I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, amen.

Nåden er, når alt er tabt, at få alt tilbage, skriver Johs. Møllehave i digtet om nåden. Det er store ord. Det er muligt, det kan ske i spil. Og på Børsen. Når man er ved at tabe det hele. Og så pludselig får den stor gevinst. Som nu Finn Nørbygaard, som tabte hele sin formue på Stein Bagger, men har fået meget igen på en helt anden måde.    Det er muligt, at det kan ske i kærlighed, når man selv efter  at have svigtet alt, bliver mødt med en overraskende og betingelsesløs tilgivelse. Men sker det også, når tabet har fået fysiske konsekvenser? Når skaden er uoprettelig? - Når han eller hun er død. Så kan man ikke længere få noget tilbage.  

Det var vildt, det disciplene oplevede. Det, de skulle udsættes for. Han havde kaldt dem til at følge med sig. Han havde givet dem noget at leve for, en vision om forandring og fællesskab. Han gik foran og de fulgte ham. Han satte sig selv i de nederstes sted og viste dem kærlighed. Han gik forrest og de fulgte ham i tro på kærlighedens revolution. Trygge og i tillid til ham som den gode hyrde. - Til Gud som skaber og frelser. Og så gik han lige i fælden. Det var fuldstændig vanvittigt. Han satte de hele på spil på en gang. Både sit eget og disciplenes liv. Hvad er det for en ven, som gør sådan? Hvis man mener det med venskab, så skal man da gøre alt for at bevare det. Hvordan kunne han sætte det hele på spil? Og risikere alt, hvad han stod for, livet, håbet, kærligheden. Jesus blev årsag til, at disciplene blev kastet ud i den ultimative krise. Er det ikke det, der fortælles om Peter, Thomas, Judas og de øvrige disciple efter den skæbnesvangre nat i Getsemane Have.  

Krise er et kaos, som opstår, når man kører fast og kommer i vildrede. Der er ingen vej og ingen løsninger. Der er hverken frem eller tilbage, ud eller ind.  Overblikket er væk, kræfterne siver bort, livsmodet forsvinder og kroppen gør ondt. Men samtidigt er en krise afgørelsens time, som udfordrer til at træffe beslutninger. Nederlaget kan blive et vendepunkt. Enhver krise rummer i sig både nederlagets og sejrens mulighed. Det kan blive begyndelsen til noget nyt.  

Måske har jeg sat det for hårdt op. I følge evangelisten Johannes forsøger Jesus at trøste sine disciple på forhånd. Og det er dette, vi hører om i dagens evangelietekst. Jesus siger: Om en kort tid ser I mig ikke længere og atter om en kort tid, så skal I se mig. Det er vel let nok at forstå, hvad han mener.  Først kommer der en tid, hvor de ikke ser ham. Den er kort. Det må jo være tiden mellem langfredag og påskemorgen. Dernæst kommer der en tid, hvor de igen skal se ham. Det er perioden efter påske, hvor Jesus viser sig for disciplene. Eller måske er det den periode vi lever i nu før hans genkomst. Men når man så hører evangelieteksten, kan man komme i tvivl om meningen, for der er mange gentagelser af ordet "en kort tid". Det bliver sagt hele 7 gange.  Lad mig prøve at læse det:  

En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« v17 Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« v18 De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.« v19 Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig.  

Det er tydeligt, at det er "den korte tid" vi skal lægge mærke til. Det er krisens tid. Den ultimative krise som opstår i "den korte tid". Krisen, som anfægter os alle. Hør bare:
Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig.  

Alle mennesker har noget, der er svært. Man går næppe gennem livet uden anfægtelser, tvivl og nederlag. Måske forsøger vi at glatte ud, at se gennem fingre med noget af det, feje det ind under gulvtæppet, lukke øjnene for det, eller som ænderne, stikke hovedet ned under vandet og så med rumpen i vejret lade som om, problemerne ikke er der. Men de er der jo alligevel. Og vejen frem er altid at se krisen og det onde i øjnene. Og så huske, at enhver krise kan blive begyndelsen til noget nyt og godt.  

Disciplene blev kastet ud i den ultimative krise. Ikke nok med Jesu døde og tabte alt, hvad han havde stået for. De måtte også selv udholde hån, ydmygelse og latterliggørelse: De oplevede "at verden glæder sig".  

Og det blev verden ved med. Man forfulgte disciplene og andre kristne i tiden efter opstandelsen. At tro på Jesus Kristus og lade sig døbe i hans navn var i flere hundrede år en livsfarlig sag.  

Det er hele denne tid, denne virkelighed, som kaldes "en kort tid". Men læg nu mærke til fortsættelsen. Der kommer en forandring "efter en kort tid". I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. - Glæden skal følge efter sorgen. Det slutter ikke med krise. Krisen får ende. Det vender og bliver til glæde i Guds rige. Det er ligesom med en kvinde i fødsel, siger Jesus Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden.

En fødsel er en voldsom sag. Det er en krise. - Det var det engang, og det er det stadig især i den fattige verden, hvor mange kvinder dør under fødslen. Der er veer, og det gør uoverskueligt ondt. Alligevel er det sådan i de fleste tilfælde, at glæden tager fuldstændigt over, når barnet er blevet født. Sådan skal vi se på trængslerne i den korte tid. Det er som med en kvinde, der føder sit barn. Smerten bliver overvundet af glæden.  

Holder det, kan man spørge? - Er det med trængselstider som med en fødsel. Kan man få alt tilbage, når alt er tabt? Vi dør jo.  Der er ingen undtagelse. Nogle dør gamle og mætte af dage. Nogle dør langt tidligere. Midt i livet. Måske er det en mor, måske er det en far. Tilbage er en ægtefælle og børn, som skal finde ud af at leve livet forlæns uden den nærmeste, som nu mangler.  

Vi kender historierne fra vor egen by. Og vi kan tænke os til tilsvarende skæbner, når vi hører om jordskælv, zunamier, krig og nedskydningen af folk, som ønsker frihed og fremtid med demokrati.  

Og ingen af os har ret til at sige, at det skal nok blive godt. Vi har ikke noget at have ordene i, hvis vi siger "- I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde".  

Men nu er det heller ikke os, der siger det. - Det er Jesus. Det er den opstandnes ord. Han som selv er stærkere end døden. Det er ham, som trøster os, der lytter. Det er ham der står inde for, at selv det tungeste i et liv, kan anskues som en fødsel. Det er i kraft af hans ord. I kraft af hans opstandelse, at billedet får liv.  

Vi har vores liv, og lever vore dage. Med glæder og sorger, med udfordringer som til tider næsten går ud over det, som er til at bære. Og noget er ikke til at bære. Men det er kun en kort tid. - Det vender. Det er allerede vendt. Kristus er opstået fra de døde, han kommer igen,  det er ham der i dag taler til os og derved bærer med på vore byrder. Det er i kraft af ham, at man kan tabe alt og få alt tilbage, og for den nåde siger vi lov og tak og evigt ære være dig vor Gud, fader, Søn og Helligånd, du som var, er og kommer, som en sand treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen.