Nøglen til dagens tekst er tro. En kvinde med et dæmoniseret barn henvender sig til Jesus for at få hjælp. Det er kvinden, der har initiativet. Hun trænger sig på. skamløst. Hun vil have hjælp.  Jesus svarer hende ikke et ord. Jesus er jøde. Disciplene er jøder. Men kvinden er kanaanæer. På de er jo slet ikke på niveau, hverken etnisk eller religiøst. Samtalen mellem kvinden og disse jødiske mænd, burde slet ikke finde sted. Og Jesus afviser hende da også med ordene om, at han ikke er sendt til andre end de fortabte får af Israels hus. Men det får ikke kvinden til at forsvinde. Hun kaster sig ned og beder ham om hjælp. Og disciplene siger til ham, at han skal sende hende væk. - Hun råber efter os. Og nu bliver Jesus rigtig grov. Han sammenligner hende med en hund. Man skal ikke give hundene børnenes brød. Men hun svarer igen, at de små hunde skam stiller sig tilfredse med krummer fra deres Herres bord. Kort sagt: Hendes vilje trumfer hans modvilje.  

Nu var han vel selv ude om det. Han kunne have ladet være med at bevæge sig til Tyrus og Sidon. Hvad laver han dog her midt i det fremmede Libanon mellem Tyrus og Sidon.  Har de fri og er taget på ferie måske? Det får vi ikke svar på. Men kampen for livet holder ikke pause og tager ikke på ferie. - Det gør Gud heller ikke. Det får han ikke lov til. Enten kæmper man for livet. Eller også gør man det ikke. Der er ikke noget stand by midt imellem. Og fortællingen slutter med, at Jesus siger: Kvinde, din tro er stor. Det ske dig som du vil. Og så blev datteren rask i samme øjeblik.  

Denne fortælling er ikke enestående men ligner flere andre helbredelsesberetninger. Der er en romerske officer, som beder Jesus helbrede sin syge tjener derhjemme uden selv at være der. Den slutter med at Jesus siger til ham: Det ske dig som du troede. Og til kvinden med de svære blødninger i 12 år siger Jesus, at din tro har frelst dig.  

Det er troen, der er afgørende. Troen til liv, til at overvinde det syge og ødelæggende. Ikke tro som i vores tid, hvor det hedder, at man skal selv tro på det. Det er ikke en tro på, at man selv kan,  men at Gud kan! Det er en tro, som går imod prognoser, statistik og sandsynlighed. Det er en tro, som kan flytte bjerge. Det er for denne tro, Jesus er kommet. For at for forkynde, at det er noget at tro på. Nemlig Gud og hans rige, som nu er kommet nær. Og Gud er den Gud, som har skabt verden og givet os livet. Han ønsker at vi skal leve, sammen med ham og med hinanden.  Som en far ønsker at leve sammen med sine børn ønsker Gud at være sammen med os, i tro og tillid, i fællesskab og glæde uden ophør. Det er en tro som denne, Jesus møder hos den kanaanæiske kvinde. Og derfor slutter historien med helbredelse. Der er troen, der sprænger grænser. Måske er det at gå for vidt, at sige, at man her kan se, at Gud skifter mening.   Men det er klart, at Jesus gennem mødet med denne kvinde bliver klogere på sin opgave som Guds søn. Den forskelstænkning, som han er opdraget med, kommer til kort. Jesus bliver klar over, at der ikke er plads til forskelsbehandling i Guds rige. Kulturelle, religiøse og etniske forskelle gælder ikke. - Gud er ikke kun jødernes Gud. Og Jesus er ikke kun sendt til Israel. Han er og vil være hele verdens frelser. Og Nøglen til forståelse af denne frelse er ordet "tro".  

Der er noget med troen, som er rigtig svært i vore dage. Tro er blevet til noget man skal præstere. Når man søger job, skal man tro på sig selv. Det skal man også, hvis man vil vinde i X - factor, sagde en af deltagerne i fredags. Når jeg handler på nettet, skal jeg tro på den anden. Når jeg går til lægen, skal jeg tro på behandlingen og på medicinen. Når man gifter sig, er vi to der skal tro på hinanden. Man skal tro. Det er noget jeg skal.  

Og hvis man er præst og søger embede i Den danske Folkekirke, skal man også tro på Gud.  Det er kommet så vidt, at man, for at være en troværdig ansøger, skal sige, at man tror på Gud. - Og det er ganske utroværdigt. Troen er nemlig ikke noget man har og ejer. Det er derfor heller ikke noget, der kan måles og vejes.  Der er næppe nogen, der på en skala fra 1 - 10 kan karakterisere graden af sin egen tro. Der er sikkert også præster som vil få brug for at sige noget om deres tvivl for dog at bevare en vis troværdighed.  

Det er for mig at se helt grundlæggende, at tro er noget, der bliver en givet. Troen kommer af det der høres. - Og af det som ses, - det som opleves. Ex.: Når man i dag i supermarkederne køber lasagne og biksemad med oksekød, så er varens troværdighed ikke noget, jeg skal levere. - Troværdigheden afhænger af leverandøren.  

Og når vi mødes og taler med hinanden, åbner os for hinanden og lader hinanden se ind i hinandens liv, så er troværdighed og tillid noget som følger af samtalens kvalitet.  Troen på hinanden afhænger af, om vi føler os set og hørt, forstået eller bare mødt, umiddelbart og åbent. Troen vokser ved det vi hører ser og oplever sammen med den anden. Det er ikke mig, der kan levere varen.  Det er en gave, som bliver mig givet.  

I forholdet til Gud er det på samme måde. At tro på Gud er at opleve Gud som troværdig. Da kan man opleve i kraft af det liv, han har skabt. Nemlig alt det levende og virkelige, som jeg har fået lov til at være en del af. Og når den tro braser sammen, fordi mit liv krakelerer, så kan Gud dog måske bevare sin troværdighed i kraft af Jesus. Han kom til verden og levede sit liv som menneske på samme vilkår som alle andre. Han satte sit liv ind på fællesskabet med mennesker, alle uden forskel, uden hensyn til status, helbred, indkomst, køn, alder. Han var imod det onde. Men ikke mennesket. Intet menneske kan identificeres med ondskaben selv. Han kom for at frelse mennesket fra det onde. - Også det menneske som var indfanget og besat af det onde,  ( som feks datteren til den kanaanæiske kvinde ) Det var for livets skyld, han udrev dæmonerne. Og det var for kærlighedens skyld han ikke bøjede af, da han offentligt blev gjort til skurk og syndebuk.  

Det er for denne tro på livets mening, han døde. Og det var i denne tro Gud flyttede det største af alle bjerge, syndens og dødens bjerg med hans opstandelse fra de døde.  

Det er denne tro, at for Gud er alle ting mulige, som Jesus møder hos den kanaanæiske kvinde i hedningeland. Troen på, at Gud hjælper dig, støtter dig og kæmper for dig og dit liv, både nu og i al evighed.  Denne kvindes tro var så stor, at datteren faktisk blev helbredt eller måske snarere befriet til at leve sit liv.  

Der er noget med troen, som er rigtig svært. Er det noget jeg skal gøre, eller er det noget, der bliver mig givet.  Er tro noget man yder, eller er det noget man modtager. Der er nogen der mener, at det er noget man yder.  Og så citerer man den lille bibel: For således elskede Gud verden at han sendte sin søn den enbårne, for at enhver som tror på ham ikke skal fortabes men have evigt liv. Det er er altså kun dem, som tror, der bliver frelst. De som kan præstere troen.  

Fælles for Paulus og for Luther er det, at de også engang troede, at man skulle gøre en hel masse for at blive frelst. - Der skulle gode gerninger til. Uden ophør. Men de blev klogere. De opdagede, at de gode gerninger ikke var nogen betingelse. Gud har nemlig allerede besluttet sig for at frelse dig, før du overhovedet har fået gjort en god gerning. - Du skal slet ikke basere dit liv og din lykke på dig selv. Der er noget meget bedre end at have tillid til sig selv og sine egne gode gerninger. Det er at have tillid til Gud og til hinanden. - Når du opdager det, bliver du et frit menneske. - At opdage det er at tage imod. Tage imod troen og tilliden fra Gud og fra dit medmenneske.  

For at gøre dette klart lavede domprovst Freltoft en lille ændring på Joh 3,16 og sagde: Således elskede Gud verden, at han gav sin søn for at enhver skal frelses og have evigt liv.   Så er troen ikke et krav, en betingelse der skal opfyldes. Så er troen en gave, der gør livet stort og frit.... og for det siger vi lov og tak og evigt ære være dig, vor Gud, fader søn og Helligånd, du som var, er og kommer som en sand treenig Gud, højlivet fra første begyndelse nu og i al evighed.- Amen.