Luk. 15, 11-32

Salmer: 15, 448, 308, Guds kærlighed, 787v1-2+5, 371

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

I den forløbne uge har der været verdens topmøde om verdens miljø og udvikling  i Rio de Janeiro  med deltagelse af ledende og toneangivende personer fra mange lande.Der var et tilsvarende møde i 1992 - Rio-mødet. Der kom man frem til at arbejdet med miljø og arbejdet med udvikling for fattige lande må høre tæt sammen.  På mødet  +20 nu tyve år efter, blev det tydeligt , at  de rige lande møder frem for at arbejde for miljø, og de fattige lande møder frem for at arbejde for udvikling og fattigdomsbekæmpelse.  Man har stadig hver sin dagsorden, kører i hvert sit spor. Og resultaterne fra det store møde er ikke imponerende men beskedne. Rio+20- mødet har da været nævnt i medierne. Men mest som parentes. Det har ikke ryddet forsider, for de har handlet om vores interne økonomiske krise og skattelovsforhandlinger. 

Alligevel synes jeg, at sådan en begivenhed kan være grund til, at vi  rydder forsiden her, for  baggrunden for  et Rio+20 møde må give anledning til mange tanker, når vi mødes her for Guds åsyn.

Derfor, i den ånd, lad os høre en historie:   En mand havde to sønner. For dem havde han tændt millioner af stjerner på himlen, han havde rejst bjerge og dybe dale, lagt fossende vandløb og stille søer, åbne sletter med tusinder af dyr, han havde plantet dybe skove så grønne som intet andet, og blomstermarker i alle farver og drysset syngende fugle ud derover. Han havde lavet plads og givet frø af alle slags til sønnerne, så de kunne dyrke planter til deres føde og næring og lægeplanter til deres kroppes helbredelse.Han havde givet sine sønner øjne, ører, næse, og mund så de kunne sanse det hele. Han havde givet dem hænder, så de kunne arbejde og fødder, så de kunne bevæge sig. Han havde givet dem forstand, så de kunne tænke, samle og forstå, planlægge og udvikle. Han havde givet dem hjerte med anlæg for den kærlighed, som det hele udsprang af. 

Sådan, i det, levede manden med sine to sønner. Men en dag kom den yngste af sønnerne hen til sin far og sagde:  "Giv mig det hele nu - det som tilkommer mig og min slægt. Jeg vil ikke længere vente på, at det kommer i små bidder. Jeg vil have det hele nu, så jeg kan gøre med det, hvad jeg vil."   Så delte faren sin ejendom mellem sine to sønner. Den yngste søn, som ikke regnede livserfaring og gode råd for noget, han bevægede sig så langt væk fra sin far, at han var sikker på, at han ikke mere kunne nå ham - for han skulle ikke blande sig. "Jeg vil have det for mig selv", tænkte han. Så ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv. Han spiste store bøffer af køer, som pruttede gasser ud i atmosfæren. Køleskabet var også fyldt af alt muligt andet godt, som han slet ikke kunne spise sig igennem, men så smed han det bare væk. Han fløj i flyvemaskine - lange ture til det ene eksotiske sted efter det andet. Og han kørte i store biler, så børnene deromkring måtte indånde luft så sort som tjære. Han varmede sin store bolig op, så han måtte have slange direkte ned i de brændstofkilder, som faderen havde grundlagt og opbygget gennem millioner af år. Men det fik ham ikke til at tænke på faren. "Jeg er min engen herre, jeg kan det hele," tænkte han, "og det gør jeg."    Men en dag var det udsvævende liv forbi, alt var brugt op, han havde intet at leve i og på og af, og der var nød omkring ham. Luften var tung og uden ånde, vandet havde ingen friskhed, han havde knap et sted, han kunne være og måtte holde sig til et trangt og ynkeligt sted, og fylde sig med noget, der slet ikke var for mennesker.  

Da var den yngste søn lige ved at miste håbet. "Nu er alt forbi", tænkte han. "Nu er der ikke mere- for mig- eller nogen anden".  Da gik han i sig selv, og tænkte på sin far. "Hos min far er der godt", tænkte han. "Men jeg har ingen ret til at være der. Jeg har brugt alt for mig selv og generatioerne efter mig. Men måske har han alligevel lidt til mig". For han huskede sin fars sind.Så rejse han sig, og han havde stadig de ben, som faderen havde givet ham, og han bevægede sig på dem tilbage til sin fars nærhed. Han havde ikke gået ret langt i den rigtige retning, før faderen så ham. For faderens hjerte var bundet til sønnen med en ubrydelig seglring, og han var altid på udkig. Selv om sønnen var gået og havde smækket med døren, ventede faderen ham hjem hvert øjeblik. "Hvor er min søn, hvor er mit menneske", sagde han uophørligt til sig selv.

Da Faderen så sin yngste søn på vej langt borte, da ilede han ham i møde. Faderen forlod sit sted og mødte ham på vejen.  Sønnen have kun sin skam, sin fortrydelse og elendighed at komme med, men Faderen faldt ham om halsen og kyssede ham og sagde:" Du er min søn, jeg var bange for, at jeg have mistet dig, men nu der du her." Han tog skammens tøj af ham og klædte ham i nye klæder, han beredte til fest. Og de begyndte at feste og være glade. De sad ved bålet i sommeraftenen og så stjernerne titte frem på himlen, efter at solen var gået ned i et gyldenrødt ildhav over skovkanten. 

Men den ældste søn var der ikke. Ja han var der jo ellers altid, men i den glædesfest var han ikke. Den ældste søn havde hele tiden været hos sin far og levet i respekt mod det, der var faderens. Den ældste søn levede af grønsager, han selv dyrkede økologisk, han boede i lavenergihus med jordvarme og solceller og varmegenanvendelse.   Han sorterede sit affald, så det meste kunne genbruges.  Han fik sine el-apparater repareret, når de gik i stykker efter et år, på den måde havde han dem i mange år. Han kom omkring på sine ben, eller cykel, skulle det gå højt kørte han i sin lille elbil. Han gik i økologisk kemikaliefrit tøj. Han plantede træer.Det var vist sådan det var med den ældste søn, men jeg ved det ikke helt. Det kan også være, han bare var en af dem, der var født på et sted, hvor der bare ikke var mulighed for andet, end at leve meget, meget enkelt  - "du har aldrig givet mig så meget som et kid" , sagde han senere til sin far. Måske levede han i en lerklinet hytte og gik flere kilometer efter rent vand, og måtte gå firs kilometer til sygehuset, hvis han blev syg. Måske levede han af majsgrød morgen, middag og aften, fordi han ikke vidste bedre og kunne bedre. Måske havde han kun det tøj, han gik og stod i, fordi det bare ikke var muligt for ham at få noget mere.  Jeg ved det ikke helt med den ældste søn.Men i hvert fald havde den ældste søn ikke brugt sin fars formue op i en grad, som overhovedet lignede det, som den yngste søn havde bedrevet.

"Kom og vær med i glædesfesten med din lillebror" sagde faren til den ældste søn. Men nej, det ville han ikke.  "Han har jo bare brugt alt op - hvorfor skal han ikke stå til ansvar for det...  skal jeg dele med ham nu ?  Og jeg ville jo også gerne have prøvet det - sus og dus biler og udsvævende liv."   Og det kan vi ikke rigtig fortænke den ældste bror i at han gerne ville.Men faderen svarede: "Mit barn, du er hos mig, vi kender hinanden og jeg vil give dig, hvad du behøver. Lad os nu glæde os sammen, for din bror havde glemt, hvor livet kommer fra, og det var ikke godt, men nu er han vendt tilbage til livet, så nu er der noget at håbe på.

Og her slutter historien.

Jeg har altid syntes at der var mange løse ender.  

Kom den ældste bror f.eks med ind efter faderens overtalelse ? Kom de to brødre til at sidde ved samme festbord - han der forbrugte og han der levede med omtanke ?  Fik de en fælles forståelse af, hvad de skulle gøre med det, Faderen havde givet dem.       
og : De begyndte at feste og være glade, da den yngste søn så sin fars værd og  kom sin far nær.  Men hvor længe blev de ved med at feste ?  Holdt de op på et tidspunkt.   Hvad med den yngste søn, der kom hjem, blev han  ?- eller levede han efter går´den så går´den ?, og den var lige gået en gang, og  kom han så snart igen og forlangte en ekstra del af formuen, som han kunne disponere over med de evner og den vilje, vi har set, at han nu havde til det ?

Og hvad med den ældste søn, ville han nu prøve det hele nøjagtig som den yngste... eller fandt de ved hinandens erfaringer en fælles vej ?  

Ja, der er mange løse ender. 

Men sådan er det jo også med vores liv. Begge disse fortabte sønneres historie kan være vores historie, historien om vores liv.Og der er mange løse ender i vores liv, ting der ikke bliver gjort færdigt, spørgsmål, som ikke finder svar. Ting, vi ikke får taget på.Og alt det med, hvordan det gik videre i den her historie, det afhænger jo blandt andet af dig og mig.  Vi har stadig vor ben at gå på ad den rette vej, vi har vore hænder at handle med, vores hoveder at tænke med, og vi har vore hjerter, forhåbentlig stadig med anlæg for kærlighed.  

Det eneste, som der ikke er nogen løs ende om, i den historie, det er Faderen, som tændte stjernerne, rejste bjergene ogplantede skovene. Han er der, og lige meget hvad der sker, så står han der og venter på os. Fra det øjeblik, vi har smækket med døren for at gøre, som vi nu vil, da venter han os hvert øjeblik tilbage dér, hvor kærligheden til ham og alt, hvad han har givet os bliver det, der bærer og styrer vores liv. "Hvor er min søn, hvor er mit menneskebarn på vej hen?", spørger han sig selv.  Han vil kun, at vi skal være glade. Alle hans sønner og døtre. Han tog imod sin søn. Han gjorde fest og de begyndte at være glade.Og selv om vi ikke ved, hvor længe festen varer, da er det en begyndelse, et godt udgangspunkt. At være glade sammen i den forundelige verden Gud har sat os i.Det er der håb i, for kloden og for os.

For det siger vi lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.