

Jeg begyndte med at spørge, om kærligheden er en vindersag eller en tabersag.

Jeg nåede aldrig længere. - For talerrækken blev rigtig lang. Alle havde noget at sige.

Men bag det alt sammen fornemmede man skuffelsen, sorg, og måske også skylden og skammen.

Rent biologisk er kærligheden en tabersag. Der venter os alle en død.

Men dermed er alt ikke sagt.

Der er mangt og meget, som afsluttes før tiden.

Skuffelser over andre og måske også sig selv, gør det meget vanskeligt at tilslutte sig det hold, som mener, at kærligheden er en vindersag.

Erfaringerne kommer på tværs og spænder ben.   

 

Men så hører man Paulus, som afslutter sin lovprisning af kærligheden med påstanden om, at kærligheden aldrig hører op.

Det kan han kun gøre i lyset af opstandelsen. Det er her, det sker.

Det var i mødet med den opstandne Jesus, at Paulus blev kristen og apostel.

Det er opstandelsen fra de døde, som sætter gang i forkyndelsen af Jesus.

Der var ingen, der som journalister og dokumentarister gik sammen med Jesus og skrev det ned, som han sagde og gjorde.  Der er ikke antydning af, at Jesus selv tænkte på, hvem der skulle skrive hans erindringer.

Det er opstandelsen, der bliver det afgørende vendepunkt, som får disciplene til at huske, til at fortælle, til at rejse ud, til at missionere, til at skrive det hele ned, for at andre kunne komme til tro, sådan som de selv er kommet til tro.

 

Tro på, at hyrden, som selv blev et får, der blev slagtet, er den gode hyrde.

At træet, som selv blev et frø og lagt i jorden for at dø, er et livstræ.

At kongen, det selv kunne blive tjener og ydmyg til døden på et kors, dog er herre.

At Guds søn, som selv led en forbryders død, dog er den levende Gud, som er gået forud for os for at vi skal møde ham i vores fremtid.

 

Det er på grund af denne Gud, som er hyrde, træ, konge, som er brød, som er lys, at kærligheden aldrig hører op.

Han som er ophav til al livskraft, i atomerne, i universet, han er selv blevet en del af denne skabte verden for at give liv til kærligheden.

Det har han gjort, for at overvinde alt det, som destruerer og ødelægger vor jord og vores liv. Overvinde det med den kærlighed, der har livet i sig. - Den hører aldrig op. For som Jesus siger: Jeg er opstandelsen og livet.

Den som tror på mig skal leve, om han end dør. Altså er kærligheden en vindersag.

Og for det siger vi lov og tak og evigt ære være dig, vor Gud, Fader Søn og Helligånd, du som var er og kommer, som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed Amen.