Jeg tror, det er Jesus, der er postbud.
Og det er Gud, som sender ham afsted med invitationerne til festen.
Det er ikke reklamer, han deler ud. Heller ikke adresseløse forsendelser.
Det er en personlig invitationer til mandens venner om at komme til fest.
Vi hører om tre. Og de takker alle nej. De har andre og vigtige ting at gøre.
En har købt en mark og er nødt til at gå ud og se på den.
En anden har købt et par okser og skal ud at prøve dem.
Og en tredje giftet sig og kan derfor ikke komme. Han skal være sammen med konen.
Invitationen bliver med andre ord afvist. De indbudte vil ikke komme.
Og så bliver manden vred, fortæller Jesus i lignelsen.
Han bliver måske også skuffet og modløs, eller måske bitter og krænket.
Det er noget, vi alle kender til.  Jeg gør i hvert fald.

Det kan man opleve, når man er på husstandsindsamling for en god sag. Noget som er til fordel for mennesker i nød. - det er jo sjovt, når folk åbner døren og gerne vil give.  Sammen med pengegaven får man måske også et smil og en god snak.
Men der er også lukkede døre. Lukkede punge, lukkede ansigter. - ”Det har ingen interesse”. - Afvisninger af den slags gør noget ved en. Måske virker det som brændsel til en ulmende vrede over folks ligegyldighed.  Måske bliver man ked af det og vender det mod sig selv, så man får lyst til at give op.

Det er gør ondt at blive afvist.
- Hvis den kommer fra en, man regnede som ven, bliver der afstand.
- Hvis den kommer fra ens barn, er det værre. Hvad enten det er en søn eller en datter. Og ikke mindst i forhold til børnebørnene. - Har vi gjort noget galt?
- Hvis afvisningen kommer fra ens far og mor, er det nærmest et anslag mod selve eksistensen. - For det var jo dem, der gav mig livet. - Har de fortrudt det?
- Værst af alt er det måske at blive afvist af sin kæreste. Det menneske, hvortil man har knyttet sig og givet sig hen i uforbeholden tillid og kærlighed.

Hvad er det, der sker, når man bliver afvist?
Man bliver alene. Og føler sig forladt. - Det var næsten bedre, hvis den anden var død. - Så var man ganske vist også blevet alene. Men så var man ikke blevet ramt af den andens modvilje og dom. Der er en brod i afvisningen, som rammer dybt inde,
i min selvrespekt og værdighed.
Det kan dræne mig for energi. Så jeg mister modet og måske lysten til at være til.
Derfor er det oplagt i selvforsvar at blive vred på den anden.
Og så melder tanken sig med ønsket om gengældelse og hævn.
Hvordan vi undgår dette, er vist en af de store udfordringer for os alle sammen.

Manden, der ville holde fest i Jesu lignelse, blev vred, da de indbudte ikke kom.
Han er ikke bare godheden og fromheden selv. Heller ikke, om han skulle være Gud. - Det gør noget ved Gud, at han bliver afvist. - Men han hævner sig ikke.
Han lader sig ikke fange ind af gengældelsens mekanik. Det er her, vi skal høre efter! Selvom farisæerne og de skriftkloge afviste Jesus, så får det ikke Jesus til ændre sin forkyndelse af den kommende fest i Guds rige. Han mister ikke modet og giver op.
Han lader sig heller ikke fange ind i tanker om hævn og gengældelse.
Men det får alligevel konsekvenser. For budskabet om afholdelsen af den kommende fest skal ud. - Han inviterer både toldere og syndere. Som det fortælles i lignelsen:
-  Hent de fattige, vanføre, blinde og lamme. De skal med til festen sammen med alle dem ude på landevejen og ved gærderne.

Afvisningen får ingen konsekvenser for festen. - Den bliver afholdt, fordi Gud vil det.
Hvis afvisningen får konsekvenser, er det alene for afviserne. - det er dem, som siger nej og har så meget andet at gå op i.

Denne lignelse er fortalt til mennesker i en ganske bestemt situation. Og det er vel en dag, hvor Jesus er sammen med farisæere og skriftkloge. De diskuterer hans budskab med ham. - De kan ikke acceptere hans omgang med foragtede, fordømte og elendige mennesker, som ikke levede op til Moselovens bud. Og da slet ikke, når Jesus selv ligesom optræder på Guds vegne.
-  Det er de syge og de fattige, der er syndere, og det burde Jesus reagere på.
Men sådan tænker Jesus ikke.
Læg mærke til, at det i NT aldrig er de fattige, de små, de sultne, de flygtende, der er problemet. - Problemet er dem, som afviser de fattige, de små de sultne, de flygtende.
Og det kan godt være, at de skriftkloge og farisæerne bygger deres afvisning på deres historisk arv, som Guds udvalgte folk. Det folk, som har fået det hellige land.
Det folk, der har fået de 10 bud som tegn på pagten mellem Gud og mennesker.
Det forhindrer altså ikke Gud i at være den kærlige Gud.
Og straks efter denne lignelse, fortæller Jesus om den fortabte søn.- Som sætter hele arven over styr og ender med at leve som et svin.
Alligevel bliver han modtaget derhjemme med åbne arme. Og med fest.
Så her er den igen. - Guds godhed og kærlighed. Gud afviser ingen.
Heller ikke den ældre bror, som alle dage har været hjemme hos sin far og nydt godt af fællesskabet med ham.  Han bliver sur og vil ikke være med til at fejre lillebrors hjemkomst. - Han er fornærmet. Han vil ikke med ind til festen.
Men den gode far går sin søn i møde for at overvinde hans modvilje.
Med andre ord. Gud afviser ingen.
Han bliver ved med at være varm, selvom jeg er kold.
Han bliver ved med at elske, selvom jeg hader.
Han bliver ved med at tilgive selvom jeg vil have hævn.
Han bliver ved med at gøre levende, selvom jeg vil slå ihjel.
Jesus er postbuddet. Han kommer med invitationen. - Og han er mere end postbud. Han er dybt forbundet med den mand, som vil holde fest. - han er selv en del af festen. Han går selv ud til de fattige, vanføre, blinde og lamme. Han opsøger endog dem uden for byen. Han er en integreret del af den uimodståelige vilje til at få fyldt festlokalet med gæster.
Han lader sig ikke begrænse af de andres begrænsning.
Han lader sig ikke afvise af de andres afvisning.

Og sådan bliver historien om det store gæstebud til historien om Jesu. Med sit liv fortæller han historien videre med det, som skete ham ved påskefesten i Jerusalem. Af begejstrede mennesker blev han modtaget som Guds udsending. Trods al sund fornuft gik han ind i den by, hvor modstanderne stod klar til at gøre det af med ham. Frygten fik ikke lov at bestemme.  Sikkerhedsvurderingen fik ham ikke til at standse. - Han gik, fordi han måtte gå og ville gå med den kærlighed, som ikke lader sig begrænse. Som ikke lader sig afvise.
Og det førte ham til lidelse, kors og død. Han blev hånet, afvist og dræbt.
Man kan ikke sige, at døden preller af på ham. For han døde jo.
Man kan ikke sige at han ikke lider. For han føler sig forladt af både Gud og mand.
Man kan ikke sige, at han tilgiver sine bødler.
 - Hvis vi skal være helt præcise, så beder han derimod Gud om at tilgive dem. - Han kan vel ikke selv, - ikke fordi han ikke vil. Men han kan ikke, fordi de ikke beder ham om tilgivelse. - De afviser ham jo. - Men tilgivelsen står som en fremtidig mulighed også for dem.
Det, man kan sige, er, at med Jesu opstandelse fra de døde, afviser Gud afvisningen. - For Gud afviser ingen!

På den måde er lignelsen en fortælling om Guds magt. Guds kærligheds magt.
Det er en magt, som vil livet. - Gud vil, at vi skal leve. Alle!!!
Både vore venner og vore fjender.
 At fjender skal blive venner, - det står han inde for med sit overskud af godhed.
Med al sin kærligheds rigdom, som han møder os med hver eneste dag, også i denne gudstjeneste, med dryp fra livets kilde, som det poetisk kan udtrykkes.
Og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig, vor Gud, fader søn og Helligånd, du som var er og kommer, som en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed Amen.