Joh 14, 1-11

Salmer: 234, 22, 52, 379, 484, 218

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn amen.

Moses var ude for noget mærkeliget ude i ørkenen. En tornebusk, der brændte, men ikke brændte op. Det viste sig at være Gud selv i busken. Moses var på hellig jord, der hvor Gud viser sig, og han blev forfærdet og skjulte sit ansigt, for det kraftige syn. Han turde ikke se Gud selv.  Det kan mennesker nemlig ikke tåle. Det vidste Moses godt. Da Moses bagefter havde modtaget Guds befalinger om at føre hans folk ud af Egypten spurgte Moses Gud : hvem må jeg sige til dem, at du er.   Jeg er den jeg er, sagde Guds så, Sig til dem, at "Jeg er" har sendt dig.  

Et mærkeligt, gådefuldt navn: jeg er.

Måske siger det navn, at Gud er indbegrebet af det at være til - af liv. Gud er den, der gør, at vi er, at noget i det hele taget er.    

Moses blev forfærdet og måtte slå blikket ned, da denne Gud viste sig for ham i al sin klarhed.

Det omvendte vil måske snarere være tilfældet for mange af os: at vi bliver forfærdet, når vi søger at se Guds inderste væsen, og så ikke kan få øje på det.

Gådefuld er du vor Gud, sang vi i en af salmerne for lidt siden. "Vil vi se dit væsens grund, ser vi nat og mørke kun.."  lød det i salmen.  

Ja for prøver vi at kigge ind bag det gådefulde slør, der er for Gud, så mudrer det til for os, det bliver sløret ubegribeligt og mørkt.  Vi finder ingen mening det.

Måske var det noget lignende den forfærdelse, disciplene var forfærdet af, da Jesus taler, de ord til dem, vi hører i evangeliet i dag. Der er fra Jesu afskedstaler i Johannesevangeliet. Altså de taler hvor han søger at gøre dem begribeligt, hvad der vil ske med ham; at han skal dø og  han skal forlade dem.

De prøver vel at finde en mening i det, han fortæller om, men kan ikke. Og de forfærdes.  

Det hører til i vores liv, at vi forfærdes, når vi ikke kan på øje få nogen god mening i noget. Vi forfærdes, når vi konfronteres med døden. Vi forfærdes, når vi ikke kan se, hvor vejen i livet skal føre os hen.

Overfor denne forfærdelse siger Jesus her de stærke og rammende ord, som vi hører i  evangeliet i dag.

I skal ikke forfærdes siger han. 

Og så gør Jesus det klart, at når vi søger at  kigge ind bag gådernes slør efter Gud, så kan vi i stedet kigge på ham. For han er Guds billede, Jesus er et med Gud selv, og i det liv, disciplene har været sammen med Jesus om, kommer Gud i hele sin fylde til udtryk. Og det på en måde, vi kan tåle at se, det på en måde, som kan inddrage os, og vise os hvad vejen til livet er. 

Jesu tager to ord i brug fra vores hverdag, ord, som breder et helt univers ud for vores horisont og kan erstatte vores forfærdelse med glæde og fortrøstning og forventning, hvis vi fatter deres rækkevidde.    

Jesus taler om boliger, og Jesus taler om vej.  

I min faders hus er der mange boliger, siger Jesus. Jeg går bort for at gøre en plads rede for jer, og jeg kommer igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. 

Det at have en bolig er noget helt elementært i vores menneskeliv.  Boligen er det sted, hvor vi har hjemme,  hvor vi kan trække os tilbage til hvile, den er det sted, hvor vi har tryghed og ro, det sted,  hvor vi er skærmet fra kulde, fra verdens farer og forvirring. Først og fremmest er vores bolig det sted, hvor vi har lov at være, hvor vi kan tage alle facader, sminke og pragtrober af for at være blot den, vi er.

Jesus taler om de mange boliger der er i hans fars hus, og at han vil tage os med dertil.  Det betyder, at der i Guds hus i guds rige, i Guds plan er en plads for hver af os, hvor forskellige vi så end er - der er mange boliger.

Jesus fremstiller Gud som den, der giver os rum; rum i de himmelske sale efter døden men også himmelske rum i det jordiske liv.   

Jesus gik jo omkring og gav livsrum til mennesker.  For den blinde lukkede han øjnene op, så rummet i hele sin fylde kunne vise sig for ham, den mindste i samfundet gav han en plads med værdighed.  Ja vi kan sige, at Jesus gik omkring og viste, at gudsriget handler om at give rum for det andet menneske.

Når Jesus siger, at han går bort for at gøre en plads rede i Guds himmelske boliger, så er det måske ikke så forskelligt fra det, han gjorde mens han gik på jorden: gav et livsrum et sted at være, hvor kærligheden  findes, et kærlighedens hjem i livet  for mennesker.

Men for Thomas er det her svært at forstå, han fokuserer på det uforståelige  hvor - hvor er det, du går hen. Thomas kan ikke se vejen for sig, han kan se ikke stedet for sig.

Som vi ser, da Jesus senere efter sin opstandelse fra de døde viser sig for de andre disciple, mens Thomas ikke er der, da er det helt uacceptabelt og ubegribeligt for Thomas, da de fortæller ham det.    Han vil se og mærke Jesu sår.

Allerede her før Jesu død ser vi, at Thomas er den, der må have noget konkret at holde sig til.  Han kan ikke tro på baggrund noget gådefuldt.   

Vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?

Jeg er vejen, siger Jesus så til ham. Jeg er sandheden, jeg er livet.

Hvor den Gud, som Moses mødte i Tornebuskens ild, sagde "Jeg er" om sig selv, går Jesus videre og siger, jeg er vejen.   Og vejen, det er ikke noget gådefuldt for os, vejen er noget meget kendt og fortroligt for os.

En vej er retning, en vej er bevægelse, på en vej er der fodfæste, for nogen har trådt for før os.

Jesu er vejen. Han er den vej ad hvilken livet leves sandt.

Jesus er vej, som sådan er han også retning. I Jesu liv som Guds søn på jorden, er der en ganske bestemt retning, nemlig retning mod det at hjælpe den svage, den der mangler retfærdighed, den udstødte. Der er retning mod kærlighed og tilgivelse.   

Jesus er vej, som sådan er han også bevægelse. Jesus er bevægelse, han gør, at der er håb forude, han er, at livet kan blive nyt, at der kan tages en ny begyndelse, i ham er der mulighed for forandring.

Jesus er vej, som sådan er han også fodfæste. Jesus er det fodfæste, vi kan have, fordi han har gået vejen for. Han har gået vejen i døden før os, han har gået vejen ind i opstandelsen for os. Han har beredt os plads i de himmelske boliger.

Jesu er vejen, sandheden og livet, i ham får den gådefulde Gud vist sig for os som noget konkret og livsnært.

Så hver gang vi forfærdes, fordi vi ikke kan se om bag ved alle livets gåder, så kan vi se på Jesus, lytte til alle ordene om ham og få en vej at gå på, hvor ikke frygten men sandhed kærlighed og liv følger med.     

Amen