Luk 15, 1-11

Salmer : 726, 371, Sov du, 313, 487, 426, 375

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Nu burde vi feste og være glade.

Sådan siger faderen til sin ældste søn hen mod slutningen i Jesu lignelse.

Nu burde vi feste og være glade. Ja det er der jo god grund til også for os, når vi hører sådan en historie fortalt om en far og hans to sønner. En far, der omslutter begge sine to forskellige sønner med sin kærlighed, uanset om de har fortjent det eller ej, uanset om de to kan rumme hinanden eller ej.    

Faderen deler alt sit med sine sønner; skønt det i det ydre er på en forskellig måde, så er kærligheden til dem den samme, viljen til at ville give dem alt godt, er den samme, ønsket om at have dem i sin nærhed er den samme.

Så hvis virkelig den lignelse, som Jesus her fortæller os skal ligne det forhold, der er mellem Gud, vores far i himlen, og os, hans børn på jorden, så har vi meget at være glade for - nok til en fest eller flere.

Men hvorfor er vi så ikke så glade - sådan helt igennem?

Det er fordi det, Jesus fortæller os med den lignelse her ikke er noget, vi selv kan regne ud. Det er ikke noget, som viser sig for os fuldstændig overbevisende i det liv, vi lever, i de erfaringer vi har.

Vi kan have grund til at tænke og tro, at Gud er en hård far, en der lader os føle for de fejl vi begår. 

Der sker meget ondt i verden, jordkælv, tsunamier, oversvømmelser eller tørke og misvækst. Onde begivenheder, som mange mennesker må miste livet for.Også selv om vi kan være heldige ikke at blive udsat for den slags katastrofer, sker der ting i livet som er ondt. Der kan tilstøde vores kære eller os selv ting som næsten ikke er til at bære.   

Og når det sker, ligger det som en dyb tilbøjelighed i os at fortolke på det - på hvorfor? Og rigtig ofte kan det da dukke i op som en tanke, at det må være, fordi det er en del af et regnskab, som gøres op mellem Gud og os, et regnskab, hvor vi får, som vi har gjort os fortjent til.

Hager den tanke sig fast i os, at det ulykkelige, der sker, er en del af et regnskab, hvor vi får som Gud finder, vi fortjener, da bliver det dobbelt svært; da skal vi ikke kun bære den ulykkelige  begivenhed, da skal vi også og samtidig  rystes af frygten for, at være udsat for Guds vrede.

Vores kirkes reformator Martin Luther kendte meget til frygten for at være udsat for Guds vrede

Luthers far var bjergværksarbejder og ejer, og på trods af den beskedne indtægt  lykkedes det faderen at spare op til at sende  Martin på universitetet.

Hans far ønskede at Martin skulle læse jura og det begyndte han på. En dag, hvor Luther var på vej fra universitetsbyen hjem til sine forældre, blev han overrasket af et forfærdeligt tordenvejr. Mens Luther lå på landevejen  i frygt for alle lynene der bragede ned rundt omkring ham, blev han grebet af en forfærdelig frygt for, at det var Guds vrede, der nu vældede ned over ham. 

I sine bønner den dag lovede han Gud, at han nu ville gå i kloster for at tjene ham. Luther fulgte sit løfte og gik i kloster selv om det jo var en skuffelse for hans far, der ved store afsavn havde  sørget for at han kunne komme på universitetet.  Det var i  1505.  Han fulgte klosterlivet, reglerne og bønnerne, studerede i Bibelen  og gjorde alt det man regnede for at høre til  et Gud velbehagligt liv.  

Det gjorde han I år efter år, men han fik ikke fred med Gud ved det. Jo mere han fulgt de fromme regler, jo mere bevidst blev han om den ondskab, som var inden i ham. Fra sin barndom i faderens dunkle miner under jorden kendte han til frygten for djævelen i skyggerne. Han havde store natlige kampe, hvor han måtte råbe til både Gud og Djævelen. Luther var fyldt af frygt for Gud, og vidste ikke hvordan han skulle gøre det godt nok.   

I den tid intensiverede han sine bibelstudier og en dag i 1513, hvor han sad i klostrets tårn og studerede Paulus brev til menigheden i Rom, gik det pludselig op for ham, at man ikke kan købe sig til Guds kærlighed, hverken med penge eller med gode gerninger.  Gud kan man ikke handle med. Man skal ikke gøre noget til gengæld for Guds kærlighed. Man skal blot tage imod den i tro. Mennesket frelses ved tro alene.  ( Rom 1, 27). Denne oplevelse eller pludselige  erfaring eller indsigt, som senere blev kaldt tårnoplevelsen blev skelsættende  for Luther. Den befriede ham fra hans nagende frygt for Guds vrede. Han sagde senere om det, at i forhold til Gud er mennesket som en fange i en fængselscelle, der får at vide, at han er benådet og nu får sin frihed. Det er ikke nødvendigt med særlige gerninger for at slippe for Guds vrede. Der er ikke noget at være bange for.  Gud har allerede befriet os fra fortabelsen.

Denne erkendelse gav Luther den fred og den mægtige energi, og det mod, der skulle til for at gå op imod den tids gængse kristendomsforkyndelse, som holdt mennesker fast i forfærdelig frygt for fortabelse. 

Nogle år senere formidlede han noget af tårnoplevelsens stærke erfaring i salmen: Nu fryde sig hver kristen mand.( DDS 487). Den skal vi synge i dag efter prædikenen og der skal vi lægge mærke til dens stærke udtryk for glæde og befrielse.

Men først må vi lige vende tilbage til den frygt, som vi kan have for at være udsat for Guds vrede.

Jesu fortælling om Faderen og de to sønner er jo en fortælling, som helt enkelt skal fortælle os noget af det samme, som Luther pludselig kunne se ved at læse  Paulus teologiske udredninger i Romerbrevet.

Den yngste søn, der er gået i hundene, vender næsen hjemad. Hvorfor gør han det? Det gør han, fordi han ikke har andre livsmuligheder, end at satse på sin fars velvilje. Men han gør det vel også, fordi han på trods af alle  sandsynligheder har en tillid til sin far- han tror på, at hans far trods alt har den godhed, at lade ham få lov at leve under hans tag  og være hans medarbejder - godt nok  den lavest rangerende af dem,  men dog medarbejder med mulighed for at have til livets ophold. Han har jo ikke andet at komme hjem med end skam og pinlighed.

Skulle det her have gået normalt til, så skulle han i hvert fald have haft en ordentlig reprimande, inden han blev lukket ind igen, og aftvinges løfter om at opføre sig fornuftigere fremover.Men faren har ikke tanke for reprimander. Han er så glad ved gensynet, at han er helt pjattet. Han overdynger denne hjemvendte yngste søn med tøj og smykker, og sætter alle sine tjenere i sving, for at der kan blive holdt en glædesfest med øjeblikkeligt varsel.

Der fortælles om en far, der elsker sin søn helt ubetinget, og er denne fortælling et billede af vores far i himlen, og det tror jeg den er, så fortæller den om en Gud, der elsker sit menneskebarn helt ubetinget. 

Men, kan vi så spørge, er Gud da kun en Gud for alle festaberne, for dem, der kaster alle evner og muligheder i grams for lidt fest i gaden? For dem, der tydeligt spilder de livsmuligheder, de får ?  

Ja det er vel det spørgsmål, der bliver udtrykt i den stabile og arbejdsomme ældste søns kommentar, da han kommer hjem: Hvad får jeg egentlig for at gøre alt, hvad du vil have, jeg skal gøre ?     

Men her opstiller han jo præcis det handelsforhold, som Faderen netop har undsagt ved at tage imod den søn, som ikke har noget at komme med til gengæld.

Gud er ikke en Gud, der skal handles med, sådan: noget for noget. Gud er en Gud, der giver, af kærlighed. 

Det fortæller han også den ældste søn: alt mit er dit. Vi er jo tæt forbundet i kærlighed og i det arbejdsfælleskab vi har hver eneste dag.

Faderens forhold også til den ældste søn beror på nåde, på at give af kærlighed frem for på grund af en eller anden fortjeneste.    

Det er ikke helt gået op for den ældste søn, at det er sådan, det er med hans far. Men nu fortæller faderen ham det. Og det skulle også bliver til glæde for denne søn.  Det nære fællesskab om den målrettede opgave, som der er i at drive faderens virksomhed frem sammen - det er også en stor nådegave - en nådegave, som den ældste nyder.

Vi kan sige, at hvad tro og tillid angår, så har den yngste betydelig mere tro og tillid til sin far, end den ældste har. Han har et spinkelt håb til at hans far vil tage imod ham, og på det håb går han frem.

Men den ældste har ikke tillid til kærligheden, ja han ser måske ikke engang kærligheden i faderens og hans daglige samliv og samarbejde.  Han tænker sit og sin fars forhold som et handels-forhold, som han lige pludselig synes er skævt, fordi den yngre, unyttige bror også får af faderens kærlighed.

Men også denne ældre søn, som misforstår deres forhold elsker faderen. Han giver ham alt: Alt mit er dit.

Og så siger han det, som det er, og som også Luther erkendte i tårnet:

Nu burde vi feste og være glade. 

Det burde vi, fordi vi alle kan være sammen i fælleskabet med en nådefuld Gud. Det kan vi, nyttige og unyttige, tillidsfulde og skeptiske, naive og beregnende, modige og frygtsomme. Lige meget hvor urimelige eller ulykkelige livets tildragelser kan være, så kan vi med fortællingen om Faderen og de to sønner, stole på, at Guds forhold til os er kærlighed.

For det siger vi:

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu, og i al evighed. Amen.