Prædiken - Hellig tre Konger - Johs. 8, 12-20

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, Amen.

Der er kristne overalt på jorden. Der er danske kristne, japanske, mexikanske, sydafrikanske, palæstinensiske og kinesiske kristne.

Og så er der katolske kristne, protestantiske, ortodokse og anglikanske kristne.

Medens den første gruppe er inddelt efter nationalitet og geografi er den anden opdelt efter trosgrundlag og trosbekendelse. 

Man kunne også vælge andre opdelinger.

Der er rige kristne og fattige, der unge kristne og gamle, sorte kristne og hvide, liberale kristne og socialistiske, konservative og revolutionære kristne.

Vi er mange kristne på denne jord. Vi er fælles om det kristne men har forskellige sprog, nationalitet, hudfarve, kultur og religion.

I Israel er der messianske jøder. Altså mennesker med den jødisk tro, som tror at Jesus er Messias. Mahatmi Gandhi var hindu men fik sin inspiration fra Jesus i bl.a bjergprædiken. Han var en kristen på den indiske hinduistiske måde, har mange sagt.

Tilsvarende er der eksempler i den arabiske verden på, at man kan være kristen på den muslimske måde. Jesus er jo med i koranen. Som muslim kan man uden problemer læse evangelierne og lade sig udfordre af Jesu forkyndelse. Der bliver først problemer, når man vil konvertere og blive medlem af en kirke i stedet for moskeen.

Så spørgsmålet er, om man nødvendigvis skal skifte tradition, kultur, sprog og livsform for at blive kristen?

Eller kan man komme til tro på Kristus uden at skulle overtage hele kristendommen, som er sammenvævet med vestens politiske, økonomiske og filosofiske tankegang?

 

Vi er 6 milliarder mennesker. Og langt flere, hvis vi tæller de forudgående genrationer med. Forskellene er store. Og dog mødes vi og udveksler ideer og erfaringer, og har altid gjort det. Et af de mest markante mennesker er Jesus fra Nazareth. Hans lys har skinnet til både oplysning og oplivelse for mange. Og gør det stadig. Både dem, der kalder sig kristne men også mange andre.

Hans lys ses givetvis både af budhister, ateister, åndemagere og astrologer, som kan blive inspireret. Nogle så meget, at de i en eller anden forstand bliver Jesu disciple.

 

Tag som eksempel de tre vise mænd.  De så den nye stjerne som et tegn på, at en ny konge var kommet til verden. Og så rejste de og fandt også  barnet i stalden i Betlehem.  Grundtvig fortæller hele historien i salmen ”dejlig er den himmelblå”.

Han begynder med stjernerne på nattehimmelen, som blinker og vinker til os og giver os fornemmelse af storhed og det guddommelige. Os fra jorden op til sig.  Det svarer vel til, at der i de fleste mennesker er en længsel efter evighed og det guddommelige.

 

Og så pludselig midt blandt stjernene, ”blev der en så klar at skue”, som en lille stjerne sol. Det er Jesus, som de vise mænd fandt som barnet i Betlehem. 

Dette guddommelige, som er genstand for vores religiøse længsel og søgen kan findes, og blev fundet i barnet. Det er Jesus fra Nazaret, som lader sig finde.

Dette er ikke kun en fortælling fra dengang. Den er fortalt for os, siger Grundtvig.

Vi har og en ledestjerne, og når vi den følger gerne, kommer vi til Jesus Krist.

Og stjernen er hans ord, hans Guddoms - ord det klare, som han os lod åbenbare til at lyse for vor fod. 

 

Det spændende ved denne gamle julesalme er, at den beskriver bevægelsen fra det almene til det særlige. Den begynder med den åbne religiøse længsel men slutter ved troen på Jesus Kristus. Mellem disse to punkter er der en søgen. En søgen som til sidst finder barnet i Betlehem, i bibelens ord om Jesus, i hans guddoms ord det klare.

 

Vi har i år fejret jul med billedet af jorden og hjertet.

I København var der opstillet en megastor jordklode i anledning af klimatopmødet.

Den var flot. Ved at tilføje hjertet har vi tydeliggjort julens budskab. Vi er ikke alene om det på denne klode. Gud er her også med sin kærlighed. For således elskede Gud verden, at han sendte sin søn, for at vi ikke skal fortabes men have evigt liv.

Med Jesu fødsel får denne kærlighed nedslag i tiden.

Og hjertet blev flyttet fra en plads ved siden af jorden ind midt på kloden juleaften.

Nu er han kommet!!!

 

Men sådan så det ikke ud for mennesker, der levede dengang, Jesu samtidige:

De vidste ikke noget om et hjerte.

De havde en helt anden tilgang til Jesus. Han var et menneske ligesom dem selv, med forældre og søskende. Han gik i skole og synagoge og fik sin ungdomsuddannelse på værkstedet hos Josef. Han fik venner og kammerater og drømte sine drømme som alle andre. Helt almindeligt og dog ganske særlig.

 

Han så mennesker og hørte dem. De blev både bemærket, berørt og bevæget. Det fik helt forskellige udtryk. En fik sit syn, en anden kom til at høre og tale. Nogle blev raske på krop andre blev reddet fra galskab i sind og sjæl.

En blev befriet fra mobning og en anden blev frelst fra sin griskhed.

Mænd og kvinder, børn og voksne, jøder og samaritanere uden forskel kom til ham.

Også foragtede og fordømte kunne komme og få tilgivelsens ord at høre.

 

Dertil kom hans fortællinger, som satte sig i sindet og kom til at præge mennesker.

Tænk blot på historien om den barmhjertige samaritaner, som hjalp en såret jøde.

Første gang var det vel blot en historie, som han opfandt til lejligheden. Men den har haft sådan en kraft i sig, at den er blevet fortalt igen og igen, og er blevet omsat til virkelighed, fordi mennesker har ladet sig udfordre til at handle ligesom samaritaneren. – Det var blot en historie. Men den er siden blevet til virkelighed.

 

I udgangspunktet var Jesu et menneske, som alle andre. Men i kraft af det, som mennesker oplevede sammen med ham, blev han til noget særligt. – Mange kom til ham, hørte ham, talte med ham, fulgte ham.

De så ikke noget hjerte, der som en meteor kom fra verdensrummet med kærlighed.

Men de oplevede, at livet blev stort gennem hans ord og handlinger. I  fællesskabet med ham.

Det er i fortolkningen af disse oplevelser, i bagklogskabens klare lys, at ordene til sidst falder på plads i troen på, at Gud i sin kærlighed har sendt ham til verden for at frelse verden. – Han er det lys, som skinner i mørket. Han er verdens lys på en sådan måde, at man ikke mere skal vandre i mørket.

 

Hyrderne så lyset på den mørke mark ved Betlehem.

De vise mænd så lyset som en stjerne, der overstrålede alle andre stjerne.

Derfor skal vi lade lyset skinne. Slip ordet løs, bibelen løs.

Derfor bliver bibelen oversat til stadig flere sprog.

Og mennesker tager bibelen med på deres rejser for at komme i dialog med andre, også om tro og frelse.

Jesus har noget at byde på. Uanset om man er hindu, taoist, muslim og jøde.

Og det giver ingen mening at tro, at man først skal være dansker for at blive kristen.

At man først skal være integreret i vesten at følge Jesus.

Lyset fra Betlehem skinner grænseløst i alle retninger.

 

Vi har ved årsskiftet forladt et årti med krig mod terror, kamp mod ondskabens akse, islamisme og fundamentalisme. – Der er blevet sat grænser. Der er blevet lavet skel mellem dem og os. Det er der i det danske samfund og det er der globalt. Nogen er med og nogen er det ikke. De er nærmest imod. Der er blevet tegnet mange karikaturer og fjendebilleder.

 

Denne form for grænsedragning er fuldstændig fjern for Jesu af Nazareth. Og den var fjern for de første kristne. – Hvis de havde gjort sådan, ville deres budskab aldrig være kommet ud. – Det kom ud, fordi de var i dialog med alt og alle, uanset sprog, kultur og religion. Og netop dette gjorde oldkirken farverig på alle måder. – Mange, mange mennesker valgte at følge Jesus ud fra den kultur og tro, de nu havde.

Og mange må have oplevet, at de er blevet berørt og bevæget under stadig inspiration af Jesus Kristus. Isisdyrkere, mithrastroende, artemistilbedere, platonikere, stoikere og kejsertro har mødt ordet om manden fra Nazareth i dialogen med kristne. Det har givet uendelig mange samtaler mennesker imellem om hvor meget, hvor lidt og hvordan man nu troede på det ene og det andet.

Det er i dialogen, bevægelsen kan ske. Det er i dialogen at lyset kan skinne.

Og lysets glans er glæden over at opdage, at Gud ikke skal søges i stjernernes og religionernes fjerne verden. Men at Gud selv er kommet her for at frelse os.

Når man har forstået det, ved man, at glæden er jordens gæst i dag med himmelkongen den lille. og derfor siger vi lov og tak og evigt ære være dig vor Gud, fader, Søn og Helligånd, du som var, er og kommer, som en sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen.

/ sognepræst Johs Kühle